’The Arc of Oblivion’ inviterer instruktørlegende på besøg – og han overshiner resten af filmen
Jeg er ret sikker på, at Ian Cheney er Werner Herzog-fan.
I hvert fald går hans nye film ’The Arc of Oblivion’ tydeligt i fodsporene på essayistiske og rejselystne dokumentarer fra den tyske instruktørlegende. Film som ’Into the Inferno’, ’Encounters at the End of the World’ og ’Lo and Behold’, der udfolder et emne ved hjælp af kulørte eksperter og tyskerens særegne, poetiske betragtninger.
Desuden medvirker Herzog faktisk som en slags æresgæst til sidst i ’The Arc of Oblivion’.
Den CPH:DOX-aktuelle dokumentar er en undersøgelse af menneskehedens trang til at gemme, arkivere og huske – og den underliggende frygt for at miste, forsvinde og blive glemt. Cheney interviewer en vældig lang række personer, der interesserer sig for emnet: videnskabsfolk, filmskabere, arkivarer, venner og familie. Undervejs kommer han ligeledes vidt omkring i verden – fra Svalbard og Bahamas til Mallorca og Sahara.
Som en gimmick, der skal binde filmens mange tråde sammen, sætter Cheney gang i et byggeprojekt i sine forældres baghave i Maine. Han har sat et par tømrere til at konstruere et stort skur formet som en ark, hvor han kan opmagasinere sine mange harddiske med optagelser og minder.
Flere gange undervejs siger instruktøren faktisk, at han ikke ved, hvad han skal bruge arken til. Som gæster kommer til fra nær og fjern for at se byggeprojektet, træde ind i arken og ytre deres tanker, bliver arkens reelle funktion imidlertid klar for seeren: Arken er en scene.
Det vidtfavnende perspektiv i ’Arc of Oblivion’ afspejler filmens episke titel. Men egentlig er tonen gennemgående quirky – til tider i en sådan grad, at det bliver lidt irriterende.
Allerede i første scene slår Cheney en lovligt afslappet facon an. Her går instruktøren i gang med at fortælle publikum om lighederne mellem fortællingerne om Noahs ark og Gilgamesh, da et telefonopkald fra hans mor afbryder ham, og han må starte scenen forfra.
Senere har Cheney besøg af en forsker, der skal til at fortælle om, hvordan musik aktivt påvirker vores erindring. »Hans forskning gik hen over hovedet på mig«, siger instruktørens fortællerstemme, hvorefter han klipper videre til næste indslag. Er det ikke lidt provokerende?
Det er helt i tråd med essayfilmgenren ikke at have en stringent struktur. Og det afspejler vel filmens tema – menneskets flyvske og uhåndgribelige minder – at fortælleren til tider famler efter mening og retning. Men selvironien begynder at virke som en undskyldning for, at Cheney, modsat eksempelvis forbilledet Herzog, ikke er så dragende en fortæller. Hans mere alvorlige betragtninger, der blandt andet lyder »naturen giver, og naturen tager« og »hvor tager billeder hen, når de forsvinder?«, gjorde ikke det store indtryk på mig.
Hvad der derimod gjorde indtryk, var et par rørende, personlige fortællinger fra nogle af de medvirkende.
En af dem er poeten Yasmin Glinton-Poitier, som har mistet alle fotografier og ejendele fra sin barndom til en voldsom orkan i hjemlandet Bahamas. Hun står i den tomme skal af en bygning, hvis tag og indre vægge er skyllet bort. Som en reaktion på tabet er hun helt stoppet med at tage fotos, fortæller hun.
En anden er ’The Arc of Oblivion’s store trumfkort, Werner Herzog, som lægger vejen forbi den færdigbyggende ark. På bare fem minutter formår han faktisk at overshine hele filmen. Med sin særlige stemmeføring vender han det gennemgående tema, og Cheneys personlige frygt, på hovedet:
»Det er en velsignelse at glemme«, siger Herzog, der selv har oplevet Anden Verdenskrig og set sit hjemland i ruiner. »Det er menneskeligt«.
Kort sagt:
Instruktørens selvironiske attitude er mere irriterende end charmerende i essayfilmen ’The Arc of Oblivion’, der dog løftes af sine interessante medvirkende.