’The Old Oak’: Aldrig før har jeg grædt så meget til en pressevisning
»Man bør først hjælpe sin næste«, siger en forbipasserende engelsk mand bistert i filmen ’The Old Oak’, da han ser to landsmænd bringe maddonationer ud til en gruppe syriske flygtninge.
Næstekærlighed – og ovenstående fordrejede, fremmedhadske tolkning af det kristne budskab – gennemstrømmer Ken Loachs nye drama, der var udtaget til hovedkonkurrencen på årets udgave af filmfestivalen i Cannes.
Den 87-årige britiske mesterinstruktør har altid talt arbejderklassens og outsidernes sag –og han har aldrig mistet forbindelsen til samtidens udfordringer. Senest har Loach med Guldpalmevinderen ’Jeg, Daniel Blake’ fra 2016 og den smertefulde opfølger ’Sorry We Missed You’ fra 2019 dykket ned i Storbritanniens dysfunktionelle kontanthjælpssystem og den risikable gig-økonomi.
I ’The Old Oak’ stiller han nu skarpt på flygtningekrisen.
Handlingen udspiller sig den lille, fattige by Durham i Nordengland i 2016, hvor en bus fuld af syriske familier på flugt fra hjemlandets krig en dag ankommer. Modtagelsen er ikke entydigt positiv.
»I skide kamelklappere, I skød min ven i Irak!«, råber en fyr ved navn Rocco, som ender med at ødelægge den unge syriske kvinde Yaras højt elskede kamera, da han stjæler det ud af hendes hænder.
På den ramponerede lokale pub, som filmen er opkaldt efter, brokker en gruppe midaldrende gnavpotter sig ligeledes over de nye medborgere. »Jeg er ikke racist, men…«, indleder en af bargæsterne, da hun vil forklare, hvorfor byens sparsomme midler ikke burde gå til syrerne, men derimod til engelske borgere i nød.
Lykkeligvis bor der også omsorgsfulde og empatiske mennesker i Durham, som gerne giver en hjælpende hånd. Én af dem er The Old Oaks ejer, T.J. Ballantyne. Godt nok tøver han med at sige racisterne imod, da de står for en væsentlig del af hans sparsomme omsætning i baren, men han hjælper gladeligt flygtningene med at falde til – og så får han også fikset Yaras ødelagte kamera.
De to hovedpersoner T.J. og Yara bliver spillet troværdigt af amatørskuespillerne Dave Turner og Ebla Mari. Turner har tidligere kun været med i ’Jeg, Daniel Blake’ og ’Sorry We Missed You’, mens Mari debuterer. På trods af – eller måske i kraft af – deres begrænsede erfaring bringer de utroligt meget stilfærdig menneskelighed til filmen.
Jeg har en svaghed for fortællinger, hvor mennesker hjælper hinanden – og sådanne rørende scener er der rigtigt mange af i ’The Old Oak’. Når de sympatiske karakterer tilmed selv bærer rundt på traumer og sorg, er det umuligt at holde tårerne tilbage. Faktisk har jeg aldrig før grædt så meget til en pressevisning.
Det er anderledes svært at sympatisere med byens racistiske beboere, der kommer med ignorante ytringer som: »Hvad bliver det næste – en moske?«. Humanisten Ken Loach formår alligevel at give publikum forståelse for, hvad fremmedhadet kan vokse fra. Alle racisterne er desperate for deres livsgrundlag og deres by, hvor det er småt med arbejde, og hvor huspriserne falder og falder og falder.
’The Old Oak’ handler ikke kun om nutidens kriser, men også om en svunden (og tabt) klassekamp. I pubbens baglokale hænger der sort-hvide fotos af Durhams fortid som en minearbejderby. Billederne viser dødelige underjordiske ulykker og minearbejdernes langvarige strejke i 1984-85, hvor Margaret Thatcher besluttede at trække støtten til de statsejede kulminer, som blev drevet med underskud.
På baglokalets vægge finder Yara også fotos af suppekøkkener under strejken og citatet »Når man spiser sammen, holder man sammen«, som hun lader sig inspirere af, da hun sammen med T.J. forvandler The Old Oak til et vigtigt sidste samlingspunkt for byens udsatte.
Her viser den unge fotoentusiast – som en elegant tråd mellem fortid og nutid – sine egne sorthvide fotografier af Durhams beboere i dynamisk samhørighed, mens en syrisk mand akkompagnerer billederne med sin lut.
Ligesom Yara lægger Ken Loach ikke skjul på sine frustrationer og sin sorg over samfundets uretfærdighed. Men i denne stærke og muligvis sidste film fra instruktørens hånd vejer næstekærligheden absolut tungest.
Kort sagt:
Syriske flygtninge støder mod og danner bånd med Nordenglands fattige arbejderklasse i den 87-årige socialrealist Ken Loachs rørende og næstekærlige drama ’The Old Oak’.