’Pigen der fortalte film’: Lone Scherfig har lavet en vidunderlig film af barsk virkelighed og smuk virkelighedsflugt
Livet og dets brutale virkelighed er noget, man sommetider må drømme og digte sig væk fra.
Det fastslår Lone Scherfig i (og sammen med) ’Pigen der fortalte film’.
Og nej, uagtet hvad man muligvis kunne tyde ud fra titlen, er der ikke tale om autofiktion eller en gennemgang af ’An Education’-instruktørens imponerende bagkatalog.
For filmen er en adaption af den chilenske forfatter Hernán Rivera Leteliers kortroman fra 2011 af samme navn, og begge værker er rørende spansksprogede dannelsesberetninger om María Margaritas opvækst i 60’erne og 70’ernes Chile – og en hyldest til hendes helt særlige talent.
Den varmblodige protagonist (som barn spillet af Alondra Valenzuela og som ung/voksen spillet af Sara Becker) bor i barsk fattigdom og brændte nuancer med sin minearbejdende far, hjemmegående radionovelas-lyttende mor og sine tre brødre. Alle seks har længselsfulde brune øjne, ualmindeligt mange m’er i deres navne og en sjælden begejstring for byens hellige og dulmende rum: biografen.
Som et fast halvreligiøst søndagsritual sætter de sig nemlig i de rødplyssede sæder og gennem det bevægelige/bevægende lærred flygter familien kortvarigt fra livets håbløshed og armod. Men efter en skæmmende ulykke forværres deres økonomiske situation yderligere, og der er nu kun penge til en billet og et barns ugentlige (ud)flugt til Hollywood.
Humor forenes med melankoli, når drengebørnene skiftes til at tage afsted for efterfølgende at skulle give resten af familien en grundig gennemgang af filmens handling og overvældende følelser. Ingen af dem besidder dog det sanselige overblik eller den cinematiske tæft, det kræver at levere detaljerede og medrivende beskrivelser af grovkornede westerns eller produktioner som ’Breakfast at Tiffany’s’.
Heldigvis har de María.
For efter lang tids venten får hun endelig lov til at tage i biografen, og da hun hjemvender, genfortæller hun ’Spartacus’ med så tryllebindende præcision og dyb indlevelse, at hendes publikum ser farverne og smager blodet.
Med bred enighed tildeles hun titlen som familiens æstetiske sendebud og filmfortællerske, og inden længe begynder hele nabolaget – der er mærket af pengepres og Pinochets drabelige diktatur – at søge trøst i Marías fremførelse af fiktion.
De vigtigste historier hun – og filmens øvrige karakterer – fortæller, er dog om den chilenske bys klasseskel, sexisme, fascisme, knuste ben og drømme og om egne savn og relationer.
Sidstnævnte er stærkest og mest bevægende set i forholdet mellem hovedkarakteren og hendes tungsindige mor (vidunderligt og komplekst gestaltet af ’The Artist’-skuespilleren Bérénice Bejo).
Trods stjernedrømme er hun på begrædelig vis endt i sit værste kvindemareridt: som statist og muse for mænd og deres (livs)værker, i særdeleshed i forbindelse med sin forpinte ægtefælle (en hjerteskærende Antonio de la Torre) og minefabrikkens tyske og tavse leder (Daniel Brühl).
I filmens tidlige scener tvinger hun derfor visdom og sorgmod om femininitetens lænker og (sparsomme) friheder ind i sin endnu barndommelige datter, hvorefter hun med hovedrollepotentiale og iklædt Scherfigs yndlingsfarve, blå, søger egen realisering og endelige flugt fra sin golde tilværelse.
Publikum ømmer sig, når barneben løber efter en for længst kørt bus, og María græder, når hun (gentagne gange) indser, at det eneste, der nu forbinder hende til sin mor, er brune øjne og en stor kærlighed til genstande og ord, der kan pynte og overdække selv smerteramte skæbner.
I disse – og i de øvrige – sekvenser påviser Scherfig ikke blot sin kendetegnende psykologisk forståelse, men ligeledes sin overlegne fortællerevne og fortrolige greb om filmmediets mange facetter og muligheder.
Med umådelig smuk fotografering skabes der sentimentale billeder og eskapistiske drømmesyn, og med en ulmende lydside og en poetisk dialog fremmales et dybt rørende portræt af en piges foranderlige og sommetider pinsomme vej ind i voksenlivet.
Dette klarlægger, at både barsk virkelighed og flugten fra selvsamme kan være betagende på (og ske gennem) film.
Særligt når fortælleren er María Margarita – og Lone Scherfig.
Kort sagt:
Lone Scherfig leverer et vidunderligt smukt og filmhyldende værk om (pige)liv og fortællerkunstens berigende og eskapistiske potentialer.