’Sammenhold’: Netflix’ Manchester City-serie er en poleret Pep-talk
Manchester Citys største stjerne er hverken Erling Haaland, Phil Foden eller Kevin De Bruyne.
Det er ubetinget manager Pep Guardiola.
Er man – som jeg (!) – City-fan, vidste man det jo nok godt i forvejen. Men efter at have slugt de seks afsnit af den nye Netflix-dokumentar om klubbens historiske 2022/23-sæson fremstår det endnu tydeligere end nogensinde.
For lad det være sagt med det samme: Selv for fans som mig, der i årtier fremover vil sværme om klip fra den uforglemmeligt succesfulde sæson, er der meget lidt substantielt at hente i ’Sammenhold’ udover det enestående trænergenis særheder, som er seriens helt store trækplaster.
Pep er dybt fascinerende at betragte – både som træner og menneske. Altid er han i gang med at fægte med arme og ben, piske den rette mængde stemning i vejret eller mentalt være to-tre skaktræk foran alle omkring ham. Og er man det mindste fodboldinteresseret, er ’Sammenhold’ værd at se alene for at komme lidt tættere på sportens vel nok vigtigste træner.
Gennem hele sæsonen er vi fluen på væggen under træningssessioner og i omklædningsrummet før, under og efter kampe, og særligt når det ikke går efter planen, tiltrækker Guardiolas excentriske ledelsesstil sig al opmærksomhed.
Det ene øjeblik med rørende kærlighedserklæringer til spillerne, det næste med isnende tough love. Og konstant med maksimal intensitet, så gryden aldrig kommer under kogepunktet. For hos Pep synes perfektion ikke at være nok. Der er altid et niveau mere at tilstræbe.
Når ’Sammenhold’ imidlertid ikke lever op til trænerens ambitionsniveau, skyldes det, at filmholdet – som vel at mærke er klubbens eget, der efterfølgende har solgt materialet til Netflix – formentlig har fået til opdrag at please fans uden at kradse for meget i overfladen.
Det er egentlig ret forståeligt, at man hverken kan eller vil afsløre nye detaljer omkring de meget omtalte 115 anklager mod klubben om brud på Premier Leagues økonomiske regelsæt, da der er tale om et både verserende, uafklaret og meget komplekst juridisk uvejr. Men værre er det, at der ikke levnes plads til de mindste konflikter omkring spiller- eller trænerstaben, selvom de utvivlsomt har været der.
Eksempelvis nævnes João Cancelos pludselige exit til Bayern München i januar-transfervinduet ikke med ét ord. I stedet fremstilles spillertruppen som én stor lykkelig familie, mens enhver flig af individuel frustration eller usikkerhed fejes ind under græstæppet.
At ’Sammenhold’ ud fra klassiske journalistiske standarder således giver et ukritisk og lidt vel endimensionelt glansbillede af Manchester City, kunne man som fan let tilgive, hvis man til gengæld blev reelt klogere på, hvordan et historisk fodboldresultat som The Treble opnås.
Men seeren får desværre alt for lidt fodboldfaglig indsigt i de konkrete taktiske overvejelser, mentale forberedelser og fra- eller tilvalg af spillere, formationer og værktøjer. Det bliver ved (om end oftest også interessante) krusninger i overfladen.
Vi ser for eksempel, hvordan Kevin De Bruynes sidste forberedelser før en afgørende Champions League-semifinale mod Real Madrid er at spille Candy Crush på sin telefon. En fascinerende og relevant scene, bestemt, fordi den understreger, hvor afgørende det er at kunne lukke verden ude, før man skal præstere på den helt store scene.
Men da lige netop den kamp hører til de allerbedste fodboldkampe i moderne tid, savner man virkelig at komme længere ind i maskinrummet.
Når man ikke rigtigt bliver klogere på, hvordan the secret sauce bliver kokkereret, må man formode, at det skyldes, at klubben forståeligt ikke har ønsket at ville give konkurrerende klubber en reel substantiel indsigt. På den måde minder ’Sammenhold’ en del om Amazons ’All or Nothing’-format på godt og ondt. Men sammenlignet med for eksempel Netflix’ egen upolerede ’Sunderland Or Die’ er der dramaturgisk såvel som indholdsmæssigt væsentligt mindre på spil i denne nye serie.
Den lidt overfladiske fornemmelse understøttes af for mange ligegyldige scener med spillerne på slap line. Det er utvivlsomt godt fan content til sociale medier at følge spillerne pranke hinanden dag ud og dag ind, men i et langt dokumentarformat bliver det i bedste fald intetsigende og i værste fald tåkrummende, når Haaland skal synge Enrique Iglesias’ ’Hero’ eller kæle for sit lykke-bonsai-træ (!).
Mere end noget andet er sport dog følelser. Derfor skal ’Sammenhold’ trods alt roses for at være emotionelt medrivende og effektivt kanalisere følelser, hvis og såfremt man har lyseblåt blod i årene.
Selv fik jeg da både våde øjne og gåsehud mod slutningen af dokumentaren af at mærke de følelser, spillerne gennemgår i dagene omkring de afgørende finaler. Her oplever man for alvor de skrøbelige og medmenneskelige sider bag de ellers topprofessionelle vindermaskiners panser.
Er man ikke Man City-fan, kan man snildt nøjes med at se de sidste to afsnit. Og man kan formentlig trække mindst en halv stjerne fra denne lyseblå anmelders vurdering.
Kort sagt:
‘Sammenhold’ tilbyder et glimtvist fascinerende og teknisk velproduceret indblik i Manchester Citys historiske treble-sæson, men ikke meget mere end det. Vi kommer aldrig for alvor ind i troldmandens værksted eller under den glitrende overflade, og man skal være stor fan af Pep Guardiola eller klubben for at hænge på til de hårrejsende finaleafsnit.