’Berlin’: Netflix-spinoff til ’Papirhuset’ er underholdende og charmerende
Da Netflix overtog den spanske serie ’Papirhuset’ i slutningen af 2017, blev den en kæmpesucces, og den er stadig blandt streamingtjenestens mest populære ikke-engelsksprogede serier.
’Papirhuset’ handler om en gruppe kriminelle, der under ledelse af den intelligente El Profesor bryder ind og barrikaderer sig i Spaniens Nationalbank. I stedet for at plyndre banken går deres plan ud på at trykke deres egne penge og efterfølgende smugle dem ud.
Røvernes rigtige identitet er byttet ud med navne på alverdens storbyer, heriblandt Rio, Tokyo, Denver, Helsinki og Berlin.
I begyndelsen var serien lige så genial som forbrydernes plan, og det var konstant overrumplende at opleve, hvordan et hvert tænkeligt scenarie var planlagt ned til mindste detalje. Desværre mistede serien sin pondus efter et par sæsoner, hvor skabelonen hurtigt blev tyndslidt.
Det er derfor kærkomment, at seriens skaber Álex Pina og medforfatter Esther Martínez Lobato i deres spin-off ’Berlin’ vælger at gå nye veje med universet. Stilen, formen eller spændingsniveauet er dog ikke ændret.
Som titlen antyder, følger vi Berlin (Pedro Alonso), som vi i moderserien blev introduceret for som en hensynsløs og kynisk psykopat. Gennem et flashback, der foregik i København, lærte vi en mere karismatisk og charmerende side af forbryderen at kende. Her var det både penge og kærlighed, han var ude efter.
Og det er netop kærligheden, der gør ’Berlin’ til et vellykket supplement til originalen.
Sammen med sine fem kumpaner planlægger Berlin et stort kup i kærlighedsbyen Paris, og det tykke lag af samfundskritik, der prægede ’Papirhuset’, er skiftet ud med kærlighed, passion og lidenskab. Ikke mindst da Berlins ellers gennemtænkte plan leder ham i armene på den charmerende og tiltrækkende Camille (Samantha Siqueiros).
Selvom serien ikke tilnærmelsesvis har et persongalleri lige så interessant som i ’Papirhuset’, etablerer de første afsnit et sammenhold, der til tider slår erotiske gnister, når kønsstereotyperne får frit spil, og kvinderne hverken kan styre lyster eller følelser, mens de tiltrækkes af deres mandlige, svedende macho-forbryderkollegaer.
Formularen er den samme, som vi så i ’Papirhuset’: Der klippes mellem planlægningen af kuppet og udførslen af det. Igen er hver en detalje velovervejet, og intet kommer tilsyneladende bag på dem. Det sætter desværre også en dæmper på spændingen gennem det meste af serien.
Alligevel er underholdningsværdien konstant i top. I hvert fald frem til afsnit fire og fem, hvor den er ved at tabe det hele på gulvet.
Efter en ellers vellykket og underholdende scene, hvor røverne lige har overstået en afgørende del af kuppet, får de klare instrukser om, hvad de må og ikke må den efterfølgende nat. Det er derfor superfrustrerende at se, hvordan nogle af dem går direkte imod deres ordrer og træffer beslutninger så dumme, at det totalt ødelægger flow og troværdighed.
Heldigvis kommer serien tilbage på sporet med en både overraskende og hæsblæsende afslutning. De otte afsnit gider hurtigt ned, om end de også glemmes med tilsvarende tempo.
Kort sagt:
Spinoff af Netflix’ kæmpehit ’Papirhuset’ fornyer sig med en mere lettilgængelig tone af kærlighed. Men grundskabelonen er den samme.
Anmeldt på baggrund af hele serien.