Da Larry David annoncerede, at 12. sæson af hans ikoniske komedieserie ’Curb Your Enthusiasm’, der har premiere 5. februar, ville blive den sidste, bekendtgjorde han samtidig, at det var et farvel til den ondskabsfulde og misantropiske persona, han har været kendt for i 24 år.
Nu ville han nemlig vende tilbage til at være det »betænksomme, rare, omsorgsfulde og hensynsfulde menneske«, som Gud har til hensigt for ham. »Og for dem, der gerne vil i kontakt med mig, kan I nå mig gennem Læger uden Grænser«, udtalte han.
Selvom udsagnet er ment som en joke, er det alligevel rammende for tendensen inden for komediegenren: At tiden, på godt og ondt, er ovre for den kyniske humor og røvhulsagtige boomer-type, som Larry David repræsenterer.
I den forstand er det passende, om end trist, at ‘Curb Your Enthusiasm’ nu takker af. Heldigvis har serien, hvor komikeren og manuskriptforfatteren Larry David spiller en fiktiv version af sig selv, sat sine spor og har smittet af på genren i en sådan grad, at den ikke længere virker nyskabende. Men det var den, da første sæson debuterede på HBO i 2000.
Nyskabende kynisme
På det tidspunkt havde Larry David som medskaber af ‘Seinfeld’ i 1989 allerede revolutioneret komedieserien én gang. ‘Seinfeld’ gjorde usympatiske hovedkarakterer mainstream og gjorde op med den klassiske sitcoms belærende og sentimentale stil.
Serien var nyskabende i sin kynisme og politiske ukorrekthed ved at lade karaktererne sige de ting højt, som vi andre knap nok tør tænke. Det er en serie om de små ting i livet, hvor newyorkervennerne diskuterer hverdagens mere eller mindre relevante, men ofte genkendelige dilemmaer, sociale konventioner og moralske spørgsmål til døde.
Med ‘Curb Your Enthusiasm’ videreudviklede Larry David formatet yderligere. Ligesom Jerry Seinfeld spiller Larry David en fiktiv version af sig selv, men i kraft af at sitcom-æstetikken og -fortællerstrukturen er afløst af en mere løs og improvisatorisk struktur og en naturalistisk stil med ét kamera, er autenticiteten stærkere. Man føler nærmest, at man ser en dokumentar om Larry David, der heller ikke var kendt i offentligheden på samme måde.
‘Curb’ handler i høj grad også om hverdagens moralske dilemmaer og diskussioner om etikette, som Larry David tager til et hidtil uset niveau. Intet er for småt. Larry er typen, der kommer op at skændes med en tøjekspedient, fordi han insisterer på at lægge en sweater sammen, og strides med en husejer om, hvorvidt det er ok at smide skrald i hans affaldsspand fra gaden.
Larry siger præcis, hvad han tænker, uanset hvor politisk ukorrekt det måtte være. Ingen slipper for at blive konfronteret, når de i Larrys øjne handler forkert. Og når han først er blevet anfægtet, nægter han at lade det fare.
Om det er, at Michael J. Fox udnytter sin Parkinson til at være en dårlig nabo, om en bekendt muligvis lyver om, at hans bedstefar har opfundet the cobb salad, om en ven ikke tilbyder ham hans afdøde fars ’ledige’ billet til en baseballkamp (og desuden nægter at dele sit golftrick med ham), eller han er overbevist om, at David Schwimmer har sladret til stewardessen om, at hans flysæde ikke er oprejst.
Larry og Cheryl er lige ved at få aflyst deres bryllupsceremoni, fordi Larry anfægter rabinerens historie om, at hans svoger døde i 9/11, når det viser sig, at han blev kørt over i en bus på 57th street.
Intet er tabu
Larry er ekstremt pedantisk og selvretfærdig, men han opfører sig ikke bevidst som et røvhul. Tværtimod handler han paradoksalt nok ud fra en meget høj retfærdighedssans og et specifikt moralkodeks.
Det sjove er, at han altid er overbevist om, at han har ret, og at han er villig til at overtræde alle sociale normer for at bevise sin pointe. Som hans hårdt prøvede kone Cheryl (Cheryl Hines) siger, da han i episoden ‘Trick or Treat’ nægter at give to 17-årige piger Halloween-slik, fordi de ikke er klædt ud, og de svarer igen ved at drapere hans hus i toiletpapir:
»Hvad er det med dig og dine grænser, og burde der ikke være dit og dat. Who cares? Ikke alle kender dine regler, Larry!«
Virkelighedens Larry David har fortalt, at han lader sin persona sige, præcis hvad han tænker, fordi han ville ønske, at han selv turde gøre det. Det er netop det befriende ved Larry, at han ikke ligger under for samme høflighed som os andre. Også selvom man som seer krummer tæer, når Larry igen ikke kan lade et irritationsmoment ligge eller for eksempel takker nej til sin bedste vens kones tilbud om at blive vist rundt i deres nye hus, fordi han ikke gider.
Intet er tabu, og David har fornærmet både jøder, muslimer og kristne, folk med handikap, kræft og Tourettes. Han har (ved et uheld) tisset på et maleri af Jesus, han har flyttet sin mor til en anden grav, og han er blevet opfattet som pædofil. Han har sagt N-ordet flere gange, fået nedkaldt en fatwa over sig fra en ayatollah efter at have skrevet en musical med titlen ‘Fatwa’ og guffet kylling i sig fra en antizionistisk palæstinensisk restaurant. Han har også lavet sjov med MeToo.
Woke privilegieblindhed
Flere medier har konkluderet, at Larry David er uncancelable. Men grunden til, at man ikke kan blive vred på ham, er, at joken altid er på Larrys bekostning. Det er først og fremmest ham, der fremstår som en klovn og får enden på komedie, fordi han er ufølsom og har dårlig situationsfornemmelse. Man kan argumentere for, at David i virkeligheden er woke, fordi han udstiller den midaldrende hvide mands privilegieblindhed.
Larry David er ikke den første komiker, der har spillet en fiktiv version af sig selv. Men han har perfektioneret formatet med den improvisatoriske stil, pinlighedskomik, misantropiske hovedperson og lange parade af gæstestjerner, der tager pis på sig selv, i en sådan grad, at det har dannet skole.
Metaserier som ‘Maron’, ‘Louie’, ‘Better Things’, ‘Episodes’, ‘The Comeback’, ’30 Rock’, ‘Klovn’, ‘Entourage’, ‘Extras’, ‘BoJack Horseman’, ‘Atlanta’, ‘Dave’ og ‘The Trip’-filmene ville ikke eksistere uden ‘Curb’. På samme måde skylder karakterer som selvretfærdige Hannah Horvath i ’Girls’, socialt dysfunktionelle Michael Scott fra ‘The Office’ og filterløse Borat i ‘Borat’ en del til Larry David.
Nu er kynismen og den ubærlige pinlighedskomik dog på retur. Krig, konflikt og klimakrise kalder i stedet på hjertevarme og inkluderende komedieserier som ‘Abbott Elementary’, ‘Ted Lasso’, ‘Jury Duty’, ‘Never Have I Ever’ og ‘Only Murders in the Building’, hvor karaktererne har gode intentioner og er søde ved hinanden. Nye bølger er altid forfriskende, og måske har Larry David ikke så meget mere nyt at komme med lige nu. Det kan de indtil videre blandede anmeldelser af 12. sæson i hvert fald tyde på.
Men jeg kommer nu til at savne at grine ad Larry Davids skamløshed og sociale faux pas og at spejle mig i de menneskelige vrangsider, vi alle sammen undertrykker i høflighedens navn.
‘Curb Your Enthusiasm’ sæson 12 har premiere 5. februar på HBO Max.