‘En helt normal familie’: Stortalent løfter tragedietung svensk Netflix-krimi
Det hele starter umiddelbart meget tilforladeligt i anslaget til den nye svenske Netflix-serie ’En helt normal familie’, der er baseret på M.T. Edvardssons bestseller af samme navn.
Den 15-årige Stella stiger på en bus, mens hun smilende vinker farvel til sine forældre, inden kursen sættes mod en håndboldlejr, som Stellas ungdomshold deltager i. Her får hun hurtigt et godt øje til den noget ældre Robin, som hun inviterer ned til stranden til en dukkert i vandet.
Men herfra eskalerer den uskyldige sommerflirt drastisk. Stella og Robin finder et øde bådhus på kysten, hvor de begynder at have sex. Stella stritter i starten imod og afslår tilmed verbalt, hvilket Robin ignorerer. Hun fryser, og voldtægten er en realitet.
Da Stella kommer hjem, bliver de fortvivlede forældre (faren Adam er lokal præst, mens moren Ulrika er jurist) enige om, at det ville være omsonst at anmelde voldtægten, da det tit er ofret, der ender i den offentlige gabestok ved at tabe en eventuel retssag.
Herefter springer vi fem år frem i seriens handling, hvor hvert familiemedlem kæmper med følgerne af traumet.
Adam er blevet en pylrende curlingfar, Ulrika er delvist alkoholiseret og har en affære med sin kollega, og den nu 19-årige Stella, der frister en retningsløs, ufaglært tilværelse med deltidsjob på et lokalt bageri, falder pladask for en 32-årig casanova ved navn Chris med flødehår, betagende øjne og sportsvogn.
En drømmefyr på overfladen – altså lige indtil narcissist-klokkerne bimler og bamler. Og som om familien ikke var hårdt nok spændt for, forskydes handlingen sideløbende med et flashfoward, hvor Stella er fængslet og tiltalt for mordet på selvsamme Chris.
’En helt normal familie’ er mest interessant, når fokus er rettet mod Stella, der gribende spilles af det dygtige stortalent Alexandra Karlsson Tyrefors og det familiedrama, der udspiller sig i kølvandet på voldtægten.
Hendes bånd til forældrene er forvitret, og man får ondt i hjertet, når hun grilles af sine jævnaldrende over, hvorfor hun hverken har uddannelse eller plan for fremtiden. Tyrefors forvalter elegant Stellas personlighed med en tung melankoli, der skjules bag en overfladisk facade med grund i det uforløste traume. Hun er dog også handlekraftig, kompromisløs og modig, hvilket serien graver dybere ned i, desto længere ind i plottet man kommer.
Björn Bengtsson og Lo Kauppi leverer også stærke præstationer som Stellas kriseramte og skyldbetyngede forældre, der nok engang må se magtesløse til, da hun ender bag tremmer, mens Christian Fandango Sundgren som Chris tegner et troværdigt portræt af en på overfladen charmerende elsker, der i virkeligheden er utilregnelig, giftig og dybt kontrollerende.
Serien er svulstigt iscenesat af Per Hanefjord (’Rig 45’), der både skaber dvælende billeder over Lunds tagtoppe og af de omkringliggende naturskønne landområder. Det skaber en fin afveksling til den tungsindige stemning, der ellers præger dramaet, men til tider bliver det også for meget.
Desværre præges serien også af et mageligt tempo med for meget fokus på de mindre interessante dele af plottet.
Ulrikas affære med sin kollega Mikael, der ender med at agere forsvarsadvokat for Stella, bliver en distraktion fra Stellas historie. Det bliver også en tand for religiøst opstemt, når Adam søger åndelig hjælp hos en præstekollega, der ender med at få ham til at citere Korintherbrevene.
De mange tragedier, der lines op som perler på en snor, ender med at tage luften lidt ud af serien. Et halvskuffende klimaks, hvor flere plottråde efterlades i luften, imponerer heller ikke.
Når det er sagt, er der stadig momenter af spænding og knugende skuespil at hente i det svenske krimidrama.
Kort sagt:
Skuespillet – især fra stortalentet Alexandra Karlsson Tyrefors – er hovedattraktionen i Netflix’ langsomme og tragedietunge ’En helt normal familie’.