’Project Wolf Hunting’: Trods høje forventninger har sydkoreansk splatterfilm hverken hjerne eller hjerte
Få film har i nyere tid fået stjålet deres lektier i så høj grad som ’Die Hard’.
Så udbredt er konceptet om en actionhelt fanget med en gruppe skurke, at subgenren kan opdeles per lokation: ’Die Hard’ på et fly, på et tog eller om bord på en båd, som det er tilfældet med den sydkoreanske actionfilm ’Project Wolf Hunting’.
Instruktør Kim Hong-suns makabre krydstogtsderoute til helvede kommer med høje forventninger på vejen, da den åbnede Danmarks horrorfilmfestival Blodig Weekend for nylig.
Fangerne på et tankerskib fra Filippinerne til Korea gør oprør mod staben af toptrænede politifolk, men får mere at bide skeer med end forventet, da en Predator-lignende supersoldat om bord begynder at jage begge sider af konflikten.
Som i ’From Dusk Till Dawn’ eller netop ’Predator’ er det bestemt ikke et dårligt udgangspunkt at lade et monster kapre filmen. Og på papiret følger ’Project Wolf Hunting’ actiongenrens forskrifter fra sin storhedstid i slut-80’erne og 90’erne til punkt og prikke. Som her får blodet frit løb, når struber flås, arterier åbnes, og kranier knuses.
Men bag sine vederstyggelige blodsudgydelser har ’Project Wolf Hunting’ hverken hjerne eller hjerte.
Actionsekvenserne er udført med det samme dynamiske overskud som mine gamle børnetegninger, der forestillede dinoer, som pløkkede hinanden til plukfisk på hver side af papiret. Lemlæstelserne og blodpatronerne til trods er der meget få kreative mord, da ofrene står naglet fast til gulvet som et dådyr fanget i forlygterne, mens de venter på at blive mejet ned.
Der er intet intellekt bag volden. Her er hverken den urkomiske Looney Toones-energi fra ’Evil Dead 2’ og eller den diabolske nihilisme i ’The Sadness’.
Det enorme galleri af skurkagtige kriminelle og lovhåndhævere er en ophobning af samtlige klicheer i bogen, hvilket ikke er et problem i sig selv – skurkene i ’Die Hard’ er ikoniske, selvom de fleste af dem kendetegnes ved en særlig frisure eller accent. Men relationerne og de iboende konflikter, som driver enhver god ’Die Hard’-klon, mangler slet og ret.
I starten af filmen gennembanker den arrige politisergent en særligt sadistiske fange. Kunne det lede til en optrapning, når de to kamphaner må slå sig sammen i kamp mod et større onde? Svaret på dette og alle andre konfliktopbyggende spørgsmål er et stort, dovent: Fuck nej.
I stedet for at bygge op til et inciterende klimaks triller publikum såvel som filmskaberne tommelfingre, mens man venter på, at de sidste overlevende får flået hovedet af. Da filmen i sine døende øjeblikke har frækheden at sætte en efterfølger op, bliver det næsten morsomt. Så vakte den da en respons.
Kort sagt:
I rangeringen af ’Die Hard’-på-en-båd-film er ’Project Wolf Hunting’ milevidt fra den blot hæderlige Steven Seagal-film ’Under Siege’. Den skraber bunden.