’Power Alley’: Brasiliansk queerfilm smasher dig i hovedet med en volleyball
Nogle film pakker fortællingen ud med et tyst nærvær. Andre smasher dig i hovedet med en volleyball.
’Power Alley’ er den sidste af slagsen.
Filmen udspiller sig i den brasilianske by São Paulo, hvor vi møder det utraditionelle volleyballhold, C. Leste. Holdet er ikke kønsindskrænket i forhold til identitet og/eller udtryk, og skiltet på omklædningsrummet, der engang hed ’Kvinder’, hedder nu ’Dem’.
Holdets dygtigste spiller er den 17-årige Sofia (Ayomi Domenica), som bor hos sin far João (Rômulo Braga), der er biavler og forgæves prøver at uploade optagelser af sine bier på YouTube.
Sofias volleyballhold er hendes familie. De hjælper hinanden med at stjæle hormoner, hylder hinandens mod og frygter ikke at få tæv, når de står op for hinanden.
I begyndelsen af filmen opdager en talentspejder Sofia, og kort efter bliver hun tilbudt sit livs store chance, nemlig et sportsstipendium i Chile. Inden glæden når at bundfælde sig, opdager hun, at hendes menstruation er udeblevet, og hun er blevet gravid med ’motorcykel-fyren’.
Sådan starter Sofias kamp for at være sig selv tro, få en abort og gå efter sportsstipendiet. Problemet er bare, at der ikke er fri abort i Brasilien. Og i sit forsøg på at få en ulovlig abort ender hun med at blive plaget af en fundamentalistisk religiøs gruppe, der med knap så ’elsk din næste’-agtige metoder truer med at anmelde hende og hendes far til politiet.
Men ’Power Alley’ er – som titlen indikerer – ingen undergangsfilm. Den sætter modstand og frustration i centrum og understreger menneskets universelle og ukrænkelige krav om værdighed
Imens den tidsfølsomme situation udspiller sig, formidler ’Power Alley’ både en kærlighedshistorie mellem Sofia og holdkammeraten Bel (Loro Bardot), og hvordan de andre C. Leste-holdkammerater ukueligt forsøger at hjælpe Sofia.
Sanseligheden er helt i top i instruktør Lillah Hallas spillefilmdebut, der blander nærbilleder af Sofias fars klæbrige honning og holdkammeraternes svedige kroppe. Den flittige brug af Rembrandt-lys leder tankerne hen på ’Euphoria’.
Når volleyballholdet fester og hygger sig, opleves det som en humørbombe af eskapisme, der minder on den britiske ungdomsserie ’Skins’, og queer-elementet peger på en stemning lig den fabelagtige HBO-serie ’Betty’.
Instruktøren fremstiller sine karakterer med kærlighed og respekt – og ikke mindst på en ultrahot måde.
I en scene, der kunne være en 2024-version af Eric Prydz’ ’Call on Me’-musikvideo, bliver vi forført af volleyballholdets stærke og lækre præstationer i et fitnessrum. Her glemmer man fuldstændig, at man også er i færd med at se en seriøs abortfilm.
’Power Alley’ forfører dog også emotionelt med Sofia og farens relation. Særligt en scene, hvor den hårdtarbejdende far giver sin datter et par røde kondisko, fordi han har drømt, at hun vinder volleyballfinalen iført netop dem, rammer lige i hjertekulen.
Lillah Hallas film er et glohedt portræt af samhørighedens kraft, og hvordan man sammen kan navigere i samfundets urimelige krav. Den er fuld af temperament – og er lige, som den skal være.
Kort sagt:
På overfladen er ’Power Alley’ en abortfilm om det problematiske ved, at et samfund kan diktere, hvad den enkelte kan gøre med sin krop. Men først og fremmest er det en både sanselig og følelsesmæssig filmsmash om integritet og samhørighed.