’Søskende for livet’: Hvor er det hårdt og genkendeligt at se DR-aktuel dansk dokumentar
For under to uger siden beskrev Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen, hvor frustrerende DRs funktion som »det fremmeste talerør for entreprenante unge champagne-drikkere« er blevet.
Krystalliseret i den nye kedelighedskavalkade ’De dyre drenge’, der nåede et lavpunkt for, hvor lidt fart over feltet et rigt, ungt menneske skal have, før de kan blive foreviget i en DR-serie.
Men heldigvis er vores public service-leverandører ikke fuldstændigt blændet af diamanter og store ure.
Tværtimod kan de nu præsentere en dokumentarfilm, der går i den helt anden retning og understreger, at der er skæbner, som har noget lærerigt at byde på, selvom de foregår langt fra Strandvejen.
Instruktør Peter Hammer, der tidligere har været redaktør på den kontroversielle ’Gina Jaqueline – en sugardaters bekendelser’ og har instrueret den spion-optrevlende ’Hvis du læser dette er jeg død’, er nemlig i ’Søskende for livet’ (originaltitel: ’Revir’) taget med søskendeparret Susie og Sune Baltzersen til et nedslidt hus på Vestsjælland, hvor de flytter ind for at forsøge at opbygge et bæredygtigt liv som voksne mennesker sidst i 30’erne. Langt fra dyre tasker og internationale spionlege.
Beslutningen om at flytte sammen på landet træffer de to for at hjælpe hinanden i en hverdag med ADHD, ordblindhed og en opvækst, der har sat sig i krop og sind hos bror og søster, der sammen stod igennem livet med en fraværende far og en alkoholiseret mor.
Søster Susie bruger huset som base for sin zoologiske konservator- eller dyreudstopnings-virksomhed. Et erhverv, hvor kvinder sjældent ses, men hvor Susie har gode evner og har vundet priser for sit arbejde.
De fantastiske, danske dyr, hun arbejder på, beriger filmen med et dragende æstetisk udtryk.
Fasaner, småfugle og råvildthoveder med gevirer pryder vægge, borde og hjørner i værkstedet. Opstillet i dramatiske eller idylliske øjeblikke fra den vilde natur uden for vores døre.
Den inspirerende, dedikerede hånd, Susie bruger til at indfange skønheden i den natur, vi ellers kan tage for givet, minder os også om det smukke i at indfange to uglamourøse, danske liv gennem filmkameraet i deres eget habitat eller ’revir’, som det hedder i konservatorfaget.
Drømmen om at kunne leve af dyreudstopning er det, de begge to arbejder for, selvom Sunes arbejde ikke er et passionsprojekt.
Til samtaler med chefen på et byggelager i Lyngby fortæller han åbenhjertigt om, at drømmen for hans arbejdsliv ikke ligger i den virksomhed, der ligger timevis af motorvejspendling væk, men i at hjælpe sin søster med at opnå sin drøm.
Det er nobelt, men ikke nemt at hjælpe og bo så tæt sammen med sin søster, og det fineste dokumentaren konserverer, er det smukke i at gøre sit bedste for sine nærmeste, selvom det er utroligt svært og frustrerende.
Den ene vil istandsætte huset, den anden køber en hundehvalp. Den ene tager en date med hjem, den anden kan ikke finde plads til sig selv.
Hvor er det hårdt, og hvor er det genkendeligt.
Et fint greb i filmen er, at den i høj grad overlader kommunikationen af sine to hovedpersoners følelser og baggrundshistorier til samtaler med menneskene i deres liv, som chefen fra byggelageret, en håbefuld ung konservatorspire og søskendeparrets længe savnede og forbandede mor, der halvvejs gennem dokumentaren finder vej ind i billedet igen.
Filmen udfolder Sune og Susies komplicerede liv og følelser til en grad, så den undgår at udsætte sig selv for den udkantssafari-debat, der overgik den ellers fabelagtige ’Kandis for livet’.
Peter Hammer er på sit nyeste projekt langt fra de glamourøse, københavnske saloner, men bevarer sit fokus på de mennesker, vi ellers ikke ser og beviser, at dette særlige søskendepar er lige så meget værd at bevare som vores skinnende fasaner.
Kort sagt:
’Søskende for livet’ leverer relaterbart stof til eftertanke om vores nærmeste og sværeste relationer i en rørende og intim familiedokumentar.