STJERNERNES GLEMTE GULD. Særligt i starten af 10’erne var film formative for mig, som de sjældent bliver det i dag.
Som ungarbejder i Blockbuster havde jeg fri adgang til arkivet, men det var ikke den kunstneriske kvalitet, der fik mig til at hive ’In the Mood for Love’, ’Caligula’ og ’Breaking the Waves’ ned fra hylderne. Som gymnasiepige så jeg kunstfilm for sexscenerne.
Når man er 16 år, står man med barndommen i ryggen og et langt liv som kvinde foran sig. Med ømme bryster, de første knugende, stikkende menstruationssmerter, alt blodet. Og så den ustandselige ulmen, det store potentiale for brand, der ligger i de gnister, pigekroppen slår overalt omkring sig.
Steve McQueens ’Shame’ blev en besættelse for mig, måske fordi den på den ene side handlede så meget om skammen over det seksuelle, men også fordi den viste det så eksplicit.
Det er egentlig meget sjovt, at en film om en heteroseksuel, sexafhængig mand kan blive formativ for en teenagepige, men det blev ’Shame’ for mig.
Måske først og fremmest på grund af det håb, der ligger i Carey Mulligans karakter. Det vender jeg tilbage til.
En modig casting
Kontor-fyren Brandon lever en ensom tilværelse fyldt med kvinder og porno. Livet centrerer sig om sengen, som han vandrer rundt om i montager, der udgør monotone dage. De starter med et vækkeur, et bad og slutter med en ny kvinde. Indimellem Brandons slukkede øjne og hans lidende, søgende ansigtsudtryk.
De fleste moderne mennesker ved, at det kan være hårdt for sjælen at være intim med en komplet fremmed. Brandons sjæl er strakt til det yderste, dirrende, tæt på at sprænge. Alligevel fortsætter han manisk.
Brandon spilles af Michael Fassbender, en af klodens smukkeste mænd. Det er troværdigt, når kvinder, der tilfældigt støder på ham i metroen, vil have sex med ham. Men det er lige så lidelsesfyldt, som det er liderligt, fordi han står så alene i verden.
Som om Brandons tidligste erfaring med kærlighed ligger et sted i hans barndom som en advarsel om aldrig at opsøge den igen i sin rene form. Og erstatningen – den tilfældige sex – vil han aldrig sidenhen få nok af.
Det er modigt af Steve McQueen at caste et så tiltrækkende menneske i en film om grusom sexafhængighed, om ødelagte sjæle i smukke kroppe. Det kræver meget af sit publikum, men effekten kan være afsindigt sympatisk.
At man forføres af ’Shame’, gør filmen desto mere effektfuld, da den afsluttende sexscene mellem Fassbender og to kvinder er filmet i smukt, gyldent lys, pænt og afsindigt liderligt. Men netop liderligheden bliver en længsel, der aldrig finder ro eller egentlig udløsning.
Man væmmes ved liderligheden, trættes af den, af sig selv og sin banale opstemthed.
Den afgørende puslespilsbrik
Brandons misbrugsrytme bliver afbrudt af opkald fra søsteren Sissy (Carey Mulligan), vel sagtens det eneste menneske i verden, der elsker ham. Hun har igen en forlist relation bag sig, og pludselig sover hun på Brandons sofa, hjemløs, med stribede selvskadearme, en quirky vintagehat og sprudlende søsterlatter.
Carey Mulligan mestrer det dybe, detaljerede spil. Hendes figurer har altid haft en særlig følsomhed og sensitivitet, en helstøbthed. Hun har evnen til at give sine karakterer en underbevidsthed, en mærkelig drivkraft, der ligger skjult for dem selv.
Sissys hjerte er i tusind stykker, men Mulligan giver hende en næsten barnlig livskraft og legesyge, et vink med en afsindigt elegant vognstang til hele filmens undertekst.
Det er den kolossale styrke i castingen af Mulligan til ’Shame’, fordi hun netop evner som få andre – eller ingen anden – at tilføje så dybe lag i sit karakterarbejde, at en barndom, der stort set ikke tales om, bliver central i hele filmen.
Carey Mulligan er ikke bare god eller stjæler scenerne i ’Shame’. Hendes følsomme karakterarbejde passer perfekt ind i hele filmen som den afgørende puslespilsbrik, der får hele billedet til at hænge sammen. Uden hende og den søde, så irritable, helt autentiske søskendeenergi mellem hende og Fassbender havde ’Shame’ ikke været et mesterværk om den rædsomme barndoms indvirkning på det voksne menneskes følelsesliv, men mere en film om en smuk mand, der knalder, bliver trist og så gør det igen.
At kalde Mulligans præstation i ’Shame’ for overset, er måske at strække den. Hun blev nomineret til flere priser, men hun står i skyggen af samarbejdet mellem Fassbender og McQueen, der strækker sig over kæmpefilm som ’Hunger’ og ’12 Years a Slave’. Samarbejdet var med til at katapultere deres filmkarrierer, og mange ser derfor kunstnerisk bromance og alt for lidt storslået Mulligan, der generelt forbindes mere med sine roller i film som ’An Education’, ’Promising Young Woman’ og senest ’Maestro’.
Håbefuldt incestmotiv
Carey Mulligans arbejde i ’Shame’ er et prima eksempel på, at birollefiguren er lige så væsentligt som hovedrollen, når man caster. Hun er selve nøglen og forklaringen på hele fortællingen.
Sissy insisterer næsten på at blive elsket af kronisk ensomme Brandon. Hun er kaotisk, fylder for meget, brager ind, mens han onanerer. I en nøglescene, hvor hun synger en nedjazzet version af Frank Sinatras ellers så håbefulde ’New York, New York’, græder Brandon, for Sissy (og ham selv med) er knust som en Lykke-Per, der nok har haft heldet med sig, men som må trækkes med en barndom, der hele tiden spænder ben for dem.
Der ligger en mærkelig respekt i filmen for kvinden og hendes krop, særligt når man tænker på, at ’Shame’ handler om en sexafhængig, heteroseksuel mand, der har et reelt misbrug af sexarbejdere og webcam-girls.
Carey Mulligans Sissy er ustandseligt nøgen eller iklædt gennemsigtigt nattøj. Man frygter hele tiden, det skal tænde broren, sætte gang i sexafhængighedens rædsomme tvangstanke og skammen over sådan at være lænket til sin krop og sit eget begær.
Samtidig er der et lag af uskyldig intimitet mellem dem, som mellem små søskende, der bader sammen på stranden. Det strømmer alt sammen fra Mulligans generøse spil, som stod selve Sissy-karakterens væsen som en støtte for, at kærligheden findes i ’Shames’ kolde, blåmelerede univers.
Og der er derfor også noget underligt håbefuldt i filmens incestmotiv.
New York Times’ A.O. Scott citerer i sin anmeldelse af ’Shame’ Shakespeares 129 sonade om den konstante, indre ulmen. På dansk lyder det: »Men dog staar ingen fast mod denne Himmel, som til et Helved leder Verdens Vrimmel«.
Filmen igennem bliver begærets helvede mere og mere udpenslet. Men Mulligan argumenterer med sit spil for, at kærligheden trods alt er størst.
Spørgsmålet er bare, om man evner den.
’Shame’ kan ses på Filmstriben, Max, Blockbuster og Grand Hjemmebio.