’The Greatest Night in Pop’: Netflix’ musikdokumentar er ukritisk, men spændende som en thriller
Når snakken de seneste mange år er faldet på ’We Are The World’, har det sjældent været med megen respekt.
Hele disciplinen – hvor en stor gruppe kendisser samles for at synge, at nu skal masserne altså donere til velgørenhed – bliver ofte latterliggjort og parodieret. ’We Are The World’ var ikke den første sang af den slags, men i dag står den ofte som emblematisk for alt, der er galt med den.
Dokumentaren ’The Greatest Night in Pop’ gør opgør med det narrativ. Ikke ved eksplicit at modsige det, men i stedet ved at skifte fokus til, hvor stor en logistisk og håndværksmæssig præstation den er. På kun én aften skulle 47 af verdens allerstørste stjerner samles for at indspille sangen, uden at de mange egoers kunstneriske visioner begyndte at stikke i for mange retninger.
’The Greatest Night in Pop’ er så velfortalt, at det næsten føles som en heist-film. Alle puslespilsbrikker skal gå op, alle skal yde deres allerbedste og være villige til at samarbejde – og så skal arrangementet ikke mindst holdes hemmeligt for offentligheden.
Hver eneste gang, en kunstner har et påfund, kan det potentielt være det, der gør, at sangen kommer i mål. Men det kan også være spild af den meget begrænsede tid, sangskriverne Lionel Richie og Michael Jackson har til rådighed, før alle kendisserne skal videre i showbiz-møllen.
Eksempelvis foreslår Stevie Wonder på et tidspunkt, at et stykke af sangen bør blive sunget på swahili, og han begynder at lære de andre kunstnere, hvordan de ville skulle synge Swahili-stykket.
Country-stjernen Waylon Jennings kan slet ikke se sig selv synge det stykke, og han udvandrer fra studiet. Noget tid derefter påpeger en eller anden, at de altså ikke taler swahili i Etiopien, hvor indtægterne fra sangen skal gå til – dyrebar tid er gået til spilde, og de har mistet en kunstner i processen.
Dokumentaren er primært fortalt fra Lionel Richies perspektiv, hvor målsætningen er at få det ambitiøse projekt til at gå op. Hver eneste fremskridt føles derfor som en lille sejr – fra at placere indspilningerne i forlængelse af årets American Music Awards, så alle alligevel er samlet, til at placere solovokalerne i en rækkefølge, der giver mening i forhold til alles vokalregister.
Men filmen er samtidig villig til at vige fra den vinkel, hvis der er et vigtigt andet perspektiv at tage hensyn til. Eksempelvis fortæller den, hvordan Sheila E. i løbet af indspilningerne gradvist fik indtrykket af, at hun primært var inviteret, fordi hun arbejdede tæt sammen med Prince, og at arrangørerne håbede på, at hun kunne overbevise ham om at kigge forbi i sidste øjeblik.
Jeg så gerne, at flere af de kritiske perspektiver havde sneget sig med. Jovist, vi ved, at sangen indtjente 80 million dollars til humanitær hjælp. Men i hvor høj grad hjalp den humanitære hjælp rent faktisk i Etiopien? Hvad var de geopolitiske årsager til hungersnøden i Etiopien, og blev der gjort noget ved dem?
I en fortælling, hvor Richies oprindelige motivation var den etiopiske hungersnød, bliver det aldrig fulgt ordentligt til dørs, hvordan sangen rent faktisk ender med at hjælpe i Etiopien – det bliver altid taget for givet, at den gør det.
Men filmen vil gerne slutte triumferende. Og det er skam dybt medrivende at se dette vanvidsprojekt komme i mål, samtidig med at det er underholdende at høre de mange anekdoter om musiker-interaktioner, der er strøet ud i løbet af det hele. Det bliver både intenst, rørende og forløsende.
Kort sagt:
Dokumentaren ’The Greatest Night In Pop’ fortæller om ’We Are the World’ -indspilningerne på en måde, der byder på thrillerlignende intensitet, når vi følger Lionel Richies ambitiøse og tidskomprimerede forsøg på at få 47 store egoer til at finde sammen om én sang.