’Argylle’: Stjernespækket spionfilm er bedst, når karaktererne holder kæft
»Den kommer til at genopfinde spiongenren«.
Sådan lød de store ord fra Matthew Vaughn, da han annoncerede ’Argylle’ tilbage i 2021.
Nu er filmen ude. Genopfinder den genren? Jeg vil i hvert fald give instruktøren ret i, at ’Argylle’s indledende metagreb nok ikke er set før i en spionfilm. Desværre er det samtidig det mest irriterende element i filmen.
Den britiske instruktør har i øvrigt en del erfaring med spiongenren allerede. Han skød som bekendt en regulær agentfilmfranchise i gang med ’Kingsman: The Secret Service’ fra 2014, der har fået to efterfølgere – og har yderligere to på vej.
Med sin uhøjtidelige tone og sine skøre plots fungerer ’Kingsman’ som en slags modsvar til James Bond-filmenes, med Daniel Craig i front, tiltagende alvorsfulde karakter. Og man må sige, at ’Argylle’ fortsætter den fjollede tone – ikke mindst på grund af førnævnte metaelement.
’Argylle’s hovedperson er forfatteren Elly Conway (Bryce Dallas Howard), som er blevet verdenskendt for sine spændende bøger om den fiktive spion Argylle. I filmen får vi løbende visualiseret scener fra de klichétunge bøger, hvor Henry Cavill (med en meget spøjs frisure) spiller agenten, John Cena hans agentmakker og Dua Lipa den snu skurk. En fiktion i fiktionen.
En dag bliver Elly kontaktet af den virkelige agent Aidan (Sam Rockwell), der snart efter beskytter hende fra et hav af andre spioner, som vil slå hende ihjel. Hvorfor? Fordi antagonisterne i hendes bøger kommer lidt for tæt på en hemmelig og ond organisation fra virkelighedens verden, og de vil ikke have, at hun skal afsløre deres store planer med næste udgivelse.
Mens Rockwell slås med de onde agenter, er Elly både skrømt og forvirret, og hun kommer til at blande rundt på virkelighed og fiktion. Mens hun ser Sam Rockwells karakter kæmpe mod bøller, klipper filmen igen og igen til Cavills agent, som gør det samme – dog noget mere elegant.
Effekten bliver man hurtigt træt af, især fordi den bryder de ellers tempofyldte kampscener op i bidder. Når Cavills karakter tilmed nogle gange taler direkte til Elly som en slags stemme i hendes underbevidsthed, går metalegen fra fjollet til cringe.
Heldigvis slipper vi næsten helt for den fiktive agent, efter cirka halvdelen af den 140 minutter lange spilletid er overstået. Her kommer der nemlig et plottwist, som giver os en forklaring på, hvorfor Elly blander de to verdener sammen.
I samme ombæring bliver hovedpersonen heldigvis også mere handlekraftig. Det er selvfølgelig forståeligt nok, at mødet med den virkelige agentverden gør hende overordentligt ængstelig i starten. Men hun bliver ved med at være det i alt for lang tid, inden ’Argylle’ midtvejs skifter gear og bliver mere underholdende.
Indtil da har Sam Rockwells uforlignelige charme, trods et stjernespækket cast, næsten været alene om at holde dampen oppe. Dialogen er ikke så sjov, som Vaughn og manuskriptforfatter Jason Fuchs nok selv tror, men Sam Rockwell gør det alligevel godt som den halvkiksede agent, der ingenlunde ligner Ellys forestillinger om en galant gentlemanspion.
Det bedste ved ’Argylle’ er dog actionscenerne. Her leverer Vaughn vanen tro hæsblæsende slåskampe, hvor kameraet svinger rundt sammen med personernes bevægelser og hele tiden ender i overraskende vinkler.
Meget er dog lavet med computereffekter, og det ses desværre lidt for tydeligt flere steder, hvor personer og køretøjer mangler den rette tyngde, som praktiske stunts ville give.
Ligesom i ’Kingsman: The Secret Service’ slutter Vaughn sin spionfortælling af med nogle flotte og farverige actionscener, hvor skududveksling og slåskamp vitterligt forvandles til en dans, koreograferet og klippet til et stykke musik.
Igen viser instruktøren, at hans film fungerer bedst, når karaktererne holder kæft.
Kort sagt:
Matthew Vaughns nye agentfilm er hverken lige så genial eller sjov, som man kunne håbe. ’Argylle’ leverer dog nogle hæsblæsende og velkoreograferede actionscener.