Man skal ikke tage fejl af den gensidige respekt i samarbejdet mellem Martin Scorsese og Leonardo DiCaprio.
Scorsese havde ellers været kendt for sit partnerskab med Robert De Niro, men i starten af 00’erne havde han brug for en yngre leading man, og i superstjernen DiCaprio fandt han en skuespiller med noget af den samme intensitet, som De Niro havde bibragt hans film.
»Jeg fandt ud af, at vi havde en beslægtet sensibilitet, som Bob (De Niro, red.) og jeg havde«, har Martin Scorsese for nyligt sagt om Leonardo DiCaprio i et interview med GQ. »Vi havde en beslægtet frygtløshed, en vilje til at prøve ting og, i sidste ende, en meget, meget stærk tillid«.
Omvendt har Leonardo DiCaprio også lovprist instruktøren, der slog igennem i 70’ernes amerikanske new cinema, før DiCaprio overhovedet var blevet født.
»Martys vedholdenhed og vildskab i forhold til at fortælle sandheden om disse historier, uanset hvor grim og bizar og ukomfortabel den er, er hans mesterskab. Og hans respekt for filmhistorien, og hvad der er lavet før ham, indflydelsen fra de store instruktører gennem historien, der har gjort ham til den instruktør, han er, er bare uden parallel«, sagde han under Cannes-festivalen i foråret.
Her præsenterede de deres sjette fælles film, ’The Killers of the Flower Moon’, der nu er aktuel i de danske biografer.
Om fortællingen, der handler om en række mord på indfødte amerikanere i 20’ernes USA, er en decideret kulmination på Scorsese-DiCaprio-partnerskabet, kan man diskutere, men i hvert fald beviser den, at deres kunstneriske synergi er så vital som nogensinde.
Uden som sådan at have været væk gav samarbejdet med DiCaprio instruktøren en ny vind i det moderne filmlandskab op gennem 00’erne og 10’erne. Mens flere af hans jævnaldrende filmskabere er blevet mere og mere marginale, er Scorsese vedblevet med at stå centralt på scenen, og det har DiCaprios gennemslagskraft både foran kameraet og i kulturen som sådan været stærkt medvirkende til.
Dermed ikke sagt, at deres filmiske samarbejder alle har været perfekte. Faktisk vil jeg argumentere for, at de først med deres femte film kom i nærheden af den tårnhøje barre, som Scorseses mesterværker med Robert De Niro havde sat.
Og dermed når vi til rangeringen af de seks foreløbige Scorsese-DiCaprio-film:
6. ‘The Aviator’
Martin Scorsese og Leonardo DiCaprios andet samarbejde var også deres mest kiksede. DiCaprio spiller flypioneren Howard Hughes i en biopic, der følger ham over flere årtier.
DiCaprio er overbevisende nok som den unge kåde mand, der er besat af at få luft under vingerne, mens det straks kniber mere, når den dengang 28-29-årige skuespiller skulle sminkes op til at præsentere Hughes som en mere moden – og psykisk plaget – mand.
Det kom aldrig til at føles som mere end DiCaprio med falsk overskæg, og det gennemsyrede hele filmen, der virkede for glat og anstrengt til rigtigt at overbevise. Dengang manglede DiCaprio endnu tyngden til at bære den slags roller, der rummede mere end ungdommens vitalitet.
Filmen fik 11 Oscar-nomineringer og vandt fire statuetter, hvilket dog nok mest af alt siger noget om det flygtige øjebliksbillede, Oscar-prisen er. I dag er der næppe mange, der har ’The Aviator’ i deres top 10, endsige 15, over hverken bedste Scorsese- eller DiCaprio-film.
5. ‘Shutter Island’
Martin Scorseses sidste produktion for et stort Hollywood-studie var den mørke thriller ’Shutter Island’. Leonardo DiCaprio og Mark Ruffalo spiller to US Marshals, der ankommer til en galeanstalt på en ø for at undersøge en patients forsvinding. Og well, mystiske ting sker.
Det er en udmærket spændingsfilm, og twistet fungerer upåklageligt, første gang man ser den. Men det er også en film, der ikke er så meget mere end dens es i ærmet.
DiCaprio er troværdig nok som efterforskeren, der går i mental opløsning, men det er også en forknyt rolle, der ikke helt spiller til hans styrker. Og man kan ikke lade være med at tænke på, at en skuespiller med mindre åbenlys star charisma kunne have løftet fortællingen til et andet niveau.
4. ‘Gangs of New York’
‘Gangs of New York’ var i 2002 Martin Scorseses mest kommercielle Hollywood-udspil i karrieren. Lavet for et stort budget på over 100 millioner dollars var presset stort på instruktøren, hvis seneste film – ’Bringing Out the Dead’ fra tre år tidligere – ikke var blevet den store succes.
Produktionen var et mareridt for Scorsese, der kom i klammeri i klipperummet med en vis Harvey Weinstein, som tvang ham til at frembringe en kortere og mere poleret udgave, end han havde drømt om. »Jeg indså, at jeg ikke kunne arbejde, hvis jeg nogensinde skulle arbejde sådan igen«, reflekterede instruktøren for nylig tilbage i et interview med GQ, hvor han selv kaldte resultatet »utilfredsstillende«.
’Gangs of New York’ er da også en rodebunke af en film. Leonardo DiCaprio gør det fint som den unge irske bandeleder Amsterdam Vallon, men kæmper med at finde et ståsted – eller bare skyggen af kemi – i romancen med Cameron Diaz’ Jenny Everdeane, der var blandt fortællingens store svagheder.
Og så står han altså i skyggen af Daniel Day-Lewis på alle måder store præstation som Bill The Butcher.
3. ‘The Departed’
Oscar-vinderen ’The Departed’ præsenterede ligesom den efterfølgende ‘Shutter Island’ DiCaprio i en forknyt Scorsese-rolle, men her passer figuren og fortællingen bare langt bedre til skuespilleren.
I remaket af Hong Kong-perlen ’Infernal Affairs’ spiller Leo undercover-betjenten Billy Costigan, der infiltrerer en irsk gangsterboss (spillet af Jack Nicholson) i Boston, som til gengæld har en spion (Matt Damon) infiltreret den anden vej i politiet.
DiCaprio er for første gang hos Scorsese perfekt som yndlingen, der må gå en svær balanceakt for ikke at blive opdaget, mens han samtidig indtages af den karismatiske kingpin. DiCaprios blanding af naiv pågåenhed og sitrende nervøsitet kommer her for alvor til sin ret. Og så klæder det ham at indgå som ét led i et stærkt ensemble, hvor især hans scener med Jack Nicholson dirrer af energi.
2. ‘Killers of the Flower Moon’
I sine seks samarbejder med Martin Scorsese er Leonardo DiCaprio aldrig forsvundet så meget ind i rollen som i den aktuelle ‘Killers of the Flower Moon’.
Undervejs glemmer man faktisk helt, at det er den hotteste filmsuperstjerne de seneste tre årtier, der gemmer sig bag den småtumpede go-getter Ernest Burkhart, der gifter sig med den indfødte amerikaner fra Osage-stammen, Mollie (Lily Gladstone), på opfordring fra sin storskrydende onkel (Robert De Niro), der har skumle bagtanker om at lukrere på reservatets nyfundne olierigdom.
Ernest er ikke en nem hovedkarakter at sælge. Han er ikke alt for kvik og ikke alt for charmerende , drikfældig, med underbid og nedadvendte mundvige, og et eller andet sted har han måske alligevel et velmenende kærligt hjerte under alle de uhyrligheder, han opportunistisk udsætter sin hustru og hendes familie for uden helt at begribe konsekvenserne.
DiCaprio inkarnerer ham med uforfængeligt underspil, og det er ikke mange andre skuespillere, der alligevel ville vække vores interesse for den utiltalende figur på samme måde, som han formår.
1. ‘The Wolf of Wall Street’
Mens Leonardo DiCaprios babyface endnu var for ungt til at spille den samme karakter over mange år i ’The Aviator’, ramte finansfilmen ’The Wolf of Wall Street’ skuespilleren på det helt rette tidspunkt.
Stadig ung nok til at kunne inkarnere Jordan Belforts excessive og uimodståelige raketfart mod Wall Street-himlen, men også moden nok til at indfange den (lige så excessive og uimodståelige) nedtur i filmens anden halvdel.
For første gang får DiCaprios komiske talent lov til at komme til udtryk hos Scorsese: hans evne til at spille både kynisk og klodset, som han også har gjort hos andre instruktører. Det klæder både ham og filmen, der i det hele taget spiller til alle hans styrker.
Filmen var Scorseses bedste siden ’Casino’ i midt-90’erne og har noget af det samme tilsnit som gangsterfilmen med en blanding af karikatur og medrivende epos om bagsiden af den amerikanske drøm.
For første gang føler man i ’The Wolf of Wall Street’ for alvor, at DiCaprio og Scorsese gør hinanden bedre. For første gang har man svært ved at se, at en anden skuespiller havde båret den lige dele charmerende og opportunistiske figur på samme fantastiske niveau.