STJERNERNES GLEMTE GULD. På samme måde som Daniel Radcliffe er synonym med Harry Potter, Mark Hamill med Luke Skywalker og Elijah Wood med Frodo, vil de fleste selvfølgelig også instinktivt tænke på James Bond, når navnet Daniel Craig bliver nævnt.
Det er både en gave og en forbandelse at være så god i en rolle, at man af otte milliarder mennesker (plus-minus) bliver identificeret derefter.
Men ligesom både Radcliffe, Hamill og Wood har kunnet sole sig i forholdsvis lukrative post-ikoniske roller, har Daniel Craig da også gjort sit for at træde ud af 007-skyggen. Her kan vi tælle roller som Tuvia Bielski i Anden Verdenskrig-dramaet ’Defiance’, Mikael Blomkvist i filmatiseringen af Stieg Larsson-krimien ’The Girl with the Dragon Tattoo’, Benoit Blanc i Rian Johnsons innovative ’Knives Out’-film og, selvfølgelig, ukrediteret stormtrooper i ’The Force Awakens’.
Men som sine 007-forgængere – Connery, Lazenby, Moore, Dalton og Brosnan – er det svært at forestille sig en nekrolog, hvis hovedfokus ikke bliver den globetrottende MI6-agent. Og der er ingen tvivl om, at det forhold lå Craig utroligt meget på sinde, da han for 20 år siden omsider takkede ja til Bond.
Der florerer mange historier om, hvorvidt han overhovedet følte sig i stand til at leve op til rollen, og hvorvidt han egentlig ønskede den stjernestatus, ’Casino Royale’ utvivlsomt ville udmunde i, men ikke desto mindre endte han med at blive denne generations Bond.
Grunden til, at han overhovedet kom så langt (ud over at han akkurat slog Henry Cavill i castingprocessen), er en helt særlig film. En film, der fungerede som en slags proto-Bond-film. Eller en enormt dyr screen test, om man vil.
Hæsblæsende rutsjebanetur
I ’Layer Cake’ fra 2004 spiller Craig rollen som den 29-årige cokedealer XXXX (forfatteren til det litterære forlæg, J.J. Connolly, brugte egentlig bare navnet som stedfortræder, indtil han kunne finde på noget bedre, men den dag oprandt åbenbart aldrig), der planlægger at trække sig tilbage, mens legen stadig er god.
Men et par svært komplicerede opgaver på falderebet, udstedt af mafiosoen Jimmy, truer med at sætte en kæp i hjulet på XXXX’s førtidspension, og inden han ved af det, er han viklet ind i Londons korrupte spind i en grad, der bestemt ikke stemmer overens med hans FIRE-forhåbninger.
Filmen er en hæsblæsende rutsjebanetur gennem en skyggefuld underverden, som Dar Salim kun tør drømme om. Det er instruktør Matthew Vaughns debut – han skulle senere lave ’Kick-Ass’ og ’Kingsman’ – da han kom med på et afbud, efter Guy Ritchie måtte bakke ud til fordel for Jason Statham-floppet ’Revolver’.
Man er dog ikke i tvivl om, hvorfor Ritchie var draget af projektet (højoktan gangsterdrama, der leger med tid, forventninger og fortællestil), og man kan snildt forestille sig, at Vaughn forsøgte at immitere ’Snatch’-instruktørens stil.
Omkring sig har Craig et imponerende galleri af skuespillere: Tom Hardy som sidekicket Clarkie, Michael Gambon som final bossen Eddie Temple, Sienna Miller som femme fatalen Tammy, George Harris som håndlangeren Morty, Colm Meaney som den gavede gangster Gene og Ben Whishaw (der senere skulle spille den forholdsvis gadget-løse Q til Craigs Bond) som proxy-forbryderen Sidney.
Tager man højde for, hvor stor talentmassen involveret i ’Layer Cake’ er, og hvor vellykket en film det er, er det mig en gåde, at den ikke bliver omtalt side om side med tilsvarende højtestimerede mesterværker såsom ’Lock, Stock, and Two Smoking Barrels’, ’Heat’, ’Training Day’ og ’GoodFellas’.
Perfekt timet audition
I fanfiction-verdenen er der en vis iver for at udpege Michael Bay-filmen ’The Rock’ som en slags epilog til Sean Connerys James Bond (Connery spiller den tidligere indsatte John Mason, der skal hjælpe Stanely Goodspeed med at bryde ind i Alcatraz), og hvis den slags fabulering er tilladt, så vil jeg vove at kalde ’Layer Cake’ for prologen til Daniel Craigs James Bond.
XXXX er en karakter, der værdsætter en god, langsigtet plan, men ofte ender med at padle rundt i alt for dybt vand, alt imens han, iført et Saville Row-jakkesæt, emmer af iskold, britisk, kvasi-aristokratisk kynisme og overskud.
Han er som regel to til tre skridt bagud, men lærer undervejs at tage sin skæbne i egne hænder og slå, før han selv bliver slået. På mange måder er ’Layer Cake’ en slags oplæring, der kommer forud for en MI6-rekruttering, og man skal virkelig gøre sig umage for ikke at se, hvad Bond-producer Barbara Broccoli og resten af Eon Productions så i Daniel Craig, da filmen fik premiere 1. oktober 2004 – især når man husker på, at det var et Bond-reboot, de havde i tankerne på daværende tidspunkt.
Sol, måne og stjerner stod i høj grad i ascendanten, da Craigs blåøjede, men stålsatte XXXX førte sig frem over alverdens hvide lærreder og præsterede en af filmhistoriens bedst-timede auditions.
Det kan godt fremstå, som om jeg bagatelliserer selve filmen ’Layer Cake’, når fokus ligger så heftigt på, hvordan den agerede karrierekomet for Craig, men det er bestemt ikke intentionen. Der er noget råt og ligetil ved ’Layer Cake’, som gør den ekstremt medrivende.
Man sidder ikke og løser komplicerede algoritmer og trækker røde stoftråde fra ét spor til et andet undervejs, man er bare fanget i XXXX’s kafkaske mareridt i små to timer, mens han gradvist forsøger at få hovedet oven vande.
’Layer Cake’ er en overset perle, der er værd at se og værd at tale om. For den gav os ikke bare den næstbedste Bond-skuespiller nogensinde, den gav os også 105 intense minutters underholdning i Londons fængslende underverden.
’Layer Cake’ kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV.