‘Turtles All the Way Down’: John Green-filmatisering med komplekst ungdomsportræt tynges af … John Green
’Turtles All the Way Down’ låner sin titel fra den sydøstasiatiske/oprindelige amerikanske befolknings myte om den kosmiske skildpadde.
Mere specifikt fra filosoffen William James’ anekdote om en studerendes udlægning af denne myte: Jorden hviler på skjoldet af en skildpadde, som hviler på skjoldet af en skildpadde, som hviler på skjoldet af en skildpadde osv. På meget John Green’sk vis bliver det et billede på teenage-selvet: en måde at forstå jeg’et på, når det ikke er tydeligt, hvor det starter og slutter.
Vores hovedperson Aza (Isabela Merced) er blevet navngivet af sin afdøde far, som hun elskede højst i hele verden. Hun skulle have et navn, der var hendes helt eget – fra A til Z og tilbage igen. Det forstår man bedst, når man læser det, for da jeg så filmen uden undertekster, forstod jeg først, da hun selv forklarede det i en replik. Hvilket er et gennemgående problem i filmen, som det i øvrigt gælder for flere af filmatiseringer af John Green, forfatteren der er mest kendt for ’The Fault in Our Stars’.
Aza og hendes bedsteveninde Daisy (Cree) hører i nyhederne om en dusør, der er blevet udlovet til dén, der kan bringe politiet på sporet af en forsvunden milliardær. Ved et lykketræf mødte Aza milliardærens søn Davis (Felix Mallard) på sad camp, en sommerskole for unge med psykiske sundhedsproblemer, da hun var yngre, og det bliver deres billet til at deltage i detektivarbejdet.
Undersøgelsen leder dem hurtigt til Davis, der viser sig at være forelsket i Aza, og han har midlerne til at få alle hendes drømme til at gå i opfyldelse. Det bliver den udløsende hændelse for Azas identitetsrejse – for udover at være teenager lider hun af alvorlig OCD, der kredser om angst for bakterier. Kan man være forelsket, hvis det også er ens værste frygt at kysse sin elskede? Og vil Aza stadig være værd at elske, når Davis finder ud af, at det ikke kun er interessante tanker, som spiralerer i hendes hoved?
Portrættet af Aza er fint, og filmen danner et usædvanligt komplekst billede af hendes identitetsdannelse, der besværliggøres af den umulige kamp med at skelne mellem sig selv og sygdommen. Dét aspekt er beundringssværdigt, mens andre dele af filmatiseringen halter til gengæld.
Der hersker en myte om, at det er bedst, hvis forfatteren til romanforlægget er i tæt samarbejde med filmproduktionen – i respekt for den ’oprindelige kunstneriske version’. I virkeligheden er det sjældent i filmens bedste interesse, og ’Turtles’ er et eksempel på hvorfor. For en films kunstneriske vision bør i sagens natur overvejende være filmisk, og her er loyaliteten over for romanen så rigid, at det hæmmer resultatet.
’Turtles All the Way Down’ er stilistisk sammenlignelig med Jostein Gaarders romanklassiker ’Sofies verden’. Den arbejder med at introducere filosofiske koncepter ved at forsimple og kontekstualisere dem, så de er spændende og begribelige for YA-demografien.
Eksempelvis flyver Davis Aza til Chicago i sit privatfly, hvor hun deltager i en forelæsning med sit store idol, filosofiprofessor Abbott, spillet af J. Smith-Cameron (’Succession’). Efter forelæsningen hilser hun på Abbott i universitetsparken, og de har et virkelig YA-indie-agtigt øjeblik sammen, hvor Aza fortæller om sin identitetskrise, og Abbott giver hende et inspirerende og engageret svar – en ægte teenagedrøm om det perfekte møde med et idol.
Hvor denne scene i sig selv fungerer udmærket, lykkes det ikke at binde mødet ordentligt sammen med de mange filosofiske koncepter, Aza ellers introducerer, så den store forløsning udebliver, når man tænker et sekund over, hvad der egentlig blev sagt.
Hendes metaforer for selvet rummer et billede på en fisk, hvis vilje kontrolleres af en parasit, skildpaddebilledet, nogle komplekse bakteriebilleder, der er koblet til hendes OCD, hendes navn, en babusjka.
Det er for meget og for mudret, og jeg bebrejder det tætte samarbejde med John Green. For udover filosofien er der også det konkrete plot, som faktisk glider ned. Men midt i romanens metaforer stagnerer de to bifigurer Davis og Daisy desværre markant.
Jeg er dog sikker på, at filmen vil blive citeret flittigt. Måske har den kultpotentiale?
Kort sagt:
’Turtles All the Way Down er seværdig med sit komplekse portræt af hovedpersonen Aza, men lider under en overdrevet loyalitet over for romanforlæggets filosofiske ambitioner.