Det er ikke mange mennesker i verdenshistorien, der får lavet en episk storfilm om sit liv.
Det er endnu færre, der får lavet to.
Stanley Kubrick kæmpede i årevis med at lave sin film om Napoleon Bonaparte, men fik aldrig realiseret projektet, som Steven Spielberg stadig forsøger at omsætte til en tv-serie hos HBO.
Om dét bliver til noget, er endnu ikke sikkert, men givet er det til gengæld, at Ridley Scott på torsdag har premiere på sit store Napoleon-epos med Joaquin Phoenix som den franske kejser.
Og selvom han ikke har Kubrick at leve op til, er målestokken et andet hovedværk fra filmhistorien, som færre nok kender til i dag.
En film så vild og med så tumultarisk baggrundshistorie, at dens historie fortjener at blive genfortalt. Og hvilken bedre anledning end nu?
290 timers råmateriale
Franske Abel Gances storværk fra 1927 bar også titlen ’Napoléon’. En stumfilm, der over fem en halv time kun når så langt i begivenhedernes gang, at Napoleon er fyldt 26 år.
Den franske instruktør Abel Gance startede sin karriere som skuespiller i starten 1900-tallet, først på teatret og derefter lærredet. Han fandt dog størst succes bag kameraet og blev et internationalt kendt navn for sine film ’J’accuse’ fra 1919 og ’La Roue’ tre år senere.
Scenen var dermed sat til, at han kunne skabe sit livsværk, en serie på seks film om Napoleons liv, fra hans tidlige barndom til hans død i eksil på Sankt Helena. Planen var oprindeligt, at hver film skulle vare cirka 75 minutter.
Men det var svært for Gance at finde pengene. Han kontaktede endda Napoleons efterkommere og fortalte, at han kunne mærke kejserens skygge, og at han planlagde at genoplive ham. Intet svar.
Efter cirka et år havde Gance endelig pengene og begyndte at skrive manuskripterne i Napoleons egne gemakker i paladset i Fontainebleau. Ligesom Ridley Scott castede sin tidligere samarbejdspartner Joaquin Phoenix, udpegede Gance sin ven Albert Dieudonné til hovedrollen. Dieudonné overbeviste instruktøren ved at møde op i fuldt kostume og recitere en af Napoleons taler – til stor overraskelse for paladsets ansatte, som angiveligt troede, det var Napoleons spøgelse.
Efter mange omskrivninger begyndte optagelserne i 1925. Gances ambitionsniveau var med det samme åbenlyst, for han benyttede både håndholdte kameraer og skinner til tracking shots i en tid, hvor de fleste film blev skudt med låste kamerapositioner og totalskud.
Optagelserne var mildest talt begivenhedsrige. Dieudonné blev udnævnt til æresborger på Korsika, en eksplosion under optagelserne til belejringen af Toulon gav slemme brandsår til otte filmfolk, heriblandt Gance selv. Og en lokal i det sydøstlige Frankrig troede, at de skulle til at invadere Italien igen, da han så kolonner af soldater komme til byen.
Den sidste akt af filmen blev optaget i 1926 med en ny opfindelse af Abel Gance. Scener med Napoleons kampagne i Italien som 26-årig blev filmet med tre kameraer, side om side, for at lave verdens første widescreen-filmoplevelse, som Gance selv kaldte Polyvision.
Flere måneder efter alle seks Napoleon-film skulle være færdige, stod Gance nu med 290 timers råmateriale, svarende til 400.000 meters film. Og det var bare til den første film.
Efter et år stod den første udgave af filmen færdig med en beskeden spilletid på fire timer. Den blev hyldet med et 15 minutter langt stående bifald. Polyvision-finalen blev beskrevet som en magisk verden, som nogle endda blev søsyge af.
Abel Gance var dog ikke tilfreds med den fire timer lange version og viste senere en ni timers version af filmen som sit definitive director’s cut. Filmens distributører kæmpede for at få den klippet ned, og den endelige amerikanske premiere på blot 100 minutter blev sablet ned af kritikere. De næste fem film i serien blev aldrig lavet.
En halv times sneboldskamp
Det er blot den korte version af historien, der i sin helhed kan læses i det britiske filminstituts artikel, som også opridser den over 30 års lange restaurering af filmen.
Restaureringen endte med en fem en halv timers version, som lægger sig tæt op ad Gances oprindelige vision, komplet med Polyvision med de tre lærreder farvet i rød, hvid og blå ligesom det franske tricolore-flag.
Abel Gances ’Napoléon’ er sidenhen blevet hyldet ikke kun som det definitive værk om Napoleon, men også som en af stumfilmæraens vigtigste film på grund af det ambitiøse brug af kamera og klipning. Filmen var utvivlsomt forud for sin tid.
Men hvordan er den så at se i dag? Kan man virkelig holde ud at se næsten seks timers film uden lyd?
Det var med nogen forhåndsskepsis, at jeg så filmen, da den i sommer blev vist i Cinemateket i København i den fem en halv time lange version med to pauser. Som tidligere filmstuderende og med en sund historieinteresse var chancen for god til at forpasse, men alligevel …
Min tvivl blev ikke mindre, da den første halve time udelukkende består af en sneboldskamp med Napoleon som barn. Den unge Napoleon viser sig til gengæld at være en af de bedste børneskuespillere, jeg nogensinde har oplevet.
I den to timer lange første akt ser man desuden begyndelsen af den franske revolution, og med Marseillaisen på hjernen kom jeg ved godt mod ud til første pause.
Akt to og tre blev vist uden pause i sammenlagt tre timer. Anden akt følger slaget ved Toulon i 1793, hvor Napoleon for første gang beviste sig selv som et taktisk geni. Det er også første gang, man for alvor ser Albert Dieudonnés portræt af manden, og det er intet mindre end perfekt. Hans intense blik og ørneansigt føles oprigtigt som at se Napoleon genfødt, hjulpet på vej af at han aldrig tager den ikoniske hat af.
I tredje akt gav jeg næsten op. Det fokuserer på kærlighedshistorien mellem Napoleon og Joséphine, hvilket også fylder meget i Scotts version.
Der er intet galt med en god kærlighedshistorie, men tre timer inde i en stumfilm begyndte mine øjenlåg at blive meget tunge.
Under sidste pause var alle de tilstedeværende i Cinemateket den dag dog ved godt mod, velvidende at sidste akt kun var 45 minutter. Og det viste sig at være de måske bedste 45 minutter i første halvdel af filmhistorien.
En nærmest religiøs filmoplevelse
Sidste akt begynder egentlig som de tre forrige. Napoleon er blevet udvalgt til at lede en krig i Norditalien, kun 26 år gammel (min egen alder!).
På det tidspunkt i oplevelsen har jeg glemt alt, hvad jeg lærte i filmhistorieundervisningen – og næsten også hvem jeg selv er – så da lærredet pludselig udvides til tre gange størrelsen, føler jeg nærmest samme overraskelse, som det første publikum må have oplevet i 1927.
Efter fem timer i et 4:3-format har jeg næsten glemt, at der eksisterer en verden udenfor disse let klaustrofobiske rammer. Det minder om lettelsen ved at kunne trække vejret med begge næsebor efter en måneds snotnæse. Eller som første gang jeg fik briller på og endelig kunne se verden i HD.
Det var godt, at jeg fik hvilet øjnene i tredje akt, for jeg tror ikke, jeg blinkede en eneste gang under den halve times Polyvision i sidste del. Nogle scener viser et billede i et ekstra bredt format, andre fungerer som noget af det første splitscreen i historien.
Når afslutningen kommer, og Marseillaisen spiller over det trefarvede lærred, fik jeg næsten lyst til at udbryde »Vive le France!«, selvom jeg hverken er særligt stor fan af Frankrig eller imperialisme. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer til at opleve noget lignende, og der er ingen tvivl om, at de foregående fem timers udmattelse var med til at gøre følelsen stærkere. Det var nærmest en religiøs oplevelse.
Jeg er spændt på, hvilken effekt Ridley Scott kan opnå med tilføjelsen af farver, lyd og special effects.
Biografversionen varer lidt over to en halv time, men Scott har bedyret, at der kommer en fire timer lang version på Apple TV+.
Med Napoleon er det åbenbart bare svært at begrænse sig.
Ridley Scotts ’Napoleon’ kan ses i biografen fra 23. november. Abel Gances ’Napoleon’ kan desværre ikke ses, så du må forlade dig på oplevelsen i denne artikel.