’Fingernails’: Skarp skuespillertrio er det bedste i absurd sci-fi-scenarie

Begiver du dig ud i den moderne datingjungle, vil du hurtigt opdage, at intet er off limits for, hvilke parametre datingapps vil forsøge at matche dig med din eneste ene på:

Fælles interesser, musiksmag, indkomst, vennegruppe-kompabilitet, religion eller sågar kendis-status.

I græske Christos Nikous første engelsksprogede film, ’Fingernails’, kan kærlighed afprøves på et simpelt parameter: Fingernegle.

I en ikke nærmere defineret retrofuturistisk fremtid har The Love Institute sat sig for at »tage usikkerheden ud af kærlighed« ved at teste pars kompatibilitet. Det sker ved at rive én fingernegl af hver part og smide neglene i en maskine, der så beregner, hvor godt et match det pågældende par er.

Skolelæreren Anna (Jessie Buckley) og hendes kæreste Ryan (Jeremy Allen White) har heldigvis intet at bekymre sig om. Deres test var positiv, og med videnskaben på deres side har de fundet sig til rette i en rutine. Måske lidt for godt?

’The Bear’-stjernen White er helt igennem forrygende som den følelsesmæssigt uintelligente kæreste, der affejer ethvert forsøg på kontakt. Med store dådyrøjne er han komplet uforstående over for Annas ønske om at lave et eller andet sammen, der ikke er at se naturdokumentarer på sofaen i stilhed.

Nyligt arbejdsløs og fascineret af idéen om garanteret kærlighed tager Anna arbejde på instituttet. Her skal hun skygge kontorets hotshot, Amir (Riz Ahmed).

For at give parrene de bedste forudsætninger for et positivt resultat ved negle-testen skal de gennemgå en række øvelser for at forstærke deres forbindelse. Anna og Amir guider troligt parrene igennem øvelser som elektrochok ved afsked, øjenkontakt under vand, holdsport, faldskærmsudspring og karaoke på det mest erotiske sprog: fransk.

Streamingtjenesterne flyder for tiden over med realityprogrammer, der forsøger at sætte kærligheden på formel med varierende held.

Jeg har ikke svært ved at forestille mig et realityprogram på Netflix, hvor par dannes på fingernegle-kompabilitet. Det er sikkert lige så skudsikkert som ekspertpanelet i ’Gift ved første blik’ eller Nick og Vanessa Lacheys pods i ’Love is Blind’.

Prøven er dog ikke så nøjagtig, som instituttet hævder. Selvom Amir også har en positiv test med sin kæreste, udvikler han og Annas forhold sig langsomt ud over det professionelle. Nøgleordet er langsomt. Det er ikke den store Hollywood-romance. Deres spirende forelskelse skildres gennem stjålne blikke, lange pauser og nærbilleder af hænder.

Det kunne nemt blive intetsigende, men Buckley og Ahmed har unægteligt kemi. Deres tilbageholdte romance er gennemført nuttet og ‒ vigtigst af alt ‒ troværdig.

Den følsomme atmosfære understreges af den charmerende retrofuturistiske verden, som de lever i. Her er ingen hologrammer eller fladskærme. Instituttets prøver foretages på store computere, opkald besvares på fastnettelefoner, og kontoret er indrettet med teaktræ, så langt øjet rækker. Selv filmen er optaget på knitrende celluloid.

Men som historien (eller mangel på samme) skrider frem, begynder man at savne en udforskning i, hvad en sådan test egentlig ville betyde for et kærlighedsfikseret samfund. Par slår op eller bliver sammen som resultat af testens udfald, men hvilke andre konsekvenser kunne der være? Hvorfor stoler alle tilsyneladende blindt på dens legitimitet?

Instituttets forsøg på at kvantificere følelser spilles fuldkommen straight og er utroligt sjove. Som når instituttets chef Duncan, en fantastisk underspillet Luke Wilson, forklarer sin nyeste øvelse med et medfølgende diorama til demonstration: En simuleret brand i en biograf, hvor en nærdødsoplevelse forhåbentligt vil bringe parrene tættere sammen.

En sådan absurd præmis er velkendt territorie for den græske weird wave-instruktør Christos Nikou. Han har tidligere stået bag den dystopiske ’Apples’, hvor en mand efter en pandemi får akut hukommelsestab og må gennemføre et lægebestemt program for at få hukommelsen tilbage.

Men denne gang har Nikou ikke tænkt sin finurlige idé helt til ende. Sci-fi-elementet ender blot som en charmerende baggrund. Tilbage står en almindelig kærlighedshistorie. Med ekstra fingernegle.

Kort sagt:
’Fingernails’ forsøger at sige noget om moderne datingkultur, men når aldrig en tankevækkende pointe om kærlighed eller parforhold, ud over at amputering af fingernegle måske ikke er den mest nøjagtige måde at agere matchmaker på.