’Rustin’: Overset borgerrettighedsforkæmper får sin velfortjente Netflix-biopic

Den 28. august 1963 fandt en af de største fredelige demonstrationer nogensinde, den såkaldte March On Washington, sted foran Abraham Lincoln-mindesmærket i Washington D.C. Omkring 250.000 mennesker samlede sig.

Det var den dag, Martin Luther King Jr. holdt den dundrende ’I Have a Dream’-tale, der aldrig holder op med at give ekko gennem historien.

Specielt fordi den og demonstrationen som helhed medvirkede til, at USA året efter fik nye, forbedrede borgerrettigheder, der sikrede flere muligheder for den afroamerikanske befolkning.

Men så ikonisk og vigtig som demonstrationen er, har den fascinerende hovedbagmand Bayard Rustin hidtil været ret ukendt.

En fejl, som den nye biopic ’Rustin’ om den karismatiske og plagede mand vil rette op på.

Filmen, der er produceret af blandt andre Barack og Michelle Obama, holder sig næsten udelukkende til den korte periode i Rustins liv, der gik med at planlægge og afholde den krævende demonstration. Arrangørerne måtte selv stå for sikkerhed, vand, mad, transport og alt andet.

Processen blev besværliggjort af tidens homofobi. Først i 2003 blev det forbudt at lovgive mod homoseksualitet i USA.

Rustins homoseksualitet gjorde ham sårbar som frontfigur på kæmpeprojektet, der i forvejen mødte modvilje i borgerrettighedsforening NAACP.

Således bliver privatlivet og det professionelle blandet sammen for den visionære mand, der spilles af den erfarne Coleman Domingo (blandt andet kendt fra ’Euphoria’) i sin første hovedrolle.

Domingos Rustin er så karismatisk, at Aml Ameens Martin Luther King blegner til sammenligning, for om det er på bar, i soveværelset eller på arbejdspladsen snakker Rustin udelukkende i formfuldendte, citérbare sætninger, der trods ensformigheden kan være kraftfulde:

»On the day that I was born a black, I was also born a homosexual. They either believe in freedom and justice for all, or they do not«, siger han virkningsfuldt, når han er under det allerhårdeste pres for at fratræde sin rolle.

Den erfarne teatermand George C. Wolfe kunne med sin forrige film som instruktør, ’Ma Rainey’s Black Bottom’, fremvise en svedig og dramatisk biopic, der berørte afroamerikansk historie på en enkelt lokation, men i ’Rustin’ pisker han frem og tilbage mellem lokationer, sindstilstande og følelsesmæssige konfrontationer i så tætte hårnålesving, at man som seer bliver følelsesmæssigt rystet af.

Det ene øjeblik er vi til et planlægningsmøde, det næste skal vi være investerede i et nyt kærlighedsforhold, og efter det må vi prøve at forstå den onde energi, der er mellem Rustin og NAACP-lederen Roy Wilkins spillet af Chris Rock.

Filmen spiller hyppigt på hjertestrengene, men lader sjældent en tone ringe ud mellem den klichéfyldte brug af tidsindikerende underlægningsjazz, der ledsager filmens ræs fra det ene øjeblik til det andet.

’Rustin’ er renskuret på den ærkeamerikanske måde med flotte, farvemættede billeder af solidariske og godhjertede aktivister, mens den pligtfuldt sætter flueben ved alle de punkter, den skal ramme.

Det hvide perspektiv: En hvid og en sort aktivist kommer næsten op at toppes over deres forskelle til en fest, inden vores helt får skilt dem ad, hvorefter de to karakterers interne dynamik efterlades på perronen resten af filmen.

Det kvindelige perspektiv: en fremtrædende kvindelig aktivist får fremlagt sine krav til repræsentation, men har ellers ikke andet at sige.

Det personlige traume: Et kort flashback til en episode, hvor Rustin oplever voldsom politibrutalitet.

Ingen af de ellers udmærkede elementer får lov til at rodfæste sig i hvirvelvinden af karakterer, steder og følelser.

I sidste ende er det de kendte øjeblikke fra demonstrationen, der giver gåsehud, og kontrasten mellem rettigheder til hvide, sorte og ikke mindst homoseksuelle, der giver stof til eftertanke, mens filmens hovedperson får lidt velfortjent rampelys.

---

Kort sagt:
’Rustin’ præsenterer den underbelyste historie om en stor borgerrettighedsforkæmper, der sloges med samfundets homofobi, men har alt for travlt for sit eget bedste.