VENEDIG FILM FESTIVAL. Da arrangørerne af Venedig Film Festival lagde det kolossale puslespil, det er at få en af klodens største filmbegivenheder til at spille, så hele hoben af celebre gæster er glade, var dette sandsynligvis blandt de øverste punkter på listen:
Brad Pitt og Angelina Jole må ikke støde ind i hinanden.
Det separerede ekspar befinder sig på ottende år i en mildest talt ubehagelig skilsmisse, der både involverer alvorlige anklager om Pitts voldsomme adfærd over for børnene i beruset tilstand og forhandlinger om deres fælles succesfulde vinforretning.
Og nu sejler de så ind på Lidoen med en af Venedigs berømte vandtaxaer for at præsentere hver deres film under en af de mest medieovervågede filmbegivenheder på året. Venedig er sammen med Cannes i foråret sæsonens vigtigste europæiske festival, og det er her, mange af de mest ventede film får premiere – i år alt fra ’Joker: Folie à Deux’ til Luca Guadagninos ’Queer’ med Daniel Craig og Tim Burtons ’Bettlejuice Beetljejuice’, der åbnede herlighederne onsdag.
Mens skuespillerstrejken i Hollywood reducerede indtoget af stjerner ved sidste års festival, bobler den aktuelle udgave over af stjerner i en grad, at de næsten kommer til at snuble over hinanden. Joaquin Phoenix, Jenna Ortega, Nicole Kidman, Cate Blanchett, Jude Law, Julianne Moore, Tilda Swinton, Lady Gaga, George Clooney for nu blot at nævne toppen af isbjerget.
Og så altså de to a-listers tidligere kendt som Brangelina.
Det danske islæt
Pitt er i byen med Jon Watts ’Wolfs’, hvor han og George Clooney spiller to fixere, der hyres til samme opgave. Filmen vises uden for konkurrence – og først på søndag.
Jolie er til gengæld med i konkurrencen om den prestigefulde Guldløve med filmen ’Maria’, instrueret af den chilenske instruktør bag ’Jackie’ og ’Spencer’, Pablo Larrain. Og den er såmænd allerede blevet vist her torsdag, sådan så Jolie kunne ankomme flere dage før sin eks.
I ’Maria’ spiller Angelina Jolie den berømte operasanger Maria Callas. Det er Jolies første rigtige storrolle siden ’Malifecent 2’ i 2019 – og hendes første i en potentiel Oscar-kandidat siden Clint Eastwoods ’Changeling’ fra 2008.
Man kan således godt kalde det et slags comeback på den helt store scene, hvilket spejler sig ind i filmen selv. ’Maria’ følger nemlig divaen over alle divaer under hendes sidste dage, hvor både hun og omverdenen kontemplerer, om der er et comeback i kikkerten efter sangerens mere end fire år væk fra scenen.
Maria har forskanset sig i en museal herskabslejlighed i Paris med sin trofaste husholderske og butler som eneste selskab. Bekymret over hendes eskalerende misbrug af medicin forsøger de at få hende tjekket af lægen, men hun undviger i en tilstand af tilsyneladende klarsyn om sit forestående farvel. Fortiden indhenter hende i drømmesyn, som hun velvilligt inviterer ind i sin virkelighed uden skelen til faktuelle sandheder.
Og når hun tager på café, er det for at blive beundret af omverdenen, ikke for at spise, som hun brutalt ærligt indrømmer.
Disse sidste skæbneskridt iblandes tilbagekig på Callas’ liv, fra hendes benhårde og fattige opvækst til det skandaleombruste forhold til den græske rigmand Aristotle Onassis, der i øvrigt fuldender slægtskabet til Larrains egen ’Jackie’, for Onassis blev som bekendt gift med Jackie Kennedy, og danske Casper Phillipson får derved endnu en lille tur i manegen som JFK, præsidenten som han første gang spillede i netop ’Jackie’.
Tung i røven
Maria Callas fik ikke sit comeback, men hvordan går det så med Jolies?
Skuespilleren har været i intens træningslejr over syv måneder for at lære at synge opera, tale som Callas og optræde som en ægte operadiva, og med sin kolossale karisma glider hun da også naturligt ind i rollen som larger than life-primadonna. Hun har, måske/måske ikke apropos den udmagrende skilsmisse, beskrevet det at lære at synge opera som »den terapi, jeg ikke har indset, jeg havde brug for«.
Hun svigtes dog af en film, der slet ikke tilbyder den interessante fortolkning af sit emne, som Larrain ellers har gjort det til sin specialitet i ’Jackie’, ’Spencer’, og ’El Conde’ om Pinochet. De to førstnævnte film ramte Jackie Kennedy og Lady Dianas sindstilstand på et afgørende tidspunkt af deres liv med en ekspressionistisk stil, der forstærkede deres følelser, så de ramte éns egne.
Også her bryder Larrain fortællekonventionerne med sin blanding af drømme, flashbacks og lun humor (det ømme forhold mellem Callas og hendes tyende er filmens højdepunkt – som når Callas forsøger at få gang i stemmen, mens husholdersken steger en omelet), men denne gang føles det mere som løsrevne fragmenter, der aldrig rigtigt sammenstykker et overbevisende billede af Maria, mennesket bag La Callas.
Det giver ’Maria’ et lidt andægtigt udtryk, den føles slet og ret tung i røven på den klassisk kedsommelige biopic-måde sammenlignet med den chilenske biopic-mesters bedste. Trods de gudesmukke interiørs og virtuose musikalske opførsler.
Når Jolie primært skal fortolke den amerikanskfødte græske stjerne i hendes selvreflekterende, selvmedlidende, passive periode af livet, bliver præsentationen også bare mere selvreflekterende og passiv, end man kunne have drømt om.
Det er Maria Callas’ egen stemme, vi hører, når operasangen virkelig skal ud over rampen i filmen, men den er blandet med Jolies stemme, og man kan i det hele taget ikke sætte en finger på hendes tekniske bedrift. Måske er det og rollens statur i sig selv nok til et Oscar-kandidatur.
Men en bedre film havde hjulpet hende mere effektivt på vej.
Det vides endnu ikke, hvornår ’Maria’ får dansk premiere.