‘En plads i solen’: Dansk chartersymfoni lander et sted mellem ironisk postkort og skarp samfundskommentar
CPH:DOX. Som barn fik jeg altid ondt i maven, når jeg så ‘Lilo & Stitch’.
Ikke så meget på grund af de forældreløse hovedkarakterer eller den skæve 00’er-rendering af ‘E.T.’. Det mest ubehagelige var for mig de tilbagevendende skud af den ensomme solskoldede amerikanske turist, der bare prøver at have en god ferie, men altid taber sin is.
Han er en af de mange, som hawaianeren Lilo foreviger med sit kamera og føjer til sin fotografisamling af øens spøjse gæster. En klog lille måde, Disney-filmen skildrer forholdet mellem indfødte og ferieparasitter ved at vende exotificeringen på hovedet og lade den lille pige se på turisten som et dyr i en zoologisk have.
I sin dokumentar ‘En plads i solen’ kaster Mette Carla Albrechtsen, der tidligere har været medskaber på den toneangivende ‘Venus: Let’s Talk About Sex’, sig ud i et lignende projekt. Hun er taget til den spanske ferieklassiker Gran Canaria for at vise flere dimensioner af solskinsøen.
Et interessant projekt med en kulisse, der er et tag-selv-bord for ‘prol eller art’-æstetik.
Og ikke bare er der noget grundlæggende spændende over turismens mange kontraster – i dag udgør ferietemaet også et større clash mellem natur og kultur end nogensinde. Danskernes voldsomme charterbehov i klimakrisens tid kom himmelråbende til skue i sommer, da der bogstaveligt talt var ild i ferieparadiset Rhodos, men den hyppigste medievinkel var danskernes aflyste ferieplaner.
‘En plads i solen’ starter med at gøre opmærksom på, at de canariske øer som europæernes favoritdestination besøges af fire millioner feriegæster om året. Hvorefter den sætter sig for at vise de mennesker, der bliver tilbage, når turisterne er færdige med at trampe rundt i sandet.
Vi møder et tysk ægtepar, der har fundet sammen sent i livet og lader til at leve i et lille (pølse)tysk mindretal med egen radiokanal. En kvinde, der egentlig bare skulle være guide i sin ungdom, men aldrig tog hjem igen. En århusiansk mand, der er startet forfra, men stadig lever rodløst, da alle expat-venner før eller siden altid tager hjem til Danmark igen.
En svensk kvinde, der har fundet helle fra en voldelig eksmand i hjemlandet, men arbejder i døgndrift og har børn uden pas og papirer på grund af juridiske knuder.
Det skorter ikke på væsentlige personhistorier fra øens – ikke skyggesider – men mindre belyste kroge. Men den ofte overdrevent iagtagende dokumentar ender samtidig med at dvæle så meget på alskens turistkitsch, at skæbnefortællingerne til tider føles malplacerede mellem selvlysende klip fra rivieraens diskoteker, læderbrune turister og symbolmættede rækker af tomme strandstole i sandet.
Hangen til glimtende kræmmermarkeder og hypnotiske indstillinger af kørende karuseller vækker minder om Jesper Dalgaards ‘Kandis for livet’, selvom chartersymfonien ‘En plads i solen’ ikke har samme eventyrlige, men også kritiserede, blik på sine medvirkende.
Først halvvejs inde tages der endelig hul på de mest tankevækkende historier. Vi ser havnen, hvor der ankommer flygtninge, der har krydset Stillehavet i jagten på et bedre liv og tomme både i sandet.
»Even if I remain in the water, it will be better than being caught and sent back to my country«, fortæller en ung hotelmedarbejder. Vi møder også ukrainere, der er gået fra tilværelser som professionelle akrobater til tjenere og bartendere på flugt fra krig.
Selvom tableauerne skærer pointen ud i pap, er karakterergalleriet skildret prisværdigt udramatisk. ‘En plads i solen’ skiller sig ud ved ikke at fortegne sine medvirkende som ofre og udbasunere de mange forskellige former for flugt, der er på spil. Lykken kan ikke gøres op i én af de sort-hvide metaforer, som navngiver filmen.
Men der bliver i sidste ende ikke bundet ordentligt sløjfe mellem den første halvdels melankolske expats og sidste del, hvor de medvirkende har forladt alt for at køre vogne med beskidt sengetøj.
Det hele er samtidig så langsommeligt, at man risikerer at køre død i dokumentaren, før den virkelig når frem til hjertet af historien.
Kort sagt:
En kunstnerisk dokumentar om Gran Canaria kunne snildt forfalde til et ‘bums for eliten’-syndrom. Det panorerer ‘En plads i solen’ udenom på godt og ondt. Men det brede blik ender desværre også med at flade filmens pointe ud til en mellemting af et ironisk postkort og en skarp samfundskommentar.