’Samsara’: Jeg vil ikke glemme, at jeg sad og så film med lukkede øjne i 15 lange minutter
Der er noget mystisk over de laotiske bjerge, når tågen lægger sig om trækronerne og de karakteristiske tolags tempel-tagtoppe.
Den fredfyldte stilhed over Mekongs bifloder, der brydes af munkenes dybt dunkende morgensalut på en ophængt, udendørs tromme drager langsomt én ind og slår tonen an i religionsmeditationen ’Samsara’.
Som i Paulo Coelhos forfatterskab indskriver filmen religiøs mysticisme i den moderne verden. Her bruger buddhistiske munke smartphones i deres templer.
I Laos følger vi munkenes billedskønne hverdag blandt opvask og skinnende hvide junglevandfald med lange indstillinger og sparsom dialog, mens en teenagedreng læser dødebogen Bardo Thödol for den gamle, døende kvinde Hon for at guide hende på den forestående rejse mellem kroppens død og sjælens reinkarnation.
Og så sker der noget radikalt.
I tekst beder filmen seerne om at lukke øjnene for at følge med på rejsen, der induceres gennem lyd og lys.
I et rodet lydbillede genkendes dyr og mennesker, mens mørket bag øjenlågene irriteres af korte, men kraftige, farvede lysblink.
Når det er tid til at åbne øjnene igen, fortsætter kavalkaden af smukke billeder, men på den anden side af jorden.
Kvinden er genfødt som geden Neema på Zanzibar, hvor hun bliver venner med den bedårende skolepige Juwairyia og omgås et muslimsk fiskermiljø, hvor kvinderne brokker sig over at blive betalt for lidt for at høste tang i det klare vand under solen.
Den spanske instruktør Lois Patiño trækker i sin anden spillefilm på sin erfaring som videokunstner og dokumentarist, men ender med at sætte sig imellem alle tre stole.
Den dokumentariske tilgang til de religiøse landsbysamfund er lovende med dens blik for det skønne i det hverdagslige, og det er et sympatisk projekt at bruge uprøvede, lokale skuespillere, men de spiller ofte stift, med undtagelse af skolepigen spillet af Juwaira Idrisa Uwesu.
De har heller ikke meget historie eller karakterudvikling at arbejde med. Alle filmens karakterer opfører sig eksemplarisk hele vejen igennem, er blide ved hinanden og har ingen problemer med andre karakterer.
Det hjælper heller ikke, at halvdelen af replikkerne er opstillede forklaringer af religion og efterlivet, der udpensles pinende tydeligt på billedsiden.
Hon ønsker at blive reinkarneret som et dyr: Og voila! En fremmed Maasai dukker op på stranden i Zanzibar udelukkende for at fortælle om sine tanker om døden.
Det er meget behageligt at se på den menneskelige og naturlige godhed, men i en to timer lang film er det i den grad i underkanten af drama og spænding.
De smukke udsigter, der tilsættes mystiske dyrebesøg og mørke, som bogstaveligt talt ulmer i kanten af billedet, er filmens bedste kort.
Den rækker ud efter et cinematisk sprog, som den thailandske mester Apichatpong Weerasethakul snakker flydende i film som ’Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv’, men selvom Patiño kun bruger det til at beskrive de mest tilgængelige tanker om reinkarnation, er det sådan en skam at tage billedkortet op på hånden igen i den lange eksperimenterende del i midten.
Det er et sjovt, alternativt take på filmmediet, og jeg glemmer ikke, at jeg sad og så film med lukkede øjne i 15 lange minutter. Men jeg oplevede ikke at blive transporteret gennem tid og rum fra én krop til en anden inde i mit hoved.
Samsara kan blandt andet oversættes til en form for cyklisk, målløs vandring, og filmen finder skønheden i den cyklus af liv, arbejde og tvivl, mennesker befinder sig i. Men målløs, cyklisk vandring kan også give en overfladisk og udviklingsløs film.
’Samsara’ går efter dybde, men kommer aldrig længere ud end til navlen, hvor den svømmer rundt i cirkler.
Kort sagt:
’Samsara’ kører rundt i cirkler over temaer som religion og reinkarnation med skønne billeder, tamme skuespilpræstationer og en radikal pause i midten.