‘Look Into My Eyes’: I denne A24-dokumentar giver clairvoyance pludselig rigtigt god mening
CPH:DOX. ’Look Into My Eyes’ er en A24-produceret dokumentarfilm om clairvoyanter, der i grunden handler utroligt lidt om astrale planer og okkulte energier og alt det, man (som simpel lægmand i hvert fald) ville forbinde med clairvoyance.
I stedet er den et dybt dyk ned i menneskets psykologi, traume, ensomhed, fremmedgørelse – og de midler, vi tager i brug for at få livets tandhjul til at klikke og rotere videre.
Filmens instruktør Lana Wilson har igennem en periode fulgt syv mediumer, der påstår, at de kan kommunikere med de døde. Der bliver ikke gjort meget ud af, om den evne er fup eller fakta (om end man, selv uden de skeptiske briller på, nok rynker lidt på brynene, når de slynger om sig med vage udsagn som: »jeg føler, der er en mand iblandt os, og han virker ret ung«), men det er også sagen uvedkommende.
Pointen er, at de til en vis grad selv tror på det, og det gør deres klienter tydeligvis også, da glæden stråler ud af øjnene på dem, hver gang der bliver sagt noget tilnærmelsesvis korrekt.
Der går ikke længe, før man begynder at fornemme, hvad ’Look Into My Eyes’ i virkeligheden drejer sig om. Det er hverken ’Ghost Hunters’, ’Mythbusters’ eller ’The Mentalist’. Det er et menneskestudie.
Livet er benhårdt, og vi må hver især finde vores vej igennem det – for nogle betyder det, at man omgiver sig med mennesker, for andre er det en uge i isolation under dynen, og for andre igen kan det være alkohol, chokolade og cigaretter.
For den her gruppe af clairvoyanter, der alle på en eller anden måde bærer rundt på noget emotionel bagage, er det deres paranormale talent, der hjælper dem videre. Måske fordi de føler sig særlige, måske fordi de kan hjælpe andre med at bearbejde deres sorg, eller måske fordi de har fundet en måde at interagere med andre mennesker på, som ellers ikke kom naturligt til dem. Uanset hvad lader den tjeneste, de tilbyder, til at være mindst lige så meget selvhjælp som eksperthjælp. Og det er utroligt rørende at overvære.
Men hvor meget bliver der manipuleret med os som seere? Hvor mange clairvoyanter har Lana Wilson været igennem, før hun fandt frem til dem her? Det er ikke svært at forestille sig, at New York også gemmer på nogle stykker, der er fuldkommen velfungerende mønsterborgere uden skyggen af traume i deres fortid, så man er også efterladt med en vis fornemmelse af, at den her flok nok er blevet særligt udvalgt på baggrund af deres personlige liv.
Men så kommer det naturlige opfølgende spørgsmål jo: Gør det noget? Hvis man lavede samme eksperiment med et udpluk af sosu-assistenter eller ingeniører eller geologer, ville det jo stadig ikke være uinteressant at se, hvordan de overkommer livets udfordringer. Forskellen ville dog være, at det formentlig ikke var deres erhverv, der definerede løsningen.
’Look Into My Eyes’ er uagtet et fascinerende indblik i en, hvad man vist roligt kan kalde mindre gængs måde at håndtere sine følelsesmæssige laster på. Men af den årsag ikke nødvendigvis en mindre brugbar måde – eller mindre ægte.
»Even if this is fake, I need it«, lyder det på et tidspunkt. Hvilket ret passende opsummerer hele dokumentaren.
Kort sagt:
Dokumentarfilmen om clairvoyanter i New York, der handler utroligt lidt om clairvoyance, er en spændende og unik vinkel på, hvordan livets nedture påvirker os på vidt forskellige måder, og hvordan vi hver især må finde vores egen vej igen dem.