’Golda’: Denne film er en forbrydelse mod stjerneskuespillers tid
Det er nemt at være en lille chef i nabolaget, når man har verdens største supermagt på hurtigkald.
Selvom den israelske ikon, Golda Meir, sprængte det patriarkalske glasloft til atomer, da hun fra 1969 til 1974 var landets premierminister, har hendes eftermæle lidt et knæk.
For man kommer ikke ud af en krig uden skrammer, menneskeliv og krigsforbrydelser på samvittigheden.
Skuespilklenodiet Helen Mirren gengiver i et protese-dækket portræt politikerens karrieredefinerende helvedesmåned.
I ægte ‘Oppenheimer’-stil ser man en skyldbetynget Golda berette om begivenhederne over for en komité. Og mens hun, med smøg nummer 50 i mundvigen, mindes på vidnebænken, ser vi i flashbacks, hvordan hun reagerede i oktober 1973.
Syrien og Egypten har udført et overraskelsesangreb mod Israel på den jødiske helligdag, Yom Kippur. Den ellers trofaste allierede USA, med forsvarsminister Henry Kissinger (Liev Schreiber) i spidsen, trækker følehornene til sig. Statsoverhovedet står derfor alene og kan dårligt nok stole på sin egen stab, hvis hemmelige efterretninger begynder at lugte af forræderi.
Som regel er portrætter som ‘Golda’ en tilfredsstillende størrelse. Enten kender man de historiske søjler, den moderne geopolitiske situation er baseret på, og kan med bedrevidenhed se til, mens resten af verden endelig får øjnene op for nøglebegivenheder, enhver skoleelev med samfundsfag burde kende til.
Eller også er du en af de uoplyste, der kan takke en veludført biografi for at udfylde pinlige huller i din viden.
Derfor hører det heldigvis også til sjældenhederne, når man ligefrem kan mærke, at man gradvist bliver dummere i selskab med film som ‘Golda’.
At lave et politisk drama, der undgår politik, burde være en forbrydelse. Bare fordi Golda aldrig anerkendte Palæstinas eksistens, betyder det ikke, at den israelskfødte instruktør, Guy Nattiv, kan tillade sig det samme.
Og ligefrem at portrættere Golda som en krigshelt, hvis efterfølgende granskning foran en komité bare er en formalitet, får én til at løfte på øjenbrynet.
Filmen er desuden plastret til med små forklarende noter, lokationer og navneskilte i ét væk. Forestil dig virvaret fra ‘West Wing’, bare uden den velskrevne eksposition.
Fortællingen har simpelthen så lidt tiltro til sig selv, at selv kvinden, som styrer Goldas kalender og sørger for hendes frokost og transport, får en lille tekstforklaring. Den vågne seer ville ellers godt kunne lave et vildt gæt og antage, at Lou Kaddar (Camille Cottin), som henter Goldas vasketøj fra renseriet og omstiller hendes telefonopkald, er premierministerens sekretær.
Desværre stopper ‘Golda’s problemer langt fra her. For selvom filmen varer godt halvanden time, kan man mærke, hvordan Nattiv har kæmpet og tabt en brav kamp mod Golda Meirs egen største fjende. Nemlig overmod.
For Goldas hårdnakkede kamp for Israels overlevelse fortjener en ordentlig film. Men Nattiv (’Skin’) magter simpelthen ikke at løfte beretningen om en af Mellemøstens største personligheder.
At tage udgangspunkt i en gentagende dag-til-dag -ortælling og samtidig lade filmen være indskrænket til primært to locations (Goldas soveværelse og regeringsbygningen), er et benspænd for meget.
At se Mirren i Goldas gemakker er ellers et klart forsøg på at tilføje jernkvinden noget intimitet som ellers er godt skjult under middelmådige proteser.
Kort sagt:
‘Golda’ er enten propaganda af øverste skuffe eller et passende portræt af en af Mellemøstens største politikere. Uanset hvilken side af konflikten mellem Israel og Palæstina man støtter, er og bliver håndværket i Guy Nattivs fortælling en forbrydelse mod godt filmhåndværk og Helen Mirrens tid.