Det er blevet en populær trend, at den sociale filmplatform Letterboxd fanger kendte filmpersonligheder på den røde løber og beder dem om at vælge deres fire favoritfilm – de såkaldte four favourites, som man placerer på forsiden af sin Letterboxd-profil.
Ved premieren på den biografaktuelle ’Alien: Romulus’ blev det Ridley Scotts tur.
Den garvede instruktør lægger ud med ’2001: A Space Odyssey’ og ’Star Wars’, to »skelsættende« film, som havde indflydelse på tilblivelsen af ’Alien’.
Scott forklarer faktisk, at efter at have set ’Star Wars’ var han deprimeret i tre måneder, fordi George Lucas’ mesterværk havde slået ham så meget bagover. Han havde selv et projekt i støbeskeen, som han endte med at droppe, og i stedet greb han hurtigt chancen for at instruere ’Alien’.
Scotts næste favorit vidner ikke om mangel på selvtillid. Det er nemlig hans egen film ’Blade Runner’, fordi den har »sat tempoet for mange mange ting«. Storværket fra 1982 har haft markant indflydelse på sci-fi-genren og fik en efterfølger i 2017 med en af nutidens største sci-fi-instruktører, Denis Villeneuve, i instruktørstolen.
Endelig vælger den 86-årige brite Jean-Jaques Annauds ’Quest for Fire’, et præhistorisk eventyr fra 1981, hvor tre mænd fra en stamme udforsker en kilde til ild.
Scott har været med til at producere den nye ’Alien: Romulus’, og er snart igen aktuel som instruktør på den længe ventede ’Gladiator II’, som får dansk premiere 14. november.