’Alien: Romulus’: Loyal spinoff muterer til ubønhørligt kvalmende yderligheder
Omkring årtusindeskiftet syntes ’Alien’-franchisen nok stendød (eller i hvert fald i en dyb, dyb kryosøvn), efter David Fincher og Jean-Pierre Jeunets ujævne forsøg med henholdsvis ’Alien 3’ og ’Alien Resurrection’ på at føre sci-fi-universet omkring Ripley og de slimede rummonstre videre.
Der skal dog mere til at slå potentielt pengeindbringende IP ihjel i Hollywood, og ’Alien’-franchisen har vist sig næsten lige så sejlivet som de utrættelige xenomorphs.
I 2010’erne lykkedes Ridley Scott faktisk overraskende godt med ikke bare at få ’Alien’-universet tilbage på ret køl, men også udvide det med de to prequels ’Prometheus’ og ’Alien: Covenant’. Særligt interessant var førstnævnte, som præsenterede en dyster oprindelseshistorie for både rumvæsnerne, menneskeheden og begges skabere.
Med ’Alien: Romulus’, nyeste og syvende indslag i filmserien, har Scott givet tøjlerne videre (imens han selv bygger videre på en anden af sine filmklassikere, ’Gladiator’) til den 40 år yngre kollega Fede Alvarez, der tydeligvis er fan af forlægget fra 1979.
Den uruguayanske instruktør trækker med ’Alien: Romulus’ således i høj grad på Scotts klaustrofobiske sci-fi-klassiker, som går godt i spænd med Alvarez’ egen erfaring med horror-genren, herunder den roste invasionsgyser ’Don’t Breathe’.
’Alien: Romulus’ foregår i 2142, altså 20 år efter ’Alien’ og 37 år før James Camerons actionpakkede efterfølger, ’Aliens’.
Ligesom i resten af filmserien er den egentlige skurk terraforming– og forskningsfirmaet Weyland-Yutani, der finansierer rumrejser og eksperimenterer med de drabelige xenomorphs i en hybris-klingende søgen efter evigt liv.
Filmen åbner ved en minekoloni, som selskabet driver med hård og undertrykkende hånd. I den dystopiske arbejdslejr, som aldrig ser et eneste glimt sollys, dør indbyggerne på stribe af slavelignende forhold, som Weyland-Yutani undskylder med falske løfter om en bedre fremtid.
De opslidende tilstande får en gruppe unge hovedpersoner – med Hollywood-kometen Cailee Spaeny fra ’Priscilla’ og ’Civil War’ i front for det talentfulde skuespillerensemble – til at planlægge en risikabel flugtaktion. De vil flyve til den bedre stillede planet Yvaga ved hjælp af et forladt, ældre rumfartøj, som er i kredsløb om deres planetariske minekoloni.
Men rumskibet gemmer naturligvis på ubehagelige overraskelser – dog mest overraskende for karaktererne. Som publikum kan vi jo godt regne ud, at de ureglementerede astronauter kommer til at møde de ikoniske parasitrumvæsner fra tidligere film.
’Alien: Romulus’ fungerer som en trofast hyldest til originalmaterialet. Den fremstår faktisk mere stilistisk loyal over for ’Alien’, end Ridley Scotts egne prequels var det.
For eksempel er rumskibets 70’er-retro tv-skærme med skrattende, vhs-lignende videoforbindelser som taget ud af ’Alien’. Totalskuddene fra det uendelige rum er selvfølgelig lidt mere teknisk raffineret udført, men bibeholder samme stemning og stil som forlægget. Og selve rumvæsnerne ligner langt hen ad vejen også sig selv, legemliggjort med velfungerende og mestendels praktiske effekter.
Alvarez og medmanusforfatter Rodo Sayague tager også pastichen lidt for langt. En ikke særligt elegant genskabelse af en afdød skuespiller fra den originale film føles unødvendig, og fortællingens forbindelse til Ripleys originale rummission fremstår overforklaret. Det er velkendte sygdomme, som en del prequel-film desværre lider under.
Det overbevisende udførte anslag på koloniplaneten er en langt mere interessant tilføjelse til den samlede sci-fi-fortælling. Her føjer Alvarez yderligere dybde til dystopien – for hvor deprimerende er det ikke lige at fundere over, at kolonimissioner fra tidligere film formentlig ville have ledt til mørke arbejdslejre som denne?
I sidste tredjedel giver ’Alien: Romulus’ heldigvis mere slip på pastichen, i takt med at spændingen hæves et ekstra gear, og instruktørens overbevisende evner som gyser- og actioninstruktør kommer virkelig til udtryk.
Veldrejede tyngdekrafttricks giver et frydefuldt sug i maven, og bodyhorror-scenerne muterer til ubønhørligt kvalmende yderligheder, der efterfølgende er svære at vaske af nethinden.
Afslutningen er faktisk så medrivende, at jeg – trods en vis modvilje mod Hollywood-maskinens endeløse spinoff-spekulationer – allerede glæder mig til næste potentielle film i ’Alien’-universet.
Kort sagt:
’Alien: Romulus’ er en stilistisk trofast hyldest til Ridley Scotts originale sci-fi-klassiker. Heldigvis giver instruktør Fede Alvarez også slip på pastichen i et umanerligt medrivende og ubønhørligt kvalmende klimaks.