’Ekko af kærlighed’: Den døende generation fortæller rørende om alt fra sex til sorg i ny dansk dokumentar
For min serielt monogame eller måske decideret polyamorøse millennial-generation kan det virke helt usandsynligt eller måske ligefrem grotekst at forestille sig, hvordan det er at komme igennem et helt menneskeliv, bundet til sin allerførste kæreste.
For vores bedste- og oldeforældres generation var det netop tilfældet for en stor del af dem.
I debutfilmen ’Ekko af kærlighed’, der kan ses på dette års CPH:DOX og her har en lille snigpremiere, inden det hele løber af stablen den 13.-24. marts, interviewes en håndfuld 80-100-årige, der alle mistet deres livs store kærlighed.
Og når man møder hinanden i 1957 og har været sammen lige siden, så er det jo netop en kærlighed, der varer et helt liv. Der er den eneste ene. Ægtefællen, man i bibelsk forstand er bundet til hele det lange liv, til døden skiller dem ad.
Når ’Ekko af kærlighed’ er allermest fascinerende, handler den om alt dét, der er unikt for den døende generation. At vokse op uden barneværelse, klemt inde mellem mor og far og deres indbyrdes had i dobbeltsengen. At få at vide af sin mand, at man ikke må gå på arbejde. Skammen over at være blevet gravid inden ægteskabet.
Men også at være i livets absolut sidste fase. Nu sidder de gamle på plejehjem eller i tomme huse rundt omkring i Danmark og venter på, at livet rinder ud. Måske længes de efter det. Mætte af dage.
Det er instruktør Zara Zerny taget hjem til dem for at tale med dem om. Og hun lægger gudskelov ikke fingre imellem!
Zara Zerny er åbenlyst utrolig god til at få sine karakterer til at tale åbenhjertigt og trygt. Den stille generation fortæller og fortæller om alt fra sexliv til skuffelser og dyb, dyb hudsult til et punkt lige ved siden af kameraet.
En siger, siddende i dobbeltsengen i sin slåbrok, at han aldrig før har talt grundigt om sorgen over tabet af sin mand, før Zerny satte sig foran ham.
Derfor er det også desto mere ærgerligt, når jagten på det gode, fascinerende billede kommer til at overdøve Zernys fremragende generationsportræt.
Filmen tynges af en markant, men ikke just original stil, der kommer til at fylde for meget ind over hendes velvalgte interviewpersoner, der spænder fra en cirkus-artist til en slagter og intellektuel.
De ældre bliver gjort nuttede. De danser i glimmertøj og holder sig for øjnene som børn, når de skal mindes, hvis kameraet da ikke hviler længe, længe på deres stille ansigter, klemte af følelser. Det føles lige så overtydeligt som filmens i øvrigt meget klichétunge titel.
Indimellem tænker jeg, at vores generation ville have godt af at sætte os tilbage og faktisk lytte til de ældre generationer – i stedet for at overinstruere dem til at passe ind i vores dansende, farvestrålende millennial-virkelighed.
De er en vidensbank af livserfaring. Den formår Zerny trods den naive form heldigvis i rigeligt mål at få adgang til.
Kort sagt: Det er uvurderlige vidnesbyrd fra den ellers så stille generation, når debutinstruktør får 80-100-årige til at fortælle om den livslange kærlighed set i lyset af at have mistet den. Desværre fortolker hun selv for meget på følelser, der burde stå i egen ret.