‘The Watchers’: Ishana Shyamalan debuterer med en gyser – og selvfølgelig er der et plottwist!
Bruger man en stor del af sin opvækst på filmoptagelser og på sofaen, mens man ser film med sin instruktørfar som kommentarspor, kan det gå én af to veje. Enten bliver man selv en del af branchen, ellers også er det det sidste, man har lyst til.
For to ud af tre Shyamalan-døtre blev det den første vej.
Den ældste datter Saleka Shyamalan er egentlig musiker, men medvirker også i sin far M. Night Shyamalans kommende thriller ’Trap’, der har premiere til august.
Og lillesøster Ishana Shyamalan har tidligere været medproducer på Apple TV+-serien ’Servant’ sammen med sin far. Med privilegiet og byrden af at være en veletableret instruktørs datter debuterer hun nu med en gyser, der netop handler om at blive set, genkendt og fremmedgjort.
’The Watchers’ handler om Mina (Dakota Fanning). Hun er amerikaner og er flygtet til Irland på grund af en traumatisk hændelse i sin barndom. Hun arbejder i en kæledyrsforretning, hvor hun slattent hænger over disken med sin vape om dagen. Om aftenen tager hun parykker på og introducerer sig selv under pseudonymer over for fremmede.
Hun er en kompliceret og traumeramt person – må vi forstå.
Minas chef sender hende på en opgave, hvor hun skal køre en særlig talende fugl til en zoologisk have i Belfast. Her ender Mina i en skov, hvor al teknologi pludselig holder op med at virke, og medpassageren ildevarslende pipper: »Prøv ikke at dø«.
Mina tilbringer ikke lang tid alene i den ellers ubehagelige skov. I de få minutter hun går rundt i evighedsskoven uden selskab, havde jeg ellers sat mig op til klaustrofobisk og vanvidsagtig horror, hvor man selv begynder at betvivle virkeligheden.
I stedet kommer Madeline (Olwen Fouéré) hende til undsætning. Hvorefter hun og Mina løber ind i en mærkeligt placeret hytte, hvor de møder Daniel (Oliver Finnegan) og Ciara (Georgina Campbell).
Her får Mina forklaret spillereglerne for skoven. Hun instrueres i, hvordan de hver nat skal optræde for nogle skabninger, der gemmer sig lige uden for hytten. Hun får desuden at vide, at beskuerne ikke accepterer, at menneskene befinder sig udenfor efter solnedgang. Væsenerne, der trækker på gammel irsk folkemytologi, kaldes The Watchers.
Ligesom i farens ’The Visit’ fra 2015 opstilles der i Ishana Shyamalans første film en række spilleregler, som professoren Madeline belejligt kender alt til. Antropologiske analyser af skabningerne udenfor fylder uendeligt meget, og når man endelig ser dem, er de blevet overforklaret så meget, at man bliver skuffet.
Minas bofæller har opholdt sig i skoven længe. De ved, at væsnerne i gamle dage blev forvist til skoven, da de kan finde ud af at imitere i sådan en grad, at de kan indtage menneskeskikkelser. Jo flere nætter skabningerne får mulighed for at iagttage dem, jo dygtigere bliver de til at manipulere med dem.
Selvfølgelig kommer der et Shyamalan’sk plottwist. Men efterspillet er så rodet, uinteressant og melodramatisk, at det føles, som om vores instruktørdebutant mest af alt bare vil lave lidt rav i den.
Fortællingen om Mina, der bokser med sine dæmoner og skal lære at leve med dem, virker halvhjertet. Til gengæld får vi et omsorgsfuldt blik på de undertrykte og misforståede i en socialkommentar om, hvordan man som minoritet skal lære at afkode de herskendes regler, hvis man ikke vil forvises fra samfundet.
Oven i hatten fungerer filmen som en meta-kommentar til Ishana Shyamalans selv, hvor alle ser på hende og forventer noget specifikt af hende med instruktørdebuten. Filmen handler om at efterligne og tage afstand – hvilket Ishana Shyamalan netop gør med sin fars værker som spejl.
Visuelt og stemningsmæssigt er ’The Watchers’ skøn. Farverne og kompositionen i den grå skov pirrede agorafobien i mig. Måske hun skal lave en stumfilm næste gang?
Kort sagt:
Vi kommer helt sikkert til at se mere til Ishana Shyamalan. Debutfilmen ’The Watchers’ føles dog mest som et statement-værk om både social uretfærdighed og hendes egen position i forhold til farens filmiske skygge.