‘De dyre drenge’: De medvirkende er til grin for deres egne lommepenge i DR’s pinagtige yuppie-serie
Det er efterhånden ikke noget nyt, at DR har gjort sig til det fremmeste talerør for entreprenante unge champagne-drikkere.
Det startede allerede med programserien ‘Født til succes’ fra 2017, hvor vi fulgte fire af dansk forretningslivs nepo-babies og fik det gyldne citat »man sku’ være et svin, hvis man ikke kunne starte dagen med et nummer med Gilli«.
En sætning, der aldrig må siges i et åbent kontorlandskab.
Blot i den seneste tid er det blevet til sæson to af ‘Stories for millioner’ og en tredje sæson af DR’s forsøg på et empowerment-opbyggeligt ‘Luksusfælden’-format med ‘De dyre piger’.
Hvis man vil høre om »Manhattans elites skandaløse liv«, kan man se ‘Gossip Girl’, men hvis man vil møde de københavnske yuppies, skal man bare tænde for DR.
Nu er turen kommet til ‘De dyre drenge’, hvis kønsstereotype markedsføringsgreb blev mødt af kritik fra selveste kulturminister Jakob Engel-Schmidt allerede, da traileren landede.
Hvor ‘De dyre piger’ var »RKI-truede dulletyper med skarp fokus på mærkevarer, makeup og sjælløs shopping (…)«, lignede ‘De dyre drenge’ i hans optik »nogle fra tv-serien ‘Billions’ med blikket stift rettet mod karriere og en adresse på Strandvejen«, udtalte han til Ekstra Bladet.
Men selvom den sexistiske diskrepans, der først blev påpeget af Mille Ørsted på Twitter, er ganske rigtig, er jeg dog ikke helt enig i ‘Billions’-sammenligningen.
For én ting står hurtigt klart, nemlig at livet som en dyr dreng ikke ligefrem foregår i overhalingsbanen. Nærmere et utroligt akavet sted mellem pinligt og helt utroligt kedeligt.
Først møder vi Sammy, hvis fulde navn tilsyneladende er Sammy Stanley McKenna, der også er navnet på hans marketingvirksomhed. Det kan man bare ikke høre, da han introducerer sig selv med artikulation som en blendet tunge, og ingen bag kameraet har gjort sig umagen at tage introlinjerne om.
Som en anden Ritchie Ritch iført et par abnorme cykelbriller viser han et »majet majestætisk« hus frem, han har lejet i »Miraz« (der i virkeligheden hedder Mijas). Det har en udsigt, han »har det ret godt med«, og en pool med to brune blade i, det har taget fem dage at varme op til en temperatur på 32 grader.
Han har fyldt det med venner, familie og kæreste, der ikke ellers ville »have råd til oplevelsen«, hvilket muligvis er verdens mest nedladende ferieinvitation.
Sammy er blot en af programmets fem medvirkende, der dog alle strander et mellem rige røvhuller og bare … røvsyge.
I introsekvensen øver de deres positurer til fremtidige Forbes-forsider (retter på deres tøj), mens de kommer med relativt uprovokerende statements som »man har tjent nok penge, når man kan gå ud at købe lige, hvad der passer én« og »et Rolex-ur er jo en investering«.
Niels og Lennart bor sammen i en lejlighed på Østerbro, fordi det er tidsbesparende for deres skrædderforretning Tailormate, som de driver sammen i Indre By. Man bliver næsten nusset i søvn af ligegyldighed, da makkerparret pakker en cardigan ud, Niels har designet, fordi han synes, der manglede tøj til den type, han (og resten af Konservativ Ungdom) ser sig selv som.
Alexander ønsker at tjene nok penge til ikke at skulle arbejde, efter han fylder 30, men i programmet arbejder han ikke særlig meget. Han bader ved Nordhavn, hyggehandler lidt med guld og optræner andre techbros på TikTok.
I afsnit to får han endda tid til at hive sit gamle løbehjul frem og bruge det til cardio-træning nede på Fælledparkens skaterbane.
Den eneste med snerten af følelsesmæssige talegaver er den nyudklækkede frisør Francisco, der i introen sammenligner sig selv med et stykke Kobe-kød. Fra sugaring-bænken fortæller han, at han for blot fem år siden var hjemløs i Sønderborg og nu viser sin livsstil frem på Instagram som svar til fortidens haters.
Han vil gerne skabe et helt storcenter med sit eget brand, men første skridt er at begynde at betale husleje i hans og kærestens lejlighed.
I stedet for at skabe en fortælling om, hvor besættelsen af penge og succes kommer fra, vil ‘De dyre drenge’ indtil videre hellere hive deres medvirkende med på ligegyldige udflugter.
Som da Sammy og kæresten kæmper med lejebilens koblingspunkt og spiser Pirulo-pindis ved vandet, mens den hedengangne ‘Klovn’-bemærkning »det er sgu for billigt« bedst beskriver, hvor ueksklusiv hele fortællingen føles og ser ud.
Og med sit uskarpe soppebassin af ‘The Wolf of Wall Street’-wannabes kommer serien samtidig til at bekræfte en træt idé om, at mænd tjener penge, mens kvinder bruger dem.
Det første afsnit af ‘De dyre drenge’ slutter med, at Sammy springer i poolen med alt sit tøj på, efter han har færdiggjort et vellykket forretningsmøde på computeren fra en liggestol. Uden tvivl med meme-griske tilrettelæggere smiskende bag kameraet.
Men allerede fra programmets første minut står det klart, at dokumentarserien er ét langt tåkrummende selvmål, der ikke lykkes med særlig meget andet end at gøre sine fem medvirkende ‘drenge’ til grin for deres egne lommepenge.
Kort sagt:
Det eneste positive, der at sige om ‘De dyre drenge’, er, at det forhåbentlig bliver den endegyldige maveplasker i P3’s uanede mængder af uinteressante forsøg på at stikke et kamera op i røven på unge mennesker med plus på kontoen.