’Disclaimer’: Alfonso Cuaróns første serie er en chokerende knaldroman fra øverste hylde
VENEDIG FILM FESTIVAL. Regel nummer 1 i filmhåndbogen lyder: Brug aldrig voiceover!
For alt, hvad du siger i en voiceover, bør du i stedet vise i billeder, i scener.
Og det er jo rigtigt nok. Bortset fra når det ikke er – kh Martin Scorsese. Og nu Alfonso Cuarón.
En fortællerstemme buldrer derudaf i den første serie fra den mexicanske mester bag ’Gravity’ og ’Children of Men’, der har fået verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. Den fortæller alt, hvad hovedpersonerne tænker og føler, og det bør slet ikke fungere. Men det gør det.
For ’Disclaimer’ leger, ikke ulig sidste års store serieoplevelse ’Fleishman Is in Trouble’, frydefuldt med perspektiv, fortællertroværdighed og vores tendens til at tro på narrativer, der bekræfter de mønstre, vi i forvejen kender.
Det lyder kedeligt. Hvilket er det sidste, man kan kalde serien, som Cuarón både har skrevet og instrueret baseret på en roman af Renee Knight. Den er kulørt, lun og liderlig, indtil den bliver mørk, barsk og chokerende.
Til at begynde med er ’Disclaimer’ en knaldroman pakket ind som en coffee table-bog.
Den prisbelønnede britiske dokumentarist Catherines liv sættes på den anden ende, da bogen ’The Perfect Stranger’ lander på hendes bord. En bog, der tilsyneladende ripper op i hendes livs store hemmelighed. Den handler om en kvinde, som under en ferie i Italien har et lidenskabeligt sidespring på et lækkert strandhotel med en ung interrailer, Jonathan, efter hendes mand er taget hjem. En ung fyr, som dør dagen efter, da han prøver at redde kvindens søn fra at drukne.
Kvinden er Catherine Ravenscroft. Og den afdøde unge mands far er den pensionerede professor Stephen Brigstocke. Den anden side af ligningen. Han har lige mistet sin hustru, der gik til i sorg og kræft efter sønnens død. Men efterlod sig et manuskript. ’The Perfect Stranger’.
Så nu er Stephen en mand med en mission. Tweed-pensionisten har hævn i øjnene. En lun og lunefuld ærkebritisk John Wick forsynet ikke med våben, men med en snigende bestseller og en udspekuleret analog plan om at ødelægge en familie. Ødelægge Catherine. Hans udgave af en vigilante har jeg ikke set før.
Alfonso Cuarón udfolder intrigen med en mesters sans for suspense. ’Disclaimer’ ser overdådig ud, drevet af instruktørens karakteristiske lange indstillinger og hoffotografen Chivo Lubezkis berømte arbejde med lys. Man æder det med hud og hår.
Og bedst som man tror, serien er skamløs, bliver den sjælfuld. Hjerteskærende i tilbageblikkene på en mor, der mister sin søn. Få kan spille ubønhørlig sorg som skuespilleren Lesley Manville.
Og bedst som man tror, serien er hjerteskærende, vender den igen på en tallerken, river tæppet væk under os. Den bliver en kompleks opførsel i sandhedens mange facetter, i fordommenes gloriepudsende styrke. Til allersidst skærer den det tidssvarende budskab ud i pap, men neglebidende er det til sidste sekund. Selv dørvagten, der ellers normalt holder nøje øje med ulovlig mobiltelefonbrug i Venedig-salen, måtte sætte sig ned under finalen og bare følge med.
Der er langt fra Cuaróns sidste værk, den tålmodighedskrævende, selvbiografiske, sorthvide Netflix-film ’Roma’, til denne intelligent-slibrige Apple-serie. Måske er det netop kontrasten, der har tændt auteuren. Jeg tror mere og mere, at serierne bliver et sted, hvor de store filmmestre kobler af, forlyster sig med det mere … underlødige. Kunsten med stort K gemmer de til det store lærred.
Det er også helt i orden, når de bringer deres håndværksmæssige A-game, som Cuarón gør med ’Disclaimer’. Og deres forbindelser til skuespilkapaciteter fra øverste hylde.
Cate Blanchett udfolder en kompleks kvinde, som langt hen ad vejen er beslægtet med hendes uforglemmelige titelrolle i ’Tár’. Louis Partridge – endnu bedst kendt som Olivia Rodrigos kæreste – slår igennem som den tragisk afdøde Jonathan.
Kevin Kline har sin bedste rolle i årevis som den hævnlystne enkemand Stephen, Sacha Baron Cohen bærer sin bedste forklædning længe som Catherines på overfladen succesfulde svagpissermand Robert, og selv Clive Owen dukker op i en lille ukrediteret ’Children of Men’-genforening som Stephens gamle ven, der hjælper selvudgivelsen på vej.
Jeg er normalt ikke kæmpe fan af fortællinger, der metaagtigt blander fiktion ind i virkelighed og har travlt med dødseriøst at vise os, at virkeligheden afhænger af øjnene, der ser. Men i ’Disclaimer’ fungerer det takket være den uhøjtidelige, men gennemført litterære stil, der får én til at læne sig tilbage og bare nyde det, mens Cuarón fortæller sin historie.
Sagt i oprigtig voiceover: Tag du bare et seriefrikvarter igen, når du har lavet dit næste filmiske hovedværk, Alfonso.
Kort sagt:
’Gravity’- og ’Children of Men’-instruktør Alfonso Cuarón tager på ferie fra filmkunsten med en slibrigt underholdende, intelligent og overraskende serie, der i en lang elegant bevægelse skifter fra lun og lystig til chokerende dyster.
Anmeldt på baggrund af hele serien.