‘The Decameron’: Erotisk og velspillet Netflix-komedie er ‘Paradise Hotel’ i renæssancekostume
Den sorte plage har bredt sig over Firenze som en stor, betændt byld. Nu gælder det om at forlade byen så hurtigt som muligt, hvis man ikke selv skal risikere at ende på en kærre blandt sine plettede, udåndede naboer.
En håndfuld adelige modtager en invitation til en afsidesliggende villa, hvor de kan gemme sig i ly for pesten i ro, mag og druk, indtil Guds straf endegyldigt formørker verden, eller smittetrykket er faldet.
Afsted går det med de tjenende ånder på slæb til den vældige bolig, hvor husets herre, Leonardo, angiveligt venter dem. Hvad de ikke ved er, at han ligger begravet bag husets store port, og den smittefri villa derfor står uden umiddelbar ejer.
Derfor indleder de adelige – og inden længe også deres tjenere – en kamp om at overtage den velsagtens eneste (relativt) pestfrie plet i Italien. De holder hemmelige møder, spiller hinanden ud mod hverandre og overværer fra vinduer, huller i væggen og et bistade (?) hinanden knalde på kryds og tværs af ægteskaber og alliancer.
Gradvist falder deltagerne – eller gæsterne – fra en efter én. Ind kommer også nye karakterer til villaen, indimellem nogle, der tidligere var dømt ude. De får som i et andet spil Pandoras Æske skeletterne, hemmelighederne og løgnene til at vælte ud, så taktikkerne må gentænkes.
‘The Decameron’, skabt af Kathleen Jordan (‘Teenage Bounty Hunters’), er selvfølgelig funny og ganske velskrevet med de erotiske intriger og den paradise hotelske konfliktsnak i renæssance-krogene. Heldigvis rummer Netflix-serien også en moderne, sjælelige frelse – nemlig dén at finde sig selv og bevæge sig traumefrit ind i kærligheden.
’The Decameron’s ni gæster er alle sjove og velspillede – grænsende til karikaturer – i seriens første fire afsnit, indtil en hel bande af ubudne gæster får vendt op og ned på hierarkierne i villaen. Herefter skifter serien spor. Det handler nu mere om, hvem man kan finde tryghed, glæde og oprigtig omsorg hos.
Meget grineren for serien viser det sig nemlig hurtigt, at fortællingens master and servants faktisk er veninder eller bros, der oprigtigt holder af hinanden på tværs af det, man 500 år senere ville kalde klasseskel.
»Det mest guddommelige i verden er at have nogen at elske«, siger den gudfrommelige hustru til sin homoseksuelle mand i én scene, mens en anden hjerteligt proklamerer, at »din kærlighed kræves ikke af min kærlighed«, da han afvises.
Indimellem er der også fine referencer til seriens forlæg – Boccacios oprindelige novelleværk fra cirka 1350, hvor syv kvinder og tre mænd mødes i ly for pesten. De sidder i haver og fortæller hinanden hundrede historier, ofte om kærligheden, for at fordrive den rædsomme tid, men det florentinske samfund kan genåbne.
En alvorlig anke er dog, at vittighederne ikke altid er lige sjove. »Hvorfor kaster du tallerkner efter mig?«, spørger en adelig på et tidspunkt en røver, der bryder ind under aftensmaden den første aften.
»For at såre dig!«, råber røveren tilbage. Og det er mere dead end deadpan.
Til gengæld er der en skøn ‘Bridgerton’-fjollethed over kostumerne, der indimellem ser billige ud, uden nok rigtigt at være det. Udover kvindernes kolossale, farvestrålende og skøre hovedbeklædninger har ’The Decameron’ en vidunderlig detaljegrad.
Lægen Dioneo (Amar Chadha-Patel), som alle vil knalde, er for eksempel altid iklædt tætsiddende velourbukser med skamkapsel, der bedst kan beskrives som en slags pushup-bh til pikken, pirrende bundet op med små sløjfer, som man havde uden på buksen i renæssancen.
En fuckboy har aldrig været mere grinagtigt fuckable – indtil Chadha-Patel igen, igen smider trøjen og svinger sit store, sorte hår, så gæsterne (m/k) næsten ikke kan holde fingrene fra trussekanten.
Kort sagt:
I ’The Decameron’ spærres adelige inde på et slot og fylder sig selv med vin, mad og frygten for arvesynden. Som de fleste, der bare kender en smule til kristen ikonografi, ved, er der ikke langt fra gudsfrygt til orgasmisk hengivenhed. Men størst af alt er som bekendt kærligheden, også i denne hyggelige Netflix-serie, der er sine otte lange timer værd.