’Dario Argento Panico’: Flatterende dokumentar gør gyserlegende en massiv bjørnetjeneste
Da vi møder den legendariske italienske instruktør Dario Argento i Simone Scafidis dokumentar ’Dario Argento Panico’, er der en nærmest afvæbnende ordinær energi over ham. Sammen med dokumentaristen befinder han sig på bagsædet af en stor, sort kassebil på vej mod et luksusresort og klager olmt over, hvor afsides det ligger.
»Du skriver altid dine manuskripter på hoteller. Det her er verdensberømt!«, prøver Scafidi pædagogisk. Argento trækker i sin cardigan og grynter ligegyldigt.
»Alle hoteller er ens«, konkluderer han senere til sin forstående datter Fiore.
I disse første minutter af Scafidis dokumentar eksisterer den i et fascinerende skisma mellem flatterende puff piece og socialrealistisk portrætfilm.
Er denne sure gamle prut virkelig den samme mand, der i 70’erne sendte gyserfanatikere over kanten af sædet i manisk ekstase og gru?
Hans hovedværker ’The Bird with the Crystal Plumage’, ’Deep Red’ og ’Suspiria’ glimter som juveler i den notoriske giallo-genres krone og er anerkendt verden over. Men selvom han aldrig har lagt kameraet på hylden, har han strengt taget ikke lavet noget nævneværdigt siden sin voyeuristiske grand guignol-film ’Opera’ tilbage i 1987.
Den slags kritisk sortsyn er der ikke plads til i en dokumentar, som pudser giallo-maestroens glansbillede, til knoerne bløder.
De tre (jep, kun tre!) hypemænd Guillermo del Toro, Nicolas Winding Refn og Gaspar Noé forklarer i farverige floskler, hvad der gør Argentos makabre filmografi så seværdig. Men selvom de tre karismatiske herrer tydeligvis har en enorm respekt for Argento, giver deres studentikose analyser intet særligt indblik i mandens idiosynkratiske værker.
Del Toro er for venlig og ufarlig, Noé for outreret, og trods Refns drengede begejstring fremstår hans anekdoter overfladiske.
Den resterende spilletid bruges på en punkt-for-punkt-gennemgang af Argentos tidlige karriere og succes med interviews fra familiemedlemmer og samarbejdspartnere.
Visse nedslag er interessante. Instruktøren måtte kæmpe mod producere og sin hovedskuespiller under optagelserne af debuten ’The Bird with the Crystal Plumage’. Farmand Salvatore betalte gildet, og de andre anså den unge Dario for at være en talentløs fusentast. Men da filmen landede som nummer ét i USA’s billetsalg, stod selvsamme kritikere straks klar ved døren hat i hånd.
I interviewbidder og arkiv- og bagom-optagelser fremstår instruktøren pirrende enigmatisk. Desværre fremhæver disse optagelser samtidig, at Scafidi er en komplet diletant.
Dokumentaristen prøver febrilsk at gengive et gammelt interviewtrick, hvor en ung Argento bedes tømme sine lommer for poetisk fnuller og billetstumper. Men da den gamle Argento ikke har meget andet i lommerne end en smartphone, øh-bøher Scafidi, om den ikke forstyrrer ham under skriveprocessen. »Jeg sætter den på lydløs«, replicerer Argento, tydeligt forbløffet over spørgsmålet.
Portrættet springer ikke decideret uden om de sidste 30 år af instruktørens ringeagtede oeuvre, men putter snarere plaster på såret ved at komme med mere eller mindre overbevisende søforklaringer på det pludselige duk i kvalitet.
Dette – kombineret med de tandløse spørgsmål og tomme roser fra industrifolk – fremstår i sidste ende som en bjørnetjeneste, der får den ellers så imposante auteur til at fremstå som en flommet diva, der åbenbart ikke kan tage kritik.
Kun datteren Asia tør vise kløer.
Introspektivt fortæller hun om, hvordan ’Suspiria’ skabte splid mellem faren og moren Daria Nicolodi, der var medmanuskriptforfatter på mesterværket, fordi Argento tog al æren og nægtede hende hovedrollen. Asia giver sit besyv på et fundamentalt borgerligt menneske, som havde det svært med andre og som, da datteren valgte sin egen karriere frem for hans, ikke talte med hende i flere år.
Disse historier giver et mere helstøbt, spændende billede af en skaber, der måske lyttede til kvinderne omkring sig, men ikke var bleg for at tage credit for deres arbejde. Som var en besværlig samarbejdspartner, men også en visionær, hvis utrolige kreationer var mulige gennem sin producer-fars altruisme.
Men det billede taler ikke ind i den rosenrøde historie om Argento som et singulært geni. Så her kommer Refn endnu engang for at tale ’Suspiria’ op. Som om den behøver det.
Kort sagt:
I modsætning til Dario Argentos egne mesterværker er dette dilettantiske puff piece komplet tandløst.