’Dreng sluger universet’: Man kommer gennem hele følelsesregistret med overraskende Netflix-perle
Det er altid en sand fornøjelse, når der blandt Netflix’ enorme og konstante strøm af film og serier af meget blandet kvalitet dukker uventede små perler op.
To eksempler er ’The End of the F***ing World’ og ’I Am Not Okay With This’, der begge er baseret på universer af den amerikanske tegneserieforfatter Charles Forsman.
Når jeg specifikt nævner netop disse to titler, er det, fordi jeg fik samme vibes, da jeg havde set få minutter af Netflix’ nye miniserie med den kryptiske titel ’Dreng sluger universet’, der er baseret på den australske forfatter Trent Daltons roman af samme navn, der udkom i 2018.
Fælles for hovedkarakterne i de tre fortællinger er, at de alle er teenagere i et lille samfund, har svært ved at passe ind i de sociale kontekster, de er sat i, og så har de alle en forbilledlig evne til at få det bedste ud af de mange lortesituationer, livet bringer.
’Dreng sluger universet’ foregår i Darra, der er en forstad til den australske storby Brisbane. Her bor teenageren Eli sammen med sin bror Gus, deres mor Frances og stedfaren Lyle.
Det tager kun én scene at slå fast, at vi har at gøre med en familie, der vil gøre alt for at hjælpe hinanden. ALT! Uden at vide, hvad der er gået forud, befinder vi os midt i et brutalt hjemmerøveri, hvor en gruppe hensynsløse psykopater truer med både død og lemlæstelser, hvis de ikke får, hvad de er kommet efter. Ingen siger noget, og Lyle ender i bagagerummet på forbrydernes bil.
Det er en ekstremt vellykket åbning, der med få velskrevne replikker og eminent skuespil knivskarpt formår at sætte seriens stil, stemning, settings og niveau.
Vi springer seks uger tilbage i tiden, hvor Eli, der spilles fænomenalt af den unge Felix Cameron, gennem en voiceover fortæller om livet i en kriminel familie. Hans mor er tidligere narkoman, hans stedfar sælger stoffer, og storebror Gus har truffet en beslutning om ikke at ville tale på grund af noget fra sin fortid.
Umiddelbart lyder det som et klassisk socialrealistisk drama, men der en underliggende underfundighed, der stikker dybere. For i stedet for at tale kommunikerer Gus med sin familie gennem luft-skrift, der dukker op på skærmen, så vi delagtiggøres i hans tanker, før det efterfølgende forsvinder som dug for solen. Et charmerende lille greb, der ikke tager unødigt fokus og samtidig etablerer det ekstra lag mystik, hvor Gus vistnok kan spå om fremtiden.
Trods de svære omstændigheder og den konstante frygt for, at familien ender i store problemer, klarer både Eli og Gus sig godt i skolen, og kærligheden mellem dem er ubetinget. Gennem et flashback ser vi blandt andet, hvordan Lyle håndterer Frances’ misbrug ved at spærre hende inde, mens hun hjerteskærende råber efter sine to børn, at de skal hjælpe hende ud. Da ’behandlingen’ er overstået, og Frances lukkes ud, ender det i et gruppekram så rørende, at jeg sad med en klump i halsen.
Men ’Dreng sluger universet’ bliver aldrig oversentimental. Det skyldes ikke mindst det grove sprogbrug, der er med til at understrege familiens manglende ressourcer og sociale lag. Det gør også, at man selv i de hårdeste øjeblikke sidder med et lille smil på læben. Humor spiller generelt en afgørende rolle og kommer blandt andet til udtryk gennem især Elis umiddelbarhed, der flere gange hjælper Lyle ud af sine problemer i forbindelse med de mange kriminelle gøremål.
Her er tale om en ret unik serie, der ikke bare fanger fra første sekund. Hele følelsesregistret er på overarbejde: Man griner, når karakterne har det sjovt, og et splitsekund efter græder man, når det gør ondt på dem. Man sidder på kanten af sædet, når ondskaben viser sig.
Og ondskaben er brutal, når den dukker op.
For selvfølgelig ender Lyles handel med stoffer galt, og andet afsnit slutter med at lede op til seriens voldsomme åbningsscene, hvor vi får sat navn på seriens hovedskurk, Ivan Kroll (Christopher James Baker), der gør alvor af sine trusler om lemlæstelse.
Efter Lyles forsvinden gør Eli og Gus alt, hvad der står i deres magt for at finde ham og bringe ham tilbage, selvom håbet er spinkelt.
Men det er præcis det, der er en af seriens styrker. Dens fortælling om håb og at få det bedste ud af de omstændigheder, man befinder sig i. Særligt manifesteret gennem Eli. Han ved, han er i fare, og alligevel kaster han sig hovedkulds ud i sine aktioner – i jagten på sin stedfar, men også når hans mor pludselig ender i fængsel.
Med sit venlige væsen, sin brors evne til at spå om fremtiden, kærligheden til sin familie og en herlig naivitet bliver Elis færd gennem resten af serien en skøn, medrivende og til tider nærmest magisk dannelsesrejse.
Giver man sig hen til det skæve univers og dens ditto karakterer, venter der en oplevelse med konstante overraskelser og en tro på, at det, man sender ud i universet, får man tilbage.
Kort sagt:
’Dreng sluger universet’ er en lille perle af en serie om håb, kærlighed og evnen til at få det bedste ud af livets mange lortesituationer i samfundets laveste rækker. Den er også en herlig flugt fra Netflix’ kolossale mængde mainstream.