‘Monkey Man’: Kampscenerne er fantastiske i Dev Patels uforløste hævnfilm
‘Slumdog Millionaire’-stjernen Dev Patel kaster sig ud i sin karrieres hidtil største udfordring i sin debut som instruktør i actionbaskeren ‘Monkey Man’, hvor han også spiller hovedrollen.
Et passionsprojekt, der har været undervejs i over ni år – og med potentialet til at skabe indisk repræsentation og gennemslagskraft på højde med Aziz Ansaris ‘Masters of None’.
Filmen følger den hårdføre hævner, Kid (Dev Patel). Han kryber og kæmper for overlevelse i den fiktive indiske slum, Yatana, imens han higer efter og planlægger sin hævn over gerningsmændene, som udslettede hans landsby og slog hans mor ihjel.
Inspireret af den mytiske hinduistiske figur Hanuman ifører Kid sig en abemaske og påkalder sig alteregoet Monkey Man, imens han kæmper i gladiator-nævekampe som første skridt imod hans endelige hævn.
Historien i ‘Monkey Man’ har en halvbagt ‘Oldboy’-kvalitet over sig. Det er en velkendt opskrift på succes: Retfærdigt indignerede hævner går til kamp imod en korrupt magtfuld ondskab, med masser af blod, sved og voldsudgydelser til følge. Patel har samlet alle ingredienserne og mikser det hele i bageformen, men misser temperaturen, der får alkymien til at rejse sig og blive til en uforglemmelig lækker actionsnack.
Skurkene virker som en karikatur af en kriminel underverden. Især bestyreren Queenie (Ashwini Kalsekar), som kontrollerer epicentret for den kriminelle organisation, synes at være en overfladisk eftertanke, sammenkogt af endimensionelle Bond-skurke fra 80’erne. Det er kitsch på en bizar måde, ligesom bygningen, hun bestyrer, er en blanding mellem en natklub, restaurant, bordel og superskurkespa hotel.
Man mærker de svære produktionsvilkår, som ‘Monkey Man’ blev skabt under. På grund af corona blev produktionen nemlig rykket fra Mumbai til en isoleret ø i Indonesien, som tvang en spændetrøje af afgrænsede muligheder ned over filmen. Fraværet af indiske statister er påfaldende. Noget, der blandt andet ses i de mange, ikke-indiske statister.
Filmens altoverstrålende højdepunkt er dog: dens action. Kampscenerne er en trosbekendelse til ‘John Wick’ med knogleknusende kampkoreografi og lange sekvenser med elektriske og nærværende kamerabevægelser fra fotograf Sharone Meir. Det er så tæt og medrivende, at man føler, man er en del af masseslagsmålene. Man kan nærmest smage blodet, når abe-manden bogstaveligt talt bider fra sig.
Patel gør det fremragende som den tæskuddelende abemand. Hans slanke statur giver forfriskende associationer til Bruce Lee, som står i kæmpe kontrast til tidens muskuløst overdimensionerede og uovervindelige Marvel-actionhelte.
Kid er flere gange op imod fjender, der er større og stærkere end ham selv, og som han slår sig gevaldigt på. Men han rejser sig altid op igen, fordi han er drevet af noget større og vigtigere. Denne kerne og motivation er med til at gøre ‘Monkey Man’ til et genremæssigt nybrud med den stærke tilblivelsesberetning om Kids kærlighed til sin mor, der er forankret i et minde, hvor hun fortæller ham om Hanumans eventyr.
På den måde bruger Patel genren som en trojansk hest til at tale ind i noget større og umiskendeligt indisk. Hanuman og Kid bliver en allegori for marginaliseret og undertrykte stemmer i bunden af det sociale hierarki i landet.
Desværre bliver de moralske pointer i sidste ende forhastet igennem og understreget med lovlig tung hånd.
Kort sagt:
‘Monkey Man’ fremmaner fremragende kampsekvenser med Dev Patel som hårdtslående hævner, men resten af filmen forløser ikke det store potentiale.