STJERNERNES GLEMTE GULD. Denne anonyme anmeldelse af Jim Jarmusch’ ’Paterson’ med Adam Driver fra 2016 er lige så kynisk, som den er korrekt:
»En buschauffør, der hedder Paterson, kører en bus i en by, der hedder Paterson (no joke). Han bor med en arbejdsløs kone, der maler sort/hvid design på alt, der ikke bevæger sig. Paterson står op, går på arbejde, skriver poesi i en notesbog. Vi kigger. Konen køber en dyr guitar, fordi hun vil være country-sanger. Hun laver også cupcakes. I øvrigt er der en hund, der hedder Marvin«.
»I slutningen dukker en japansk mand op og siger noget klogt. Da rulleteksterne kørte, var tændstikkerne permanent indgroet under mine øjenlåg. Hvad der lød som en klapsalve, steg pludseligt fra en enkelt sektion af det sølle biografpublikum, bortset fra at det ikke var en klapsalve. Det var en kvinde, der gav sin mand lussinger for at få ham til at vågne op«.
’Paterson’ er nemlig en kedelig film.
Jeg elsker kedelige film, og jeg er begyndt at kede mig ved de opsigtsvækkende. Når John Wick dræber håndlanger nummer 243 med sin ninja-seje pistol-kung-fu, er jeg tæt på en hvilepuls, der berettiger indlæggelse til lægefaglig genoplivning.
Adam Driver tog den uanseelige rolle året efter hans verdensomspændende Star Wars-gennembrud med ’The Force Awakens’ fra 2015. Jim Jarmusch instruerede filmen efter vampyrelegien ‘Only Lovers Left Alive’, der kun akkurat tjente sig selv hjem. ’Paterson’ fik Cannes-premiere og gode anmeldelser, men blev hverken et hit eller en fiasko.
Imidlertid gemmer den på en af Drivers bedste præstationer.
En underlig kønsforskel
Adam Drivers pragtstykke forsvandt dog ikke kun i filmhistoriens annaler, fordi den blev begravet mellem franchises og stjerneroller. Den står også i modstrid til de konventionelle parametre for god skuespilkunst – særligt når det gælder mænd.
Priserne til bedste mandlige skuespiller tilfalder oftest inkarnationer af figurer, der er mere end mennesker og larger than life, fordi den følelsesmæssige spændvidde kan få lov at blomstre og sitre i yderlighederne af den menneskelige tilstand.
Det teatralske ‘mere’ er således altid et hit hos Oscar-komiteen: Jack Nicholsons enigmatiske vanvid i ‘Gøgereden’, Robert De Niros utilregnelighed i ‘Raging Bull’, Anthony Hopkins’ knivskarpe koldblodighed fra ‘Silence of the Lambs’, Leonardo DiCaprios maniske overlevelseskamp i ‘The Revenant’, Joaquin Phoenix’ mistrøstige galskab i ‘Joker.’
Selv når bimmelim-effekten trækkes ud af ligningen, er de fremhævede glansroller stadig fulde af storhed, som repræsentationer af historiske skikkelser: Ben Kingsleys Gandhi i filmen af samme navn vandt ham en Oscar i 1982, Philip Seymour Hoffmans Truman Capote tog æren i 2005, Colin Firths Kong George VI hev prisen hjem i 2010, Daniel Day-Lewis’ Lincoln gjorde det i 2012 og Gary Oldmans Churchill i 2017. Man kan selv finde på flere eksempler.
De kvindelige skuespillere synes omvendt at blive mere velsignede for portrætter af den introverte heroisme, der afføder en mere afdæmpet og dimensioneret fremtræden, som minder mere om almindelige mennesker. Brie Larson i ‘Room’, Kate Winslet i ‘The Reader’, Hilary Swank i ‘Million Dollar Baby’ eller Frances McDormand i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.
Hvad man skal udlede af dén kønsforskel, kræver sin helt egen artikel. Men Adam Drivers Paterson er i alle fald en sjældent nedtonet skuespilpræstation, der påkalder sig interesse, fordi den adskiller sig fra det spektakulære.
Den adskiller sig samtidig fra hans naturtalent. Adam Driver er ekstremt dygtig til at eksplodere. Hans udbryderrolle som Kylo Ren havde raseriet som hjørnesten. Det tragiske forspil til klimakset i Noah Baumbachs ‘Marriage Story’ finder sted inde i Driver og forløses igennem hans tordnende afmagt, og i ‘BlackKKKlansman’ viste han en fortrinlig evne til at inkarnere utilsløret had. Måske eksploderer Driver så effektivt og relaterbart, fordi han forstår forspillet før braget, den forseglede kernekraft, som må frisættes eller tæmmes.
Patersons styrke er ikke kun den hverdagspoetiske Søren Kierkegaard-aura af gentagelsens mulighed og andre essentielle – men også småkedelige – betragtninger om menneskets eksistensvilkår. Filmen bærer på et traume, der dvæler under overfladen, og det er netop her, Drivers skuespil brillerer. Ikke i de vanlige flammer, men gennem en indestængt forsigtighed.
De små sprækker i rustningen
Vi får aldrig rigtigt noget at vide om Patersons baggrund. Filmen er anti-dramaturgisk i sin mangel på point of no return. Jeg sad selv – trænet af den amerikanske drejebog – og forventede et sammenbrud, et opgør eller en afvigelse fra den første akts passive rammesætning.
Måske viser det sig, at Patersons søde multikunstner-kone i virkeligheden er en svigefuld elsker? Næh. Måske er der nogen i deres omgangskreds, der begår selvmord? Nej. Bliver hunden kørt over? Heller ikke. Men er Paterson så i det mindste ikke en hemmelig agent, der er gået undercover som buschauffør for at nedfælde sig byens infrastrukturelle svagheder med henblik på et organiseret terrorangreb? Niks + No más.
’Paterson’s store overraskelse er manglen på den store overraskelse.
Alligevel er der enkelte momenter, små uanseelige sprækker i Patersons rustning, som vidner om en konfliktfyldt fortid – formentlig i militæret. Det bliver aldrig helt forklaret. Det er ikke nødvendigt. Drivers skuespil formår at vise eksistensen af det fortrængte, uden at traumet træder frem som sig selv.
Paterson skriver digte (gode digte) og oplæsningen af dem – som de konstrueres, bid for bid – er en stor del af filmen. Man mærker, uden at få det direkte fortalt, at Paterson ønsker et opbyggeligt alternativ til en destruktiv fortid. At han har behov for at dvæle ved livets små detaljer, verdens sagte poesi, fordi han allerede har oplevet dens grusomhed.
Drivers rolle er måske ikke iøjefaldende for et publikum, der er vant til glorificeringen af storhed, som lovpriser handlekraft og megaloman magnetisme.
Det er en stille pragtpræstation, der minder os om livet, som det er, for det meste: kedeligt og fortryllet. Bemærkelsesværdigt ubemærkelsesværdigt. Det fortjener en afdæmpet fanfare.
’Paterson’ kan ses på Filmstriben, Pluto TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay.