‘Theater Camp’: Jeg blev overrasket over, hvor sjov denne befriende komedie er
At få folk til at grine helhjertet er en ganske sjælden kunstart. At få folk til at grine helhjertet under en musicalfilm om indlæggelser og konkurstrusler må vel betegnes som en guddommelig kraft.
Sådanne kræfter flekser Nick Liberman og Molly Gordon i deres virkelig underholdende og musikalske mockumentary ’Theater Camp’, hvori et kamerahold skal følge Joan og Rita og deres teaterlejrskole for børn med (off-off-off-)-Broadwaydrømme.
Kameraholdet når dog næsten ikke at hilse på Joan. For allerede et par minutter og en enkel glimmerbuks inde i filmen ender hun i koma grundet et aggressivt stetoskoplys i en børneopsætning af ’Bye Bye Birdie’. Ja, stor kunst har sine ofre.
The show og lejrskole must go on, og som Joans stedfortræder sendes hendes langsomme og teaterfremmede influencer-søn Troy (Jimmy Tatro), der går med kasket og kalder folk for dawg.
Udover Rita og Troy styres sommerskolen blandt andre af musikunderviseren Rebecca-Diane (Molly Gordon). Hun går i lange flagrende cardigans og bi-jobber den vist som en slags øjenvendende clairvoyant. Sammen med sin barndomsven, den neurotiske og anstrengende dramalærer Amos (’Pitch Perfect’-skuespilleren Ben Platt), skriver og instruerer hun hvert år campens musical.
Dette års opsætning skal være en ode til den savnede Joan, men en økonomisk krise og lærernes egne (bristede) kunstnerdrømme truer pludselig sommerskolen, dens venskaber og dens forestilling.
Lykkeligvis har film som ’High School Musical’ og ’Camp Rock’ lært os, at alt kan reddes af syngende børn og jazzhands – og dem har lejrskolen jo på lager.
Og altså ikke bare syngende børn, men små superstjerner med rottehaler og dun på overlæben. For denne indiekomedie er intet mindre end et overflødighedshorn af unge mennesker, der kan fremkalde gåsehud og lave dybe splits. Well freaking done.
I en håndholdt og grynet æstetik, der fint understøtter den dokumentaristiske illusion, brillerer lejrskoleeleverne således, når de skal igennem sangauditions, kunstneriske skideballer og koreografi med en stor papmachenæse og en lang hvid fjerboa i en vanvittig cokescene.
Sidstnævnte er absurd og et ud af mange latterlige lyspunkter i denne charmerende fortælling om at finde sin plads på scenen – og i verdenen.
Fælles for flere af både campens børn og voksne er nemlig, at de betragter sig selv som misfits. Iført farverigt polyester og funklende øjenskygge applauderer de hinanden, og sammen skaber de et beskyttende og accepterende rum for excentriske musicalentusiaster.
Det er derimod tæt på udsmidningsgrund at være velbevandret i Post Malone-lyrik eller at kunne håndtere en fodbold. Det udløser nogle selvironiske konflikter og underholdende scener, hvor drengen Devon eksempelvis skal undskylde sit sportstalent og springe ud. Som heteroseksuel, altså.
’Theater Camp’ er ikke bange for at gøre grin med et lige dele usikkert og selvhøjtideligt performancemiljø. Det er dybt befriende, anført af det til tider møgirriterende og krævende vennepar Rebecca-Diane og Amos. Med skarpe præstationer af Gordon og Platt som de lidende kunstnerlærere er de både toneangivende for filmens sjove fysiske sprog og dens gennemgribende tørre og sarkastiske dialog.
Det sidste er måske bedst set og hørt, når de (sammen med filmens resterende voksne) sidder med tændte røde stearinlys og diskuterer, hvilken af lejrens 10-årige piger der vil være mest troværdig i rollen som prostitueret. Det virker mest af alt som en meget bizar Madonna-musikvideo – hvilket kun er et kompliment.
Molly Gordons ’The Bear’-kollega Ayo Edebiri, der spiller en uoplagt og snylteragtig mime- og kamplærer, fortjener bestemt også et skuespilmæssigt shoutout – og mere scenetid. ’Theater Camp’s mockumentary-greb kunne ligeledes have fortjent en udfoldelse og blive inddraget gennem flere rystelser, skæve vinkler og ved at lade karakterne sende undrende og afslørende blikke mod kameraet, ’The Office’-style.
Det forpurrer dog ikke filmens underholdningsværdi. Slet ikke. Jeg blev overrasket over, hvor sjov ’Theater Camp’ er.
Kort sagt:
Molly Gordon og Nick Libermans mockumentary kan få hjertet til at grine og blæren til at lække.