’Justified: City Primeval’: Skurken er 100 procent kuk kuk i blodfattig spinoff af populær krimiserie
Det er vanskeligt at moderere sine forventninger til spinoffs.
På den ene side ved man, at det aldrig bliver det samme som før. På den anden side er det alligevel identisk.
Helten er den samme i det nye take på den underkendte FX-serie ’Justified’, der løb over seks sæsoner i 2010-15 baseret på Elmore Leonards bogforlæg.
I spinoffen ’Justified: City Primeval’ møder vi igen Raylan Givens (Timothy Olyphant), den selvbeherskede vicemarskal. Han lander her hovedkulds i Detroits grålige gangsterland, fordi han tilfældigvis skulle sætte sin datter Willa, der spilles af Timothy Olyphants rigtige datter – Vivian Olyphant – af på en disciplinerende lejrskole i nærheden.
Raylan kommer i karambolage med to banditter, som han hurtigt overvinder, låser inde i sin bil og sætter af i byens arresthus, hvorefter han indtager vidneskranken, så skurkene kan blive eskorteret i spjældet. Standard procedure. Men Raylan er Raylan, og tiden er løbet fra den lakoniske cowboy og hans stilistiske kækheder. Man truer ikke med at låse en sort mand inde i bagagerummet på en sort bil i 35 graders varme.
»I would have been happy to put a white man in there with him«, svarer Raylan karakteristisk, men dommeren (Keith David) er not amused, og det ender med, at det er Raylan, der bliver straffet:
Dommen er otte småkedelige afsnit i kvalmende toiletbelysning i jagten på et plot, der bliver ved med at genopfinde sig selv. Snart handler det om Raylans forhold til datteren Willa, og pludselig handler det om en simpel mordefterforskning, så korruption, så bestikkelse, dernæst albanere og en fyr, der hedder Lonnie, tilbage til de simple rovmord og rundt og rundt i Detroits karrusel.
’Justified: City Primeval’ er ingenlunde en værdig efterfølger til sit serieforlæg, og det er der en lang række årsager til.
For det første har serien ingen reel miljøskildring. En beslutning, der muligvis har at gøre med, at publikum skal følge sig lige så fremmed i Detroit som Raylan, men konsekvensen bliver, at karaktererne vader rundt i en kulisse. Den oprindelige ’Justified’ var et kærlighedsbrev til Kentucky og sydens idiosynkrasier, fuldendt med bjergbander, mineskakter, skråtyggende hillbillies og gamle vise gunslingers – noget, som især anden og bedste sæson udforsker i stor stil.
For det andet er serien ikke skabt af den oprindeliges bagmand Graham Yost. Og det kan mærkes. Selvom dialogen stadigvæk har et højt bundniveau, er vi ikke tæt på den Elmore Leonard-skarphed, der definerede det rigtige ’Justified’.
’City Primeval’ ser forkert ud. Det er den tredje ting. Alting er gråt og mat. Farverne er så falmede, at det er som at kigge igennem en tynd fernis af søvand, og tv-billedet svarer til de udendørs skilte med plastikindrammede plakater af fastfoodtilbud på motorvejscaféer, der har stået for længe i regn og sol, så pomfritterne er blevet lyseblå, og burgerbollerne ligner Blækwards blottede baller.
’Justified: City Blue-da-be-di-da-be-dei’ er desværre også falmet i sit persongalleri. Rollebesætningens udskiftning er selvfølgelig spinoffens varemærke, men der er kun Raylan tilbage, og selvom Olyphant stadig leverer sine oneliners med charme og overskud, mangler man hans diabolske modstykke: Walton Goggins’ ærkeskurk Boyd Crowder.
Og man savner Raylans spirituelle og bryske fader, Art Mullen, og konen Winona og tennisentusiasten Wynn Duffy og Kentuckys bjerge og den brusende sydstatsdialekt og så videre. Der er simpelthen gået for meget tabt, som i ’City: Primeval’ ikke bliver erstattet med noget bedre.
På nær skurken. Boyd Holbrook giver den fuld pedal som seriens primære bad guy, Clement Mansell, og det er imponerende, at han slipper godt fra det, når man tænker på karakterens endimensionalitet.
For hvor ’Justified’s bedste antagonister var definerede af en flig af menneskelighed eller en ambition, som man kunne føle og forstå, er Mansell 100 procent kuk kuk i stærekassen, spændt op til lir, ding-dong-dynamolygte og blød i bolden. Han dræber, fordi han kan, og synger, fordi han har lyst, men Holbrook spiller ham så gennemført psykopatisk charmerende, at man ikke kan lade være med at nyde de øjeblikke, hvor han træder ind i spotlyset.
Men generelt tager ’Justified: City Primeval’ for uinteressante beslutninger til at leve op til sin forgænger. Herunder skal også nævnes en forceret affære uden den mindste antydning af romantisk kemi, som tager pladsen fra historien om Raylans forhold til datteren Willa, selvom det er her, hvor det største potentiale befinder sig – at vise en Raylan, der ikke kan løse sine problemer med Gary Cooper-charme, afkoblet kølighed, sin sherifstjerne og hurtige aftrækkerfinger.
I en enkelt scene ved et cafébord bliver Raylan og Willas samtale helt rørende, og jeg synes, at Olyphant fortjener en anledning til at kunne vise denne del af sit skuespil, der også brillerede i flygtige men stærke momenter i den oprindelige serie, når Raylan mistede besindelsen.
Kort sagt:
’Justified: City Primeval’ klarer sig igennem på Elmore Leonards karakteristiske dialog, en god helt og en veloplagt skurk, men mangler alt andet. Og så skru dog ned for den banegårdstoilet-belysning.