’Hammarskjöld’: Politisk thriller med Mikael Persbrandt som svensk diplomat er uhyggeligt aktuel
Den 18. september 1961 styrtede et svensk passagerfly ned nær Ndola, en by i det nuværende Zambia.
Om bord på flyet var 16 passagerer, som alle døde, heriblandt FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld, som var på vej til at forhandle en fredsaftale med congolesiske Moïse Tshombe, præsident for den løsrevne stat Katanga. Mødet skulle sætte en stopper for den såkaldte Congokrise, der havde hærget det afrikanske land, siden det blev erklæret selvstændigt fra sin tidligere kolonimagt Belgien i 1960.
Det blev ikke tilfældet, og hvad der præcis forårsagede det tragiske flystyrt, har været et mysterium lige siden. Var det en menneskelig fejl fra piloternes side, eller var der eksterne faktorer på spil? Sagen er senest blevet undersøgt i Mads Brüggers fascinerende ’Cold Case Hammerskjöld’.
’Hammarskjöld’ dramatiserer den svenske FN-generalsekretærs liv i dagene op til det skæbnesvangre flystyrt og hans nær umulige kamp for et afkoloniseret Afrika. Filmen er instrueret af danske Per Fly, som blandt andet står bag den prisbelønnede danmarkstrilogi ’Bænken’, ’Arven’ og ’Drabet’. Hans seneste film, den politiske thriller ’Backstabbing for Beginners’ fra 2018, finder ligeledes sted inden for FN-verdenen.
Dag Hammarskjöld, spillet med stort overskud og karisma af Mikael Persbrandt, lever på papiret et ganske ensomt og isoleret liv på trods af at besidde en af klodens mest magtfulde stillinger. Måske netop derfor. Han bor alene i en stor lejlighed på Manhattan, altså foruden sin butler og sin kæledyrsabe ved navn Greenback, som han fik foræret under et besøg til Somaliland. Og det virker han ganske tilfreds med. Hver dag bliver han kørt på arbejde af sin amerikanske livvagt Bill (Francis Chouler), og han er vellidt på kontoret.
Men bag blikket af stål og det stilsikre ydre gemmer der sig en mand, som omverdenen ikke kender til. Hammarskjöld skriver sine tanker og følelser ned på papir i form af poesi (udgivet posthumt som ’Vägmärken’/’Markings’), der vidner om en person i strid med sig selv og sit arbejde, som han så som en byrde, han bærer alene. Mange af disse ’markeringer’ er en samtale mellem ham selv og Gud.
I efterkrigstiden midt under den kolde krig udsprang spørgsmålet om afkolonisering af Afrika, der accelererede gevaldigt i 60’erne og 70’erne. Det var en af Hammarskjölds fokuspunkter, hvor den store opgave var Congo, hvor Katangaprovinsens løsrivelse medførte folkedrab, så FN-tropper måtte sættes ind. Det skete dog beklageligt først efter, at Den Demokratiske Republik Congos første premierminister Patrice Lumumba blev henrettet af Moïse Tshombes separatister fra Katanga.
’Hammarskjöld’ gør os en tjeneste ved at fokusere på en skelsættende periode i hovedpersonens liv. Vi er allerede otte år inde i Dag Hammarskjölds embede som generalsekretær med et år tilbage, hvorefter han har planer om at lade sig pensionere på en idyllisk gård i sit hjemland. Hans tid som embedsmand i Finansministeriet glider vi let henover, mens det dog bliver nævnt, at han spillede en stor rolle i at løse Suezkrisen.
Det er også her, at filmen tager sig nogle kreative friheder. Fordi Hammarskjöld værnede om sit privatliv, er der opstået flere teorier om hans seksualitet fra historikeres side. Og mens konflikten eskalerer i Congo, træder Hammarskjölds tætte barndomsven, forfatteren Peter Levin (Thure Lindhardt), ind i hans liv igen efter mere end 20 år. Som unge brugte de meget tid sammen på klatring, hvor der også spirerede følelser fra Levins side, som Hammarskjöld afviser.
Om end Peter Levin er en fiktiv figur, formodentlig baseret på disse teorier, tilføjer det en stor mængde menneskelighed til en mand og et menneske, som kæmper med at skulle opretholde sit image klemt inde mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen – og at træffe beslutninger, der ikke altid er populære.
Man bider mærke i komponist Raymond Enoksens medrivende score, når folkemordet finder sted, hvilket sætter tårekanalerne på prøve. Det samme gælder den uundgåelige kulmination med flystyrtet, som man ved kommer, men som alligevel er en mavepuster trods lovlig meget slowmotion.
Filmen lider en smule af ’de gode mod de onde’-fortællingen, som man kender fra så mange andre skildringer af den kolde krig, hvor Sovjetunionen portrætteres som djævlen selv. Man må ikke glemme, at den amerikanske regering og deres efterretningstjenester var lige så snavsede.
Og er vi ikke snart færdige med at smide det pisgule ulands-filter på, hver gang vi viser billeder fra afrikanske lande?
Som så mange andre konflikter i perioden var Congokrisen blot endnu en stedfortræderkrig, hvor værdien af menneskeliv ikke betød det store i jagten på økonomisk gevinst.
At forhandle om fred var en nær umulig opgave, som gør ’Hammarskjöld’ uhyggeligt højaktuel her 60 år efter begivenhederne, hvor krigen mellem Rusland og Ukraine samt Israel og Hamas er en brand, som er svær at slukke.
Kort sagt:
Langt henad vejen er Per Flys ’Hammarskjöld’ en biopic efter bogen, der fokuserer på et kritisk punkt i FN-generalsekretæren Dag Hammarskjölds liv. Mikael Persbrandt bringer sjæl og menneskelighed til den svenske diplomat, der ellers værnede så meget om sit privatliv.