‘Tokyo Vice’ sæson 2: Den kriminelle underverden er stærkt forførende i forbedret omgang af stor HBO-serie
Japan er modsætningernes land, hvor buldrende fremadstormende modernitet lever side om side med rodfæstede traditioner. En syret alkymistisk synergi, der bedst ses i millionbyen Tokyo, hvor ældgamle shintotempler bliver indrammet af tårnhøje skyskrabere og et farverigt, neonbelyst, tætpakket gadebillede, der myldrer med enorme menneskemængder.
Det er et eventyrligt og frugtbart fortællerlandskab, der inviterer til historier om at være fisk på land, som ‘Lost In Translation’ med Bill Murray og Scarlett Johansson, Gaspar Noés ‘Enter The Void’ og den oversete serieperle ‘Tokyo Vice’, der nu er aktuel med anden sæson.
Krimidramaet følger journalisten Jake Adelstein (Ansel Elgort), der uden livrem og seler og i jagten på den gode historie styrter ned i et kaninhul i den japanske underverden som den første hvide, vestlige journalist på en af landets største aviser, Meicho Shimbun.
Jake formår snublende at tilkæmpe sig nogle allierede, som hjælper ham på vej. Først med Samantha (Rachel Keller), en hvid amerikaner ligesom Jake, der er gået fra at være missionær for den mormonske kirke til at være professionel forførende sirene som værtinde på baren Onyx. Dernæst Sato (Shô Kasamatsu), den unge kaptajn i Tokyo-yakuzaen Chihara-Kai – og sidst, men ikke mindst veterankriminalbetjenten Hiroto Katagiri, spillet af seriens største stjerne, Ken Watanabe.
Sæson 2 eksploderer ud af starthullerne med Jake, der styrter af sted på sit korstog for at hævne værtindeveninden Polinas (Ella Rumpf) død. Han har et skud i retfærdighedsbøssen, en videooptagelse af mordet, der implicerer en højtstående politiker og Yakuza-generalen Tozawa (Ayumi Tanida).
Sammen med kriminalbetjenten Katagiri vil han angribe på to fronter: Jake skal udgive en artikel, der afslører de to skurkes kriminelle komplot. Katagiri skal bruge afsløringen som belæg for at låse dem bag lås og slå. En naiv og håbefuld plan, der bliver knust, da den bliver slået til jorden af en korrupt virkelighed.
’Tokyo Vice’ er en verden befolket med karakterer, der er lige så smukke og forførende, som de er farlige, med den åbenlyse undtagelse i hovedpersonen Jake. Ansel Elgort er i rollen lige så jævn og kedelig som en daggammel cheese burger fra McDonald’s. Det var en fatal torn i øjet på den første sæson, som serien nu prøver at korrigere ved at give karakteren mere baggrundshistorie og nogle familierelationer at spille op imod. Mest effektivt er det dog, at serieskaberen J.T. Rogers giver mere skærmtid til alle dem rundt omkring Jake.
Et særligt højdepunkt er Satos liv i og udenfor Yakuzaen, som trækker i modsatrettede moralske retninger. Ankomsten af Hayama (Yôsuke Kubozuka) – en ilter og intimiderende Yakuza-bror – varsler et uundgåeligt opgør, der tvinger Sato til at konfrontere sin familie og sine drømme for fremtiden.
Hayama kommer frisk fra fængslet og træder direkte ind i toppen af bandens magthierarki med en brølende voldsparathed, der står i skærende kontrast til Satos mere pragmatiske og underspillede magt. Deres elektriske dynamik slår gnister, når de to alfaer krydser klinger, og det er en fryd for øjet.
Kvinderne træder også i højere grad frem i rampelyset i den nye sæson. Samantha træder i karakter som en driftig forretningskvinde, der åbner sin egen værtindebar til ære for sin afdøde bedste veninde Polina, som baren er opkaldt efter.
Vi dykker derudover dybere ned i Mechio-redaktøren Eimis (Rinko Kikuchi) turbulente kærligheds- og familieliv, hvor hendes psykisk syge bror Maruyama (Keita) rumsterer og skaber kaos. Derudover åbenbarer Tozawas kone, Kazuko (Makiko Watanabe), sig som en magtfuld spiller, der trækker tråde bag kulisserne.
Når man ser Tokyo Vice, får man associationer til Michael Manns ‘Heat’ og dennes portræt af den elektriske spænding, der bor i kriminalitet, og de solitære skikkelser, som bekæmper og bebor en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er i konstant bevægelse og flyder sammen.
Slægtskabet til Michael Manns mesterværk er ikke så underligt, for netop Mann er producer på serien, og han instruerede allerførste afsnit i sæson 1.
Men det er nu i sæson 2, at serien for alvor er vakt til live med skildringen af den kriminelle underverden i 90’ernes Tokyo, fuld af Yakuzaens Irezumi-tatoveringer, sorte Mercedeser, sværdkamp, perfekt skræddersyede jakkesæt og kæderygning af cigaretter antændt med forgyldte, udsmykkede zippo-lightere.
Et højst besnærende krimidrama.
Kort sagt:
’Tokyo Vice’ brillerer i anden sæson på trods af en fortsat håbløst kedelig Ansel Elgort som hovedperson.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.