’American Nightmare’: Ny Netflix-serie opruller forfærdelig forbrydelse på chokerende og vedkommende vis
Et par svømmebriller med sort gaffatape på. En pistol med en laser tapet fast til løbet. Et loftskamera, der overvåger en mand.
Det er nogle af elementerne i en forfærdelig sag om et hjemmerøveri hos et par tilbage i 2015 i Californien. Aaron Quinn og hans kæreste Denise Huskins bliver overfaldet i Aarons hjem, og pludselig er gerningsmanden flygtet med Denise.
Aaron bliver efterladt tilbage i huset og har fået at vide af kidnapperen, at han ikke må tilkalde hjælp. Men han vælger alligevel at ringe til alarmcentralen og få sat eftersøgningen af Denise i gang. Han ved jo, at han ikke kan stole på en voldsmand og kidnapper. Politiet derimod – de vil gøre alt for at hjælpe ham og Denise. Ikke?
Lige så snart Aaron tror, han er på vej ud af sit livs mareridt, træder han dog lige lukt ind i det næste.
’American Nightmare’ er ikke den klassiske true crime-serie. Det dedikerer sig hverken til jagten på en morder, en uskyldigt dømt eller et ignoreret offer. Serien, der er lavet af duoen bag ’The Tindler Swindler’, er i stedet et vidnesbyrd om tunnelsyn, og om hvordan borgernes beskyttere pludselig kaster selvsamme borgere under bussen.
For Aarons historie virker så fantastisk for det lokale politi, og senere FBI, at de simpelthen ikke tror på, at den kan være sand. Men de ved derimod, at kvinder oftest bliver slået ihjel af deres partnere.
I ren og skær overbevisning om at Aaron har slået sin egen kæreste ihjel, negligerer efterforskerne fuldstændig at ja … efterforske sagen. I stedet tilbageholder og afhører de Aaron i timevis for at få ham tilstå det, de mener, han har gjort.
Det bliver tydeligt, at Aarons advokat har ret: »Jeg tror på ham. Men det er der ingen andre i hele Nordamerika, der kommer til«.
Da Denise så pludselig vender tilbage i tilsyneladende god ro og orden, hulles politiets narrativ om Aaron pludselig. Men til gengæld har de set David Finchers ’Gone Girl’, og så har de hurtigt et nyt motiv.
Den farlige fordomsfuldhed i efterforskningsenheder, der i sidste ender lader gerningsmænd gå fri og ofre yderligt traumatiserede, er virkelig interessant at få sat billede på gennem Aaron og Denises oplevelser. For selvom sagen ligger næsten ni år tilbage, kan de begge stadigt levende genkalde sig deres to mareridt: fra hjemmerøveriet og kidnapningen til politiets mistanke og afsky over for dem.
Særligt at Denise så detaljeret fortæller om sine 48 timer i fangeskab, vil måske for nogle fremstå som retraumatiserende. Alligevel synes jeg ikke en så detaljeret gennemgang har stået stærkere, end den gør i ’American Nightmare’.
For det er netop den detaljegrad, konsistente genfortælling og mærkbare effekt, oplevelsen stadig har på hende, der gør det så himmelråbende tydeligt for os seere: Hvordan kan politiet ikke have troet på hende? Eller i det mindste have forsøgt at gøre det?
Denise og Aarons genkaldelser af samtaler med hinanden og deres advokater klippes sømløst sammen i en form for interessant genskabt dialog. Ikke bare er det et spændende filmisk greb, men det giver sagen den troværdighed, de fortjener.
Endelig får de lov til at fortælle deres historie i en kontekst, hvor de bliver lyttet til og troet på. Det i sig selv giver ’American Nightmare’ en eksistensberettigelse, som en form for både chokerende og vedkommende genmæle mod en uretfærdig behandling af politiet, der skulle passe på dem, og medierne, der skulle have forholdt sig neutrale i deres dækning.
Men i dette stærke fokus på Denise og Aarons fald og genoprejsning ender ’American Nightmare’s egentlige skurk med at gå fri. For bekræftelsesbias og tunnelsyn bliver kun nævnt i forbifarten. Men hvad er det? Hvorfor sker det? Og hvor ofte?
Her kan seriens titel ikke være tilfældig. Er dette amerikanske mareridt en enkeltstående hændelse eller et nyt ethos på linje med den amerikanske drøm? Hvad betyder det at stræbe efter drømmen i et system, der lige så let kan destruere den?
Sandheden er nemlig, at i USA, og mange andre steder i verden, tør ofre ikke gå til politiet af frygt for ikke at blive troet på eller hjulpet. Pårørende eller forbipasserende kan være bange for at tilkalde hjælp og selv ende som hovedmistænkt. Kort sagt er tilliden til det amerikanske politi i de senere år blevet svækket.
Denise og Aaron må langtfra være de eneste ofre for det her problem – og det kunne ’American Nightmare’ med fordel have kastet lys på.
Kort sagt:
’American Nightmare’ fortæller en indsigtsfuld og vedkommende true crime-historie om bekræftelsesbias – med potentiale for at sige endnu mere om en amerikansk krise i tilliden til politiet.