STJERNERNES GLEMTE GULD. I 2000 ønskede jeg mig guldfarvede mules og en kort natkjole i satin.
Jeg forestillede mig, at det ville gøre mig til en rødblond version af Sidse Babett Knudsen og hendes besnærende Sus fra monsterhittet ’Den eneste ene’, og at også jeg derfor ville blive omsværmet af Thomas Helmig-sange og smukke italienere.
Jeg fik hverken satin eller italiener. Nogen (læs: min mor) mente åbenbart ikke, at det var passende fødselsdagsgaver til eller påklædning for en syvårig. Hun mente i øvrigt heller ikke, at jeg skulle fortsætte mit daglige bingeri af Susanne Biers danske kærlighedskomedie for voksne. Der blev jo sagt »fuck, fuck«, påkørt damer i lange cardigans og knaldet opad papkasser indeholdende køkkenlåger i rød højglans.
Overbevist om, at en vhs om tragisk faderdød og (mangelfuld) hår i et barneskridt var mere behørig, forærede hun mig i stedet den priste coming af age-musical ’Mirakel’ – hvilket faktisk var en ganske udmærket gave.
For Kim Fupz Aakeson-fortællingen om den 12-årige storbander Dennis P skulle vise sig at være en skidesjov børneperle fuld af bangers og ’Strickly Ballroom’-vibes – og et livsklogt eskapismeværk, hvis farverige legesyge på fineste vis sammensmelter virkelighed og fantasi.
Men vigtigst af alt havde også denne film mit girlcrush Sidse Babett Knudsen på plakaten.
Et skrøbeligt portræt af en alenemor
Jo jo, det var/er rigtigt nok svært – hvis ikke umuligt – at overskinne førnævnte ikoniske rolle som den dødcharmerende satinbærer og Sonny-boy-lover.
Men i ’Mirakel’-samarbejdet med instruktøren Natacha Arthy – med hvem skuespilleren tidligere havde lavet den musikalske serie ’Drengen de kaldte kylling’– leverede hun en fuldstændig vidunderlig og underligt overset stjernepræstation.
Med sin velkendte humor og gennemborende nerve – kvaliteter, der blev landskendt efter gennembrudsfilmen ’Let’s Get Lost’ – flekser den sprødstemmede skuespiller nemlig nogle af sine bedste sider, når hun som overdramatisk mor med telenovela-energi og en uheldigt klippet frisure stjæler scener og besværliggør tilværelsen for en lille skater med baggy jeans.
Dennis P har det nu ellers slemt nok i forvejen. Stående på tærsklen til puberteten struggler han med ungdommens store spørgsmål og sydende frygt. Frygt for regnestykker, kropslig underudvikling, og at klassens bella donna, Karen Elise – det kan man nemlig sagtens hedde – render med hans bedste og blåhårede ven, Mick.
Ramt af sådanne preteen-frustrationer opretter han en dag forbindelse til ingen ringere end Gud, og pludselig fremtræder en hvidklædt engel med hang til strithår og elektrisk guitar. Den hellige budbringer ligner og lyder til forveksling som hovedkarakterens afdøde far, der var idiotisk nok til at skvatte ned fra et tag, fremragende spillet af en typecastet Thomas Bo Larsen. Og i en faderkærlig handling fra det hinsides får Y2K-drengen pludselig magiske kræfter.
Med dem kan han få hår til at vokse, kærlighed til at gro og transformere en snoldet ghettoblaster til et voldsomt anlæg.
Det nye smarte udstyr må dog ikke rigtigt tændes. Mor-Mona mener nemlig, at »Rock ’n råwl« er satans og de skruppelløses værk, hvilket hun flere gange skriger ind i hovederne på forsvarsløse børn. Det gør hun tit. Skriger og skideballer den, altså. Og sønnike må dagligt lægge øre til klagefulde (og sommetider usandsynlige) katastrofetanker om umotiveret knivstikkeri og anstødelig opførelse fra piger i rullekraver til sodavandsfester.
Ja, hun er i sandhed møgirriterende – og virkelig underholdende. Men damen i de lortebrune farver er ligeledes utroligt sårbar og rørende. I langsomme billeder ryger hun smøger under emhætter og danser inderligt til lyden af minder, og med brede penselstrøg og med sans for det tungsindige males der (midt i al latteren) et skrøbeligt portræt af en sorgfuld enke og alenemor.
Temperament, charme, humor
Et sådant nuanceret karakterarbejde er et af Sidse Babett Knudsens varemærker, og det har hun sidenhen vist og gentaget i alt fra gangsterfamiliedramaet ’Kød & blod’ til den verdenskendte ’Borgen’-rolle. Nuancerne er dog særligt bemærkelsesværdige – og tydelige – hos Mona-skikkelsen.
Pludselig kommer dagen nemlig, hvor Dennis P også ’opgraderer’ sin mor, og på et trylleslag går hun fra en Vesterbro’sk og ringere klædt udgave af ’Matador’s Violet Winther til en pinup-milf, der opfordrer sin 12-årige søn til at se porno og stikke 50-kronesedler op i røven.
Som en udklædningsleg på speed og gule kings er ’Mirakel’ derfor det farverige rum, hvor Sidse Babett Knudsen både ses med en livlig cowboyhat, med en melankolsk slåbrok, i en selvynkende migræneseng og i en syngende blå pageparyk omgivet af dansere og morgenmadsprodukter. Elskværdig, skrækkelig og dybt betagende.
For med filmens magiske lag og skæve musicalelementer har skuespilleren kunnet forstørre sine allerede store armbevægelser og endnu større tæft for det facetterede, og hun er således ikke blot nået helt ud i afkrogene af en kvindefigur, men også af eget glorværdige (kontrast)spil.
Det hele tilpas overgjort og umådeligt gennemført. Sidse Babett Knudsen har nemlig alle dage været en skuespiller i vaskeægte særklasse. Med eminent talent tilsat noget je ne sais quoi drager og smelter hun ind- og udenlandske hjerter, hvad end det er i ’Westworld’, i en video, hvor hun starstrucker over Gary fucking Oldman eller i den/det sommetider glemte ’Mirakel’.
Ikke så underligt, at jeg gerne ville være en version af hende, vel?
Det blev jeg dog desværre aldrig. Muligvis fordi det kun er once in a blue moon, at der fødes en kunstner, hos hvem iltert temperament kan forenes uimodståelig charme og humoristisk overlegenhed.
Eller også er det bare, fordi min mor aldrig gav mig den der satinkjole og de guldfarvede mules.
Pissetak.
’Mirakel’ kan ses på SF Anytime og YouTube Movies.