’Tokyo Vice’: Vi følger den dårligste skuespiller i ventet yakuza-serie på HBO Max
Jeg må indrømme, at jeg som die hard Michael Mann-fan nok har haft urimeligt høje forventninger til HBO’s nye yakuza-serie ’Tokyo Vice’ – Manns første projekt siden cyberthrilleren ’Blackhat’ fra 2015.
For faktisk har den amerikanske legendeinstruktør kun instrueret første afsnit af serien (og executive produceret resten), da han blev hevet med om bord på et afbud, fordi Destin Daniel Cretton måtte springe fra instruktørtjansen på grund af Marvel-baskeren ’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’.
Efter at have set de første tre afsnit må jeg i hvert fald konstatere, at serien – trods titlen, der refererer til Manns ikoniske tv-serie og senere spillefilm ’Miami Vice’ – ikke har mange af de kvaliteter, jeg beundrer ved instruktøren.
Den udspiller sig ganske vist i det kriminelle underverdenmiljø, Mann har dedikeret det meste af sin karriere til – denne gang i Tokyo anno 1999, hvor yakuzaens magt løber som en kold understrøm gennem alle lag af samfundet.
Og med sin historie om journalistaspiranten Jake Adelstein (Ansel Elgort), der forsøger at arbejde sig op på den japanske hovedstads største avis som den første amerikanske reporter nogensinde, vækker den mindelser om Manns mediekritiske film ’The Insider’ og ’Ali’.
Men her begynder lighederne så også at ebbe ud. Hvor Mann i sine senere film har bøjet filmmediet med stilskabende impressionisme og abstrakte filosofiske idéer, er ’Tokyo Vice’ ærgerligt simpel og klichebåret, præget af flad snak og halvhjertet skuespil – om end Mann formår at sætte en flot stilistisk tone i det første afsnit, der indfanger fascinationen af den pulserende metropol og kolde urbanisme, som videreføres med blandet held i det følgende.
Man mærker ellers en interessant historie ulme under den polerede overflade, som serien endnu kun formår at skrabe i.
I 1999 er kriminalreportere som Adelstein (baseret på virkelighedens reporter, der berettede om sin infiltration af yakuzaen i bogen, serien bygger på) nemlig hensat til at reportere nøjagtigt, hvad politiet lader dem skrive. Ordet mord må kun bruges, hvis politiet godkender det. Også selvom det er tydeligt, at der næppe er tale om et uheld, når en mand er blevet stukket ihjel på åben gade.
Journalisterne har en alliance med politiet, og politiet har en alliance med yakuzaen, som har til formål at holde de rivaliserende banders interne stridigheder fra at nå kogepunktet.
Det kunne være et interessant portræt af den ærlige journalismes sidste dage, inden faget blev korrumperet af politiske og kapitale interesser, som Mann mesterligt skildrede i ’The Insider’. Desværre bliver det ikke til meget mere end en overfladisk pointe i ’Tokyo Vice’.
Seriens største hæmsko er dog overfloden af flade og karikerede karakterer.
Vi følger både den – indtil videre – ligegyldige bikarakter Samantha, som arbejder på en natklub, hvor hun er betalt ledsager for stedets mandlige gæster. Hun bærer på en hemmelighed fra sin fortid og drømmer om at starte sin egen klub uden terroriserende mandlige ejere.
Der er også det nye yakuza-medlem Sato, som arbejder sig op i hierarkiet og er forelsket i Samantha samt den idealistiske politibetjent Hiro Katagiri (Ken Watanabe), som kæmper med at gøre sit arbejde ordentligt, underlagt de systemiske lænker, der skal sikre freden med yakuzaen.
Særligt sidstnævnte kunne sagtens have fyldt mere i de første tre afsnit, der savner et stramt fokus på Adelstein og Katagiris planer om at infiltrere yakuzaen, som vi ser i en medrivende åbningsscene, inden serien hopper tilbage i tid for at vise vejen dertil.
Og så bliver jeg desværre nødt til at nævne Ansel Elgort, der en gang for alle fastslår sit talents meget begrænsede rækkevidde med en ensidig præstation, som beror på en variation af under en håndfuld forskellige ansigtsudtryk med bævende bæmund og spejlblanke øjne.
Meget få af hans scener har bare den mindste gnist: Hans flirt med Samantha føles sjælløs, forsøgene på kontorhumor på avisen falder til jorden med et brag og hans journalistiske opklaringsarbejde og miljøet omkring avisen er længder væk fra den detaljerige præcision, som ’The Insider’ præsterede.
Forhåbentlig skærper ’Tokyo Vice’ sit fokus i de kommende afsnit, så spændingsplottet for alvor kan komme i gang uden for mange svinkeærinder, og de mere interessante japanske karakterer kan blive udfoldet på mere tilfredsstillende vis.
Kort sagt:
’Tokyo Vice’ er ikke det Michael Mann-comeback, man kunne have håbet på. I stedet præges yakuza-serien af flad snak og overfladiske karakterer, mens spændingsmotoren lider under, at vi følger den mindst interessante karakter (og dårligste skuespiller).
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.