INTERVIEW. Det er efterhånden en del år, siden jeg var her sidst.
Egentlig er det meget passende, at pressevisningen på Jonas Risvigs debutfilm ‘Kontra’ foregår her i den endnu neonfarvede Palads Biograf, hvor børne- og ungdomsfilm i årtier har lokket horder af biografgængere ind i de bløde sæder med tungeslaskere gennem togskinner på kysserækken og raslende slikposer og sodavand i små fedtede hænder.
Indretningen anno 2024 er moden og beige med blød belysning, men slikbutikken er stadig åben og ligner sig selv, og den brændte duft af poppede popcorn hænger fortsat i luften sammen med minderne fra min egen spæde ungdom i den ikoniske biograf.
Dengang syntes ungdommens uskyld stadig rimelig intakt. I dag er præstationsræs, hierarkiske systemer, berygtede puttemiddage og generel mistrivsel efter sigende blevet en del af dagligdagen på landets gymnasier.
En urealistisk oplevelse
Med ungdomsserier som ‘Salsa’, ‘Drenge’, ‘Grænser’ og ‘Centrum’ i rygsækken er Jonas Risvig med den biografaktuelle spillefilm ‘Kontra’ endnu engang dykket ned i den danske ungdom – denne gang i det glamourøse og sagnomspundne Nordsjælland.
Det er i den anledning, at de to unge skuespildebutanter Andrea Hjejle og Anna Lehrmann toner frem på min computerskærm til et Google Meet nogle dage efter pressevisningen i Palads.
Tiden har været knap på det seneste for de to eftertragtede stjernefrø med premieren og skoleundervisning samtidig. Det er da også dagen derpå for de to. Da jeg fanger dem, er det mindre end et døgn, siden de skridtede op ad den røde løber sammen med diverse danske kendisser til deres allerførste gallapremiere på ‘Kontra’, i hvilken de spiller hovedrollerne som gymnasiepigerne Fanny og Lilja.
‘Kontra’ handler om Fanny, som starter på et nyt gymnasium i et af landets mest privilegerede områder. Her støder hun hurtigt frontalt ind i gymnasiets hierarkier og pigekliker. Men i den udstødte Lilja finder hun en allieret, og sammen forsøger de at finde deres egen vej i et landskab af eksklusive fester, psykiske udfordringer og nye flirts.
Premieren beskriver Anna Lehrmann og Andrea Hjejle som »en syret urealistisk og overvældende, men så fed oplevelse«. En oplevelse, der nok ikke er blevet mindre syret af, at de to skuespiltalenter nærmest er snublet tilfældigt ind på det store lærred.
Fra udkanten af et self-tape til hovedrolle
»Jeg har aldrig spillet skuespil før og har egentlig aldrig overvejet det«, begynder Lehrmann.
»Det var Jonas, der kontaktede mig. Han fandt mig, fordi hans 8. klasses praktikant, som var meget stille og bare gik lidt rundt og passede sig selv i en uge, sagde sådan lidt på vej ud ad døren, at hun fulgte en på Trendsales, og at det kunne være hende, han ledte efter. For han havde ledt efter Lilja-karakteren i lang tid. Jonas skrev til mig på Instagram – hvilket han ellers ikke er meget for – om jeg havde overvejet at spille skuespil, og det havde jeg ikke og var ikke helt overbevist, men han spurgte, om jeg ikke ville komme til casting, og det var der, jeg mødte Andrea, og så havde vi bare utrolig god kemi. Jeg tror, at Jonas havde en helt specifik idé oppe i hovedet om, hvordan han ville have, at hans hovedpersoner skulle se ud, og så tror jeg bare, jeg opfyldte de krav«.
Hjejle: »Det var heller ikke noget, jeg selv søgte eller drømte om. Min familie er meget kreativ og laver alle mulige ting, mens de er gymnasielærere, og min far arbejder med bæredygtighed. Min mor er tidligere musiker, og jeg har altid haft en tanke om, at jeg måske gerne vil arbejde med noget kunstnerisk i min fremtid, men jeg har aldrig overvejet skuespil«.
»En dag spurgte min veninde mig, om jeg havde lyst til at være med på et self-tape, som hun skulle sende ind til Jette (caster Jette Tolstrup, red.), så jeg sad helt ude i hjørnet af videoen på sådan en kaffebar med min kop te og læste replikker op fra min telefon over for hende. Og så skrev Jette til min veninde: Tusind tak, fordi du sendte en video ind. Hvem er din veninde, du spiller over for? Så kom jeg ind til en casting, hvor jeg spillede over for en af Jonas’ tidligere medvirkende, og videre til den næste casting, hvor jeg skulle spille over for forskellige. Sidst på dagen havde vi været igennem ti piger, og så trådte Anna ind og nailede den«.
Jonas Risvig er kendt for at arbejde kollektivt og lade sig inspirere af sine medvirkende og det miljø, han beskæftiger sig med i sine projekter, og jeg kan forstå, at filmen her også tog form, efter I kom på. Hvordan har I været med til at præge filmen?
Lehrmann: »Hvis man skal tage noget helt lavpraktisk, så har alle pigerne deres eget tøj på, som jo gør det ret autentisk. Alle pigerne har stylet sig selv og fundet steder, klubber og sådan noget. Og så har vi sparet utrolig meget med Jonas omkring, hvad vi syntes, var vigtigt at få med. Det er jo nogle sindssygt vigtige budskaber og tematikker som mobning og spiseforstyrrelser. Jeg tror, vi alle sammen var ret afklarede med, at de budskaber skulle være der, men hvordan vi ville få dem frem, var det, vi så snakkede lidt mere om og fandt ud af«.
Et udbredt rygte
Udspringer nogle af filmens emner som spiseforstyrrelser og de her hierarkiske systemer af egne oplevelser, eller har I set eller hørt noget specifikt i jeres egen vennekreds, som I har syntes, var vigtigt at få med?
Lehrmann: »Nu ved jeg ikke, om jeg kan tale så meget ud fra, at jeg har oplevet det selv, men jeg har veninder, der har oplevet det, og det er jo noget, der er virkelig udbredt hos mange unge mennesker. Det der med at miste en, man har tæt på, tror jeg også, de fleste kender nogen, der har prøvet. Budskabet i form af hierarki tror jeg også, vi alle sammen kender til, og det kender jeg personligt også selv til, for det er jo gamle traditioner, så det falder man rimelig hurtigt ind i, når man ender på et gymnasium«.
Hvad med for eksempel det her med at give et blowjob for at komme ind på Arch eller med at klippe i kjolerne, som jeg kan forstå, er en historie, som du har bidraget med, Anna?
Lehrmann: »Det er mig, der er kommet med historien, men det er aldrig noget, der er sket, imens jeg har gået på gymnasiet. Jeg har hørt, at det skulle være sket for mange år siden, men jeg har aldrig nogensinde set eller oplevet det ske«.
Hjejle: »Det er et meget udbredt rygte – jeg har ikke selv gået på gymnasium i Nordsjælland, jeg gik på Christianshavns Gymnasium, men der havde vi også alle sammen hørt de rygter om, at der var blevet klippet kjoler for mange år siden. Så det er sket, men det er ikke noget, der sker længere, heldigvis«.
Lehrmann: »Jeg snakkede faktisk med en til en forpremiere – måske var det i Vejle – som fortalte mig, at de oplevede på deres gymnasium, at der blev klippet kjoler. Så det kan være, det stadig sker«.
Har du, Andrea, oplevet noget af den ballade, vi ser i filmen, på dit gymnasium inde i byen?
»Nej, overhovedet ikke. Jeg har aldrig hørt rygter om, at Christianshavns Gymnasium skulle have haft nogle af de sager, og den mobbekultur, man ser i ‘Kontra’, har jeg aldrig selv oplevet. Jeg havde en podcast på Christianshavns Gymnasium, hvor vi for eksempel snakkede om hierarki på gymnasier, og der er jo hierarki på den måde, at 3.g’erne ved bedst, og derfor er 1.g’erne i den usikre position, fordi de er så nye og skal fungere og prøve at trives. Det skaber en respekt for 3.g’erne, fordi they know the shit-agtigt«.
Mobningen foregår stadig
Anna, du har jo gået på Ordrup Gymnasium, hvor filmen også er optaget, så du repræsenterer det her miljø, som man møder i filmen: Er der ting, som du har kunnet nikke genkendende til?
»Jeg føler, at alle de ting, vi har med i filmen, kommer af en grund, om det så er, fordi man har hørt om det, eller om det er, fordi man har oplevet det. Når Fanny bliver skubbet op mod døren på toilettet, vil jeg sige, at det er taget til det ekstreme, fordi det ser virkelig fedt ud på film, men sådan nogle ting som at kaste en drink efter en pige eller stille onde spørgsmål, når man laver ryg mod ryg (drikkeleg, som dyrkes i filmen, red.), tror jeg, de fleste kan genkende«.
Og hvad med sådan noget som puttemiddage eller sådan noget som at købe sig til et bord på Arch med seksuelle ydelser?
Lehrmann: »At Fanny giver et blowjob til Lauge, tror jeg ikke ville ske. Det er i hvert fald ikke noget, nogen af os har skullet gøre for at få noget«.
Hjejle: »Jeg har heller aldrig oplevet det, men hele den scene med Fanny, der giver et blowjob for at komme ind på Arch, er noget, der sikkert sker, men som vi måske ikke kender til. Det er et godt samtaleemne at tage op, for der er jo nogle, der føler sig presset til ting, som måske kan havne i den situation en dag og se, at det ikke er ok«.
Jeg gik selv på Aurehøj Gymnasium, som måske er et af de knap så berygtede gymnasier i Nordsjælland, men jeg havde venner og bekendte på de andre nordsjællandske gymnasier, og jeg kan huske, at ‘Årets babe’ blev kåret blandt 1.g-pigerne på mit gymnasium, og at der var en leg, hvor nogle udvalgte skulle sprænge balloner to og to i forskellige sexpositioner. Men vildere oplevelser har jeg ikke selv haft eller hørt om fra andre, så hvordan tror I, at alt det her er opstået?
Lehrmann: »Altså sådan noget som ‘Årets babe’ kan jo også skabe en kæmpe konkurrence blandt piger og en vanvittig usikkerhed, fordi man selvfølgelig gerne vil være årets babe, og det kan jo være med til at skabe en spiseforstyrrelse, fordi de der skønhedsidealer fylder så meget på gymnasier«.
Men I har ikke selv oplevet noget af det, som filmen berører?
Hjejle: »Nej, og heldigvis. Men vi har været ude til de der forpremierer, hvor vi har snakket med nogle, der lige har set filmen, hvor der kommer piger op og siger: ‘Hey, gymnasiet i ’Kontra’: Mit!’. Jeg hørte en historie om, hvordan der var et kantinebord på et gymnasium, hvor kun 3.g’erne måtte sidde…«.
Lehrmann: »Det var der også på mit«.
Hjejle: »…og hvis 1. eller 2.g’erne satte sig der, tog 3.g’erne billeder af dem og sendte dem ud på Lectio foran lærerne og skrev grimme beskeder og hang dem fuldstændig ud. Så alt det der hierarkiske og dramatiske og mobning foregår jo stadigvæk, selvom Anna og jeg heldigvis ikke har oplevet det på vores gymnasier«.
Lehrmann: »Jeg har oplevet mange af de der ting på mit gymnasium. Da jeg gik der, var der helt klart nogle af de der fordomsfulde ting, som folk har om Nordsjælland, som var rigtige, men det er ikke så meget noget, jeg selv har været udsat for«.
De relaterer i Esbjerg
Hvordan oplever I selv de overordnede problematikker ved at være ung i dag og den mistrivsel, som bliver beskrevet? Er det noget, I kan genkende?
Hjejle: »Jeg havde det ret godt i gymnasiet, men jeg kunne mere mærke en mistrivsel i form af et pres på mig selv, for i dag som ung skal man bare kunne så meget. Du skal være social hele tiden, du skal være lækker, du skal være sjov, du skal komme til festerne, men du skal også være denne her gode elev og gode datter. Jeg følte ikke noget pres hjemmefra eller fra venner, men man skulle bare kunne finde ud af det«.
»I 2.g gik jeg fuldstændig ned. Jeg pressede mig hele tiden til at gå ud og snakke med folk i frikvartererne og tage til den her fest, selvom jeg intet overskud havde. Der var sikkert noget af det, der var fomo, for det har vi jo alle, men det var mere det der med: Hvis jeg ikke tager til det her nu, bliver jeg så stemplet som en, der ikke vil være social længere?«.
»Efter vi havde filmet (‘Kontra’, red.), valgte jeg i 3.g at holde mig ret meget væk fra det sociale og tage det roligt, og der kan jeg huske, at jeg fik nogle kommentarer fra nogle af mine venner, som var sådan: ‘Er du ok? Du fester slet ikke længere, du drikker heller ikke?’, hvor jeg bare svarede: ‘Ja, jeg har det sgu helt fint. Jeg gider bare ikke følge med i alt det her’. I filmen ser man jo også, at Fanny og Lilja skal kunne følge med for at være søde og have venner og være populære og glade. De to pigers kamp i hele filmen er faktisk, at de bare gerne vil være glade, men der er så meget, så de nærmest ikke kan følge med«.
Der er så den lidt sjove dualitet, at man på den ene side har en meget woke generation, hvor der er plads til alle, og samtidig hører man om de her ekstremt gammeldags dyder, kropsidealer, kvindesyn og hierarkiske systemer, som hersker på gymnasier rundt omkring?
Lehrmann: »Der er hundrede procent stadig nogle af de her gamle traditioner, der bliver vedligeholdt, men vi taler højt om det nu. Førhen har det bare været noget, der skete, og folk har vidst, at det skete, men vi talte ikke højt om det, og det gør vi nu, som jo forhåbentlig kommer til at have en betydning«.
Hjejle: »Jeg tænker også, at ligegyldigt hvor glade og woke vi bliver på forskellige gymnasier, og hvor mange flere regler der kommer til at være, så kommer der jo altid til at være drama. Det er aldrig noget, man kan fjerne, og jeg tror også, det er en del af ungdommen«.
Filmen dykker jo ned i en meget lille procentdel af Danmarks befolkning, så har den overhovedet relevans for alle, eller tror I primært, det er den nordsjællandske ungdom, som kan spejle sig i den?
Lehrmann: »Jeg tror, den har relevans for alle gymnasier i Danmark. Jeg tror bare, at Jonas har syntes, at det har været spændende at arbejde med Nordsjælland, fordi der er alle de her fordomme og rygter om lige præcis Nordsjælland, og tingene er måske sat lidt mere på spidsen der. Men jeg tror, de fleste unge kan relatere til det her på den ene eller den anden måde i deres gymnasietid«.
Andrea: »Ja, denne her film vil ikke kun påvirke Nordsjælland. Når vi har været i Esbjerg og andre byer mega langt væk, står publikum bagefter og siger: ‘Vi kan relatere mega meget til det her’. Piger kommer op til Anna og siger: ‘Hvor spiller du den her spiseforstyrrelse godt, og hvor betyder det meget for mig, at der er en, der kan repræsentere det’, og der kommer folk op til mig og siger: ‘Wow, jeg har haft svært ved at passe ind, og jeg føler mig lidt som Fanny på mit gymnasium, for der sker sgu ikke så meget her’. Altså, det er jo en fuldstændig vigtig film og mega heldigt, at vi har fået lov til at spille to meget vigtige personer og lege med de følelser, for det kommer til at røre alle«.
Løj af frygt for fordomme
Det er ofte Nordsjælland, som er blevet fremhævet og kritiseret i medierne for puttemiddage mm., og en film som ‘Kontra’ kan måske også give indtryk af, at de her problematikker primært udspiller sig blandt rich kids. Men tænker I ikke, at man kan komme til at overse, at det også florerer alle andre steder ved ofte at rette pilen mod Nordsjælland?
Lehrmann: »Jeg tror, det er super vigtigt at huske på, at det er en fiktionsfilm og ikke en dokumentar. Jeg tror, at grunden til, at Jonas har syntes, at det har været fedt at beholde det i Nordsjælland, var præcis, fordi de her fordomme lander i Nordsjælland, men så kan folk, der ikke er fra Nordsjælland, se filmen og sige: ‘Det har vi også prøvet på vores gymnasium’«.
Hjejle: »Jonas har lavet en film om en by, der har enormt mange fordomme. Jeg bor i Hellerup og flyttede hertil, da jeg var lille. Jeg er mega glad for at bo her og synes, her er super hyggeligt, men jeg har også oplevet – på de fem forskellige fem skoler jeg har gået på i byen – at jeg blev mødt af fordomme. I 6. klasse ville nogle piger godt hjem til mig, fordi de troede, jeg boede i et kæmpe hus, og de kom så hjem til mig og havde ikke lyst til at lave en legeaftale med mig efter det, og det forstod jeg slet ikke«.
Lehrmann: »Jeg har ligesom Andrea taget mig selv i at lyve om, hvor jeg bor henne, fordi jeg var bange for, at folk ville have fordomme og tænke: Okay, så er du bare sådan en curling-unge, eller du får det bare serveret på et sølvfad. Jeg har ikke haft lyst til at sige, at jeg bor i Hellerup, fordi jeg følte, at jeg kunne mærke, hvad folk ville tænke«.
Men er det ikke netop nogle af de fordomme, I bliver mødt af, som en film som denne her kan være med til at reproducere? Og kan I blive lidt trætte af, at det altid er de unge i Nordsjælland, som skal have på puklen for de her problematikker, hvis det i lige så høj grad foregår i Jylland og på Vestegnen?
Hjejle: »Så kan vi jo heldigvis stå i front og sige: ‘Vi er ikke så nederen’. Anna og de andre piger, som medvirker i filmen, har haft fantastiske år på deres gymnasier i Nordsjælland«.
Lehrmann: »Det giver jo også noget til filmen. Det er fedt for Jonas at sige, ‘jeg har lavet en film, som handler om de fordomme, der er foregået i Nordsjælland’, for alle kender til Nordsjælland, og folk synes, det er spændende. Men nu er det også vigtigt at huske på, at vi alle sammen spiller en rolle. I Aalborg var der en, der kom op til mig og Nikoline (Nikoline Mejnert Smith, som spiller Kajsa, red.), fordi vi stod og snakkede sammen og grinte, som var sådan: ‘Er I venner i virkeligheden?’. Og selvfølgelig er vi det. Det kan godt være, at det er ting, der sker ude på de forskellige gymnasier, men det er ikke, fordi vi er dem i virkeligheden«.
Hvad håber I, den her film vil være med til at bidrage til?
Lehrmann: »Jeg håber personligt, at den kommer til at sætte noget i gang i folk i forhold til at kunne være bedre til at sige fra og sige nok er nok. At man lægger mærke til små ting i sig selv, hvis ens spisevaner for eksempel lige pludselig har ændret sig, eller man kommer til at sige noget tarveligt til en, og generelt at vi bliver bedre til at være mere opmærksomme på os selv og hinanden«.
Hjejle: »Jeg håber da også, hvis der er nogen, der har det mega svært, at de måske kan gå ind og se filmen og prøve at søge ly hos hinanden, for det er ret vigtigt. Og så håber jeg, at alle problematikkerne bliver til større samtaleemner. Vi har snakket meget om det med Jonas, og han forventer jo, at der kommer en dag, hvor folk vil sige: ‘Hey, nu opfører du dig som en bitch fra ’Kontra’«.
’Kontra’ kan ses i biografen.