Kurosawa og Mifune. Michelle Williams og Kelly Reichardt. Tony Leung og Wong Kar-wai. Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen.
Filmhistorien er skrevet på ryggen af unikke samarbejder mellem visionære instruktører og ypperlige skuespillere.
Og få har haft så stor betydning som partnerskabet mellem New Hollywood-veteranerne fra Little Italy Martin Scorsese og Robert De Niro.
Deres film spænder over årtier, studiesystemer og genrer, men har altid cirklet om mandemytens stoiske rise and fall.
På 50-året for deres første samarbejde, ’Mean Streets’, rammer deres 10. biograferne med ’Killers of the Flower Moon’. Men hvordan rangerer man de ni foregående samarbejder, der er så forskellige som ’The Irishman’ og ’The King of Comedy’?
Her sorterer vi ikke ud fra de mest kendte eller ikoniske præstationer, men snarere ud fra, hvordan samarbejdet transcenderede materialet på skærmen. Det er ingen let opgave, men vi har gennemført hedenske ritualer og videnskabelige vidundere for at gøre det umulige og sætte tal på de to mænds imponerende fælles livsværk.
9. Max Cady i ‘Cape Fear’ (1991)
Nogle har muligvis et nostalgisk forhold til ’Cape Fear’, fordi de så den som teenager, hvor Juliette Lewis’ Lolita-karakter vækkede noget i dem.
Filmen er et remake af noir-klassikeren af samme navn, hvor Robert Mitchum udødeliggjorte skurken Max Cady, som efter 14 år i kasjotten søger hævn hos sin gamle forsvarsadvokat Sam Bowden (Gregory Peck) for de tabte år. Han spiller rollen som en utilregnelig outsider, der skaber kaos og splid hos Pecks idylliske kernefamilie.
De Niro spiller på den anden side voldtægtsmanden Cady som en blanding mellem terminator og Hanefar. Efter en længere hi-periode mellem deres samarbejder fra ’The King of Comedy’ til ’Goodfellas’ er det tydeligt, at Scorsese gav sin hofskuespiller carte blanche til at agere så idiotisk foran kameraet, som han ønskede.
Scorsese og De Niro ser Cady som forstadsfamiliens id, der viser sig igennem teenagedatterens voksende libido og konens iboende vrede. I sig selv er det ikke det værste take på materialet,men resultatet er flagrende og pinligt for alle involveret.
8. Jake LaMotta i ’Raging Bull’ (1980)
På papiret kan der ikke herske nogen tvivl om, at ‘Raging Bull’ er De Niros mest imponerende præstation. Som Jake LaMotta tog han først 10 kilo på i muskelmasse for at spille den unge letvægtsbokser og åd sig efterfølgende 30 kilo større for at portrættere LaMottas sidste år som en aldrende, falleret barejer.
Det er en fysisk transformation ulig nogen anden og et hovedværk inden for metodeskuespillets historie. Oscar-statuetten, som han indkasserede for rollen, er på alle måder fortjent.
Så hvorfor indtager den næstdårligste placering på listen her?
De Niros vægtskifte er imponerende, men selve præstationen er faktisk ganske ensidig. LaMotta er en spændt muskel af udpinte aggressioner, og det er, hvad du får for den 25-øre.
Den præstation passer måske glimrende til Scorseses fantastisk uglamourøse kritik af den amerikanske sportsidolisering, men den føles ikke som en unik repræsentation af De Niros talenter.
Det er lidt, som da DiCaprio åd rå gnu i Alaskas kulde til ’The Revenant’, og Jared Leto sendte kollegaerne dildoer med posten under optagelserne til ’Suicide Squad’. Meget sjovt, men jo heller ikke i sig selv indikationer om uforglemmeligt skuespil.
7. Johnny Boy i ’Mean Streets’ (1973)
Egentlig var det Harvey Keitel, som var Scorseses første muse foran kameraet. Den senede, men ømme skuespiller spillede således hovedrollen i debutfilmen ’Who’s That Knocking On My Door’ samt opfølgeren ’Mean Streets’.
Det var til den film, at Brian De Palma introducerede Scorsese for sin hofskuespiller Robert De Niro, som Scorsese havde kendt, siden de var teenagere i Little Italy, men var gledet fra siden.
I rollen som den voldsparate Johnny Boy har De Niro altid en undskyldning, en historie eller bare en flyvende prober næve mod det nærmeste ansigt. Karakteren er baseret på en af Scorseses onkler, som faren hele tiden måtte redde ud af en kattepine. Han blev holdt inde i varmen, fordi han var la familia og drøncharmerende. Den charme sælger De Niro i øjeblikket, han trasker ind på den lokale ølstue med to boheme-kvinder under armen og uden en bekymring i verden foran snuden på den storskrudende mafioso, han skylder penge.
Johnny Boy er med i overraskende lidt af filmen, men hans plageånd mærkes som en konstant pinsel for Keitels loyale Charile Cappa. Det er et imponerende anslag for en arketype, som Scorsese og De Niro ville forfine over deres senere samarbejder.
6. Jimmy Conway i ’Goodfellas’ (1990)
Få årtier i Oscar-akademiets historie er ældet værre end 90’erne, hvor man gang på gang valgte det ene bedagede kostumedrama efter den anden tilbageskuende folkekomedie foran årets mest mindeværdige film.
Helt galt gik det i 1991, hvor Scorseses seminale gangsterepos ’Goodfellas’ tabte til Kevin Costners polerede cowboyder-farce ’Dances with Wolves’.
I det mindste var det den rigtige beslutning at give nomineringen (og statuetten) for bedste mandlige birolle til Joe Pescis voldspsykopat Tommy over Robert De Niros iskolde dræber Jimmy Conway.
Jimmy er naturligvis afgørende for Henry Hills deroute fra wise guy til rat, og De Niro spiller ham med en skræmmende kulde og kynisk kontrol. Som døden selv lurer han over skulderen på Henry med en ladt pistol, skulle han sige ét ord for meget til den forkerte person.
Han er der som en godmodig hyggeonkel, da Henry bliver arresteret første gang og mister sin mødom, men leder lige ved og næsten Henrys kone Karen mod døden, da han flere år senere peger hende ind i en mørk gyde med løftet om nogle gratis designerkjoler.
’Goodfellas’ er ikke De Niros film, men det er på den anden side prisværdigt, at han træder i baggrunden og giver plads til de andre.
5. Jimmy Doyle i ‘New York, New York’ (1977)
Mange store auteurer har prøvet og fejlet i forsøget på at gengive Hollywoods gyldne æra af episke studiefilm fra den første halvdel af det 20. århundrede. Damien Chazelle slog næsen til blods med ’Babylon’, og længe inden kæntrede Francis Ford Coppola hele familieforretningen med ’One From the Heart’.
Martin Scorsese så sit snit til at gøre de gamle Hollywood-studier kunsten efter i 1977 med sin svinedyre musical ’New York, New York’. Den finansielle fiasko handler om sangeren Francine (Liza Minnelli) og saxofonisten Jimmys tumultaske kærlighedsforhold, da de over en årrække forelsker sig, får barn sammen og siden går fra hinanden.
Det kunne lyde som en klassisk modsætninger-mødes-tragedie, men med Robert De Niro i fuld røvhulsvigør som Jimmy og Minnelli frisk fra ’Cabaret’ er Scorsese tydeligvis mere inspireret af Bob Fosse end Gene Kelly.
Fra filmens første scene fremstår Jimmy som en ulidelig charlatan, der chikanerer Francine for at komme i bukserne på hende. Hun virker mere overvældet af hans umiddelbare musikalske talent og stædighed end af nogen romantisk kemi mellem dem.
Scorsese giver aldrig publikum lov til at tilgive Jimmy som en misforstået romantiker og trods filmens status som instruktørens største flop, er den et fascinerende studie i toksisk maskulinitet.
4. Travis Bickle i ‘Taxi Driver’ (1976)
Lad os slå én ting fast: Var dette en rangering af Robert De Niros mest ikoniske præstationer, eksisterer ’Taxi Driver’ flere luftlag over alt andet i hans filmografi.
I løbet af filmen går De Niros krigsveteran Travis Bickle fra en bitter natteravn, der skuler ondt bag rattet på sin taxa, til en manisk terrorist og selvtægtudøver.
Hans blotte silhuet er ikonisk i filmregi: Med hanekam og magnum, klædt i veteranjakke og forfulgt af sin egen apokalyptiske fortællestemme lægger De Niro ryg til Paul Schraders metafortunge manuskript. Skuespilleren skildrer Bickles samfundslede gennem en mimik blottet for medmenneskelighed og øjne, der stirrer ud mod resten af New York som hajen fra ’Dødens gab’.
Man kan måske sige, at ’Taxi Driver’ er lidt for effektiv.
Scorseses vedholdende, subjektive kameraperspektiv og De Niros coolere end cool præstation tillod 70’ernes filmpublikum at huje begejstret med den ellers miserable taber Bickle, da han i filmens klimaks massakrerer en flok pimps og hanrejer i sin selverklærede mission for at rense gaderne. Det har ikke nødvendigvis ændret sig i de forløbne år.
Er Bickle ikke blot USA’s faldne engel, som vogter over det voldelige lands hykleriske idealer med fascistoid magt? Måske, men som et senere samarbejde mellem Scorsese og De Niro viste, kan den kritik serveres uden samtidig at give karakteren mere status, end han fortjener.
3. Frank Sheeran i ‘The Irishman’ (2019)
Latterliggørelsen landede prompte, da den første trailer til Scorseses postmoderne gangsterfilm udkom:
»Robert De Niro er jo ikke 25! Hvem tror de, at de snyder med den mærkelige CGI-ansigtsmakeover?« brægede kritikerne begejstret-forarget i kor.
Det er bestemt et kontroversielt æstetisk valg at forynge De Niro digitalt, og ret skal være ret: De Niros ene forsøg på fysisk vold i filmen ligner mest af alt en skildpaddes rolige nap til en icebergsalat.
Det ændrer dog ikke på den emotionelle dybde af tab og ennui, den dengang 76-årige skuespiller viser i sit granitskårne ansigt som Frank Sheeran – mafiaens mest berygtede lejemorder igennem 30 år.
I sit livs efterår fabulerer den gamle, efterladte pensionist vildt og voldsomt om alt fra sin involvering i Hoffas mystiske død til JFK-attentatet og angrebet på Svinebugten. Men som en firmaets mand har han ikke andet at vise fra sin tid som lejemorder end et guldrandet ur, døde venner og tabte familiemedlemmer.
Den sølle eksistens går rent i hjertekulen.
De Niro snøvler og stammer, mens Sheeran forsøger at opnå en form for sidste respekt for et grusomt, men rutinepræget liv. ’
The Irishman’ får som resultat drengestregerne og de gode tider fra ’Casino’ og ’Goodfellas’ til at føles som vrøvlerier opspundet af en døende senilpatient.
2. Sam Rothstein i ‘Casino’ (1995)
Ved porten til et mafiaregeret Las Vegas i 70’erne sidder kontornusseren Sam ’Ace’ Rothstein. Som uofficiel manager af casinoet Tangiers presser han hver en rød reje ud af de amerikanske lykkejægere igennem dyrtkøbte go-go-danseshows og enarmede tyveknægte.
De Niro spiller Ace med en opblæst autoritet, da arbejderdronen fejlagtigt ser sig selv som ejeren af huset, der altid vinder. Det til trods for, at han bliver rykket rundt i manegen af alle omkring sig fra sin voldelige forretningspartner Nicky (Pesci) og trofækonen Ginger (Sharon Stone) til Vegas’ antisemitiske sheriffer og politikere, der ser ham som et nødvendigt onde.
Det er i denne bureaukratiske virkelighed, at gangsternes drøm om paradis på jord hurtigt udvikler sig til et selvskabt helvede. Men selv da konen smækker med de massive mahognidøre, og Nicky truer Ace på livet, bruger mandslingen sin arbejdstid på at tælle blåbær i restaurantens muffins.
Ace kan aldrig for alvor hidse sig op over sit miserable lorteliv, han har kvalt i guld og mammon, og De Niro spiller den megalomane håndlanger til satirisk underspillet perfektion. Mens han ser sine nærmeste grave deres egen grav og hele sin verden styrte i grus, trækker han bare på skuldrene.
1. Rubert Pupkin i ‘The King of Comedy’ (1982)
Det er umuligt ikke at hade Rubert Pupkin.
Der er hans idiotisk farvekoordinerede three piece-jakkesæt samt fjogede cykelhjelmfrisure og veltrimmede overskæg. Man får myrekryb, når han vrænger med stemmen for at få sin vilje. Men det mest væmmelige er utvivlsomt hans barnagtige, selvretfærdige afsky over for sine medmennesker.
Robert De Niros ulidelige amatørkomiker med galoperende egomani har i nyere tid inspireret Joaquin Phoenix’ incel-Joker. Men instruktør Todd Phillips’ 2019-version er en farveladetegning til sammenligning med Scorseses originale, indignerede portræt af newyorkernes sykofantiske celebrity-dyrkelse.
For at opnå berømmelse og succes harcelerer og til sidst kidnapper Rubert Pupkin sit store idol, late night-værten Jerry Langford (Jerry Lewis). Pupkin har ingen interesse i at få folk til at grine – han vil bare være bedre end dem.
Det gør ham på sin egen patetiske vis mere skræmmende end nogen anden af De Niros psykopater. Navnlig Travis Bickle som Pupkin åbenlyst er en forlængelse af. Bickle repræsenterer uhyggelige, latente ideer i samfundet, men jeg kunne forestille mig at krumme tæer over Pupkins middelmådige standup-set på Netflix.
De Niro portrætterer ham komplet selvudleverende uden et gran af beskyttende ironi for sit eget skuespillerego. Jeg ville hade at bruge så meget som et sekund i selskab med Rubert Pupkin. Netop den kvalitet gør ham til De Niro og Scorseses bedste kreation.
‘Killers of the Flower Moon’ kan ses i biograferne fra 19. oktober.