‘Mother, Couch’: Velspillende Ewan McGregor er på sammenbruddets rand i surrealistisk familiedrama

Der går ikke længe, før man fornemmer, at der er noget sært på færde i ’Mother, Couch’.

Alene de limegrønne åbningstekster på en pastelblå himmel afføder en drømmerisk følelse, som fortsætter ind i den nye amerikanske indiefilm, co-produceret af danske Snowglobe og instrueret af den svenske filmskaber, fotograf og skuespiller Niclas Larsson, som tager det store spring til USA med sin spillefilmdebut.

Trippende og jazzet underlægningsmusik agerer inciterende underlæg til fortællingen, hvor Ewan MgGregors hovedperson med navnet David konstant bliver misforstået af sine medmennesker og sjældent finder et roligt øjeblik.

’Mother, Couch’ er inspireret af den svenske roman ’Mamma i soffa’ og har en ret besynderlig præmis.

Den halvulykkelige og muligvis skilsmissetruede familiefar David tager forbi møbelforretningen Oakbeds Furniture med sin aldrende mor (spillet af 91-årige Ellen Burstyn) og sin drengerøvsagtige storebror Gruffudd (Rhys Ifans alias Ser Otto Hightower fra ’House of the Dragon’). Og her bliver han hængende det meste af filmens spilletid.

Moren sætter sig nemlig til rette i en sofa i butikkens overetage, og den nægter hun simpelthen at forlade. Hun forklarer ikke hvorfor.

David må tilkalde sin bitre søster Linda (Lara Flynn Boyle), og sammen forsøger de tre voksne søskende, som ellers meget sjældent snakker sammen, at løse mor-i-sofa-problematikken.

’Mother, Couch’ er som en krydsning mellem Ari Asters ’Beau Is Afraid’ og Darren Aronofskys ’Mother!’ – eller som et filmisk escape room-spil skrevet af Charlie Kaufman, fyldt med små ledetråde, man skal få til at passe sammen.

For den hektiske og alligevel cykliske, limbo-agtige fortælling tematiserer over dysfunktionelle familierelationer og barndommens brudte søskendebånd, der sætter sine traumatiserende spor og rækker ind i voksenlivet. Og den utrygge stemning, som hviler over filmens næsten eneste location – møbelbutikken – udvikler sig i en direkte surrealistisk retning, som allerede er teaset på filmplakaten.

Filmen er fyldt med symbolik, som leder tanker hen på døden, efterlivet, skrifte og frelse.

For eksempel ledsages David undervejs af den unge møbelsælger Bella (Taylor Russell), som han synes at have en underliggende, udefinerbar fortrolighed med. Bellas to onkler (begge spillet af F. Murray Abraham), der ejer biksen, opfører sig desuden som hinandens modsætninger, eller som en ondsidet djævel og en barmhjertig gud.

Er man lidt hård ved Larssons film, føles den til tider lovligt meget som et sammenkog af de quirky-dystre, magiskrealistiske amerikanske indiefilm, der er strømmet frem det seneste årti – særligt dem fra det toneangivende produktionsselskab A24, som overraskende nok ikke står bag ’Mother, Couch’. Jeg taler om film som ’Dream Scenario’, ’The Iron Claw’, ’Men’, ’Lamb’ og ikke mindst førnævnte ‘Beau Is Afraid’.

Til gengæld hæver det fremragende cast i ’Mother, Couch’ filmen et godt stykke over det gennemsnitlige.

Når man eksempelvis overværer Ewan McGregor som den dirrende, tragikomiske og usikre yngste søn, der nærmer sig et følelsesmæssigt sammenbrud, går det op for én, at man egentlig har savnet at se den velspillende skotske skuespiller i en biograffilm, der ikke foregår i ’Star Wars’-universet.

Han er mere end kapabel til både at bære filmens finurlige tone og de alvorlige temaer, der ulmer under overfladen, inden de til sidst skyller ind over den skæbnesvangre møbelgesjæft.

---

Kort sagt:
Ewan McGregor leder fornemt an i svensk instruktørtalents finurlige, dystre og surrealistiske drama om dysfunktionelle familierelationer, der sætter sine traumatiserende spor.