’Livet og andre problemer’: Dansk dokumentar besvarer det allerstørste spørgsmål med humor og stor nysgerrighed
CPH:DOX. Man forstår godt, at ’Livet og andre problemer’ har fået æren af at åbne årets udgave af CPH:DOX-festivalen. For der er både store ambitioner, fortællesnilde og typisk dansk ydmyghed bag Max Kestners nye essayfilm.
De store ambitioner ligger i filmens formål, som slet og ret er at besvare det allerstørste spørgsmål: Hvad er meningen med livet?
Til formålet tager den garvede dokumentarist (der også har sci-fi-filmen ’Qeda’ på cv’et) udgangspunkt i både sit eget liv og den medieombruste aflivning af giraffen Marius i Københavns Zoo i 2014. Desuden besøger instruktøren et hav af internationale forskere, herunder danske Eske Willerslev, til at hjælpe med at forstå livets videnskabelige grundessens.
’Livet og andre problemer’ kommer med andre ord virkelig vidt omkring. Vi ser en japansk træhugger reflektere over livets værdi, vi ser den britiske forfatter Charles Foster mime en ulvs rutiner, og vi ser Hollywood-forretningsmand Claus Hjelmbak kalde Københavns Zoos daværende videnskabelige direktør Bengt Holst en »psykopat«.
Trods det store vingefang føles filmen meget personlig og nær, når Kestner som voiceover-fortæller drager paralleller til sit eget (følelses)liv, sine tanker og sine erfaringer. Den 54-årige instruktør har hjemmeboende teenagebørn, der flytter hjemmefra om ikke så længe, og han erkender, at han til den tid vil være overflødig »fra et evolutionært synspunkt«.
Med ordene »jeg mærker mere, end jeg ved« fremstiller Kestner sig selv som et ikke vanvittigt klogt, men overordentligt nysgerrigt og sansende menneske. Verdens videnskabsmænd skiftevis smiler og ser undrende ud, når Kestner stiller sine finurlige og oprigtige spørgsmål: Hvordan er det at være et grantræ? Har vandsalamanderen en fantasi?
På den måde har Kestners nye film nogenlunde samme ærinde som sidste års quirky CPH:DOX-dokumentar ’The Arc of Oblivion’, der gennem en række interviews undersøgte menneskers trang til at huske og gemme. Men danskeren lykkes mange gange bedre med at forene det let humoristiske og det spændende informative.
Filmens afsæt – den verdensomspændende (særligt amerikanske) forargelse omkring den danske zoos aflivning og partering af en ung, sund og rask giraf – er også det mest underholdende. Bengt Holst medvirker løbende som interviewperson og forholder sig herligt rationelt til massehysteriet.
Imens spørger man sig selv, hvorfor en sådan sag får langt mere medieopmærksomhed end de fleste af verdens krige.
Også dna-forsker Eske Willerslev, placeret midt i et knoglearkiv, er berigende for filmen. Modsat Holst kommer han ikke kun med saglige svar på Kestners spørgsmål. Han stiller også spørgsmål, som han ikke selv kender svaret til. Selvom han er uddannet biolog, kan han ikke lade være med at tænke, at der må være noget mere ved livet end reproduktion og survival of the fittest.
Finder man så meningen med livet gennem ’Livet og andre problemer’? Der er i hvert fald en masse skarpe guldkorn, man selv kan tygge videre på. Jeg tog for eksempel med mig, at liv består af relationer. Som en britisk forsker formulerer det: »Hvis vi prøver at forstå den levende verden som en samling af individer, kommer vi ikke særlig langt«.
»Vi er vores oplevelser«, siger Kestner selv på et tidspunkt – og efter ’Livet og andre problemer’ er man en inspirerende filmoplevelse rigere.
Kort sagt:
Max Kestner er en nysgerrig, komisk og inspirerende fortæller i den ambitiøse essayfilm ’Livet og andre problemer’.