’Skinamarink’: Er du mørkeræd, kommer denne originale gyser med en kæmpe advarsel
Hvad skræmmer dig allermest? Hvilket filmmonster kan tænde urfrygtens gnist og sende dig skrigende under dynelagene?
Hajen under vandet i ’Dødens gab’? Heksene i skoven i ’The Blair Witch Project’? Eller måske manden med motorsaven i ’Motorsavsmassakren’?
For mig er det det gabende mørke tomrum i dagligstuen i ’Skinamarink’.
Kyle Edward Balls gysersensation gik Atlanterhavet omkring tilbage i vinterhalvåret fra Canada til Storbritannien og gav kollektivt koldsved på TikTok, filmfestivaler og til særvisninger.
Her på Soundvenue dykkede jeg helt tilbage i februar ned i filmens baggrund som et viralt onlinehit. Jeg sluttede med en stille bøn til de kosmiske gamle guder om at få det uhyrlige creepypasta-værk, hvor to børn fanges af en dæmon i deres eget hus uden forældre, døre eller vinduer, ind i de danske biografsale.
Så inspirerede er de danske distributører imidlertid ikke. Men inden for tv-stuens fire vægge (vent, hvad var det for en skygge i krogen?) har man dog ro til at lade sig gå i trance over ’Skinamarink’s uhyggelige indstillinger af lofthjørner og Duplo-klodser smidt hulter til bulter foran flimrekassen.
Minutterne snegler sig afsted, mens de to små unger prøver at holde sig beskæftiget, og den ukendte tilstedeværelse liiiige så langsomt strammer tommelskruen en smule mere, klemmer legerummet om dem eller pludselig ændrer reglerne for den diabolske playdate.
De urovækkende rolige øjeblikke punkteres af en række velplacerede jumpscares af projekterede ansigter og uforklarlige skarpe lyseksplosioner.
For nogle kan ’Skinamarink’ måske lyde som en bedaget kunstinstallation, hvis største attraktion er typen af skingre hvin, som i 10’erne sendte PewDiePie skrigende op ad gamerstolen til milliarder af YouTube-visninger.
Er du typen, som ville afskrive et værk ud fra den overfladiske analyse, kan det nok ikke hjælpes. Måske dit næste trylletrick er at påvise, at ’Barbie’ er en reklamesøjle for Mattel? Så observant!
Men de højlydte jumpscares har ikke den samme funktion som i nogen anden gyserfilm, jeg har set. Hvor det notoriske gyserredskab normalt agerer crescendo for et givent horrorscenarie, er de i ’Skinamarink’ snarere et metaafbræk, hvor man ganske kort kommer op til overfladen for luft, før man igen trækkes ned under til det gysende kolde ingenting.
Ligeledes er kameraføringen ulig noget andet inden for horror. De usammenhængende, statiske indstillinger har ingen umiddelbar motivering eller perspektiv, og Ball nægter herigennem seeren den pirrende voyeurisme, som ellers er genrens M-O.
Den stilart fordrer et, aherm, handlingsforløb, der som resten af filmen kryber sig under huden på én og lægger sig som en kold, hård blybold i maven. Det er ikke svært at sætte lighedstegn mellem den mystiske tilstedeværelses sleske løfter og modbydelige raserianfald og børnemishandling.
Især da et af børnene i ren desperation ringer til politiet, og telefonen med ét er et stykke smilende Fischer-Price-legetøj. Man mærker mellemgulvet blive isnende koldt og luften trække sig ud af lungerne i rent chok.
Det kan måske lyde usmageligt at tage fat om et så alvorligt emne i en så umiddelbart anonym fortælling. Men fordi filmen forbigår det voyeuristiske element, er man efterladt med en knugende fornemmelse af at være fanget i et rum med et id, som vil dig det ondt.
For folk, som er mørkeræd, vil den uhygge utvivlsomt ramme bullseye.
Jeg kan stadig huske, hvordan turen i mit barndomshjem fra sengen til toilettet gik forbi den tyste dagligstue, den smalle gang og værst af alt det enorme spejl ved håndvasken i badeværelset, som gav frit udsyn til vinduet og det ukendte uden for på den anden side.
Konstant forestillede jeg mig skikkelser, der ville fange mig i deres spind eller blot skræmme mig i min grundvold ved deres blotte tilstedeværelse. De materialiserede sig naturligvis aldrig. Men de eksisterer stadig for enden af stejle opgange, bag møbler og dybt inde i det gennemtrængende mørke.
Og de eksisterer i ’Skinamarink’s mareridtsagtige underverden. Du bør ikke se ’Skinamarink’. Men du skal se den med lyset slukket.
Kort sagt:
’Skinamarink’ sætter sig på sjælen med en unik lo-fi-stilart og urovækkende historie om vold i hjemmet. Er du mørkeræd, er du hermed advaret: Træd varsomt.