’Super/Man: The Christopher Reeve Story’: Man bliver uundgåeligt rørt til tårer af filmen om Superman-stjernens ulykkeshistorie
Som nyhedshistorie havde den alt.
Kendisfaktoren. En uforudsigelig og aparte rideulykke. En skuespiller, der stort set kun var kendt for én eneste rolle. Manden af stål. Superman. Verdenspressen kastede sig sultent over de mange muligheder for perfekt dramatiske overskrifter, der ligger i den usårlige helts ultimative sårbarhed.
Han døde ikke, selvom det var tæt på. Christopher Reeves død ville faktisk have været en mindre historie end ulykken. Hans død ville bestemt have trukket overskrifter, men kun indtil næste dag, hvor der ville ske noget nyt. Alle dør jo. Nej, det var det dramatiske i dødskampen, den hårde skæbne og skismet i symbolet på den usårlige mand, der forvandledes til symbolet på et menneske, når det er allermest sårbart.
Richard Donners ’Superman’ fra 1978 var den første store superheltefilm i blockbusteræraens spæde år. Plakaten lovede os, at vi endelig ville tro på, at et menneske kunne flyve. Anført af John Williams’ brillante musiktema, der er på højde med hans Star Wars- og Indiana Jones-tema, fløj den unge teaterskuespiller Christopher Reeve op i kendissuperligaen.
Det var noget nær perfekt casting. Han lignede den ultimative kliché på en all-american boy med et kæbeparti mejslet i granit, stærk disciplin til at forvandle sin splejsede krop til et muskelbundt og karisma og teatererfaring nok til også at kunne udstråle drenget charme og kejtet nervøsitet som Clark Kent, hvilket er afgørende for menneskeliggørelsen af det uovervindelige rumvæsen fra planeten Krypton.
Portrætdokumentaren ’Super/Man: The Christopher Reeve Story’ handler om ulykken. Og lidt om Superman, om filmens tilblivelse og om venner og familie, der husker tilbage på den livsglade familiefar, eventyrer og levemand. Men mest om ulykken og livet derefter.
I dagene efter ulykken var det usikkert, om der overhovedet ville være noget liv. En ekstremt avanceret, næsten uprøvet operation gjorde kroppen med de smadrede nakke- og ryghvirvler levedygtig trods alle odds.
I ugerne efter ulykken var det usikkert, om der overhovedet var vilje til liv. Hans egen mor ville foretrække at slukke for respiratoren. Men hans kone og børn holdt ved.
I årene efter ulykken var det usikkert, om Christopher Reeve ville finde mening med sin eksistens. Bundet til sengen eller den avancerede kørestol, der også skulle hjælpe ham med at trække vejret.
Jeg fandt mig selv med en tåre i øjenkrogen flere gange. Christopher Reeves børn og venner fortæller rørende om op- og nedturene. Selv noget så Hollywood-agtigt som det stående bifald til Oscar-showet, da han optrådte offentligt for første gang siden ulykken, bliver til et bevægende øjeblik.
Det er bare stadig svært at slippe spørgsmålet om, hvor interessant historien egentlig ville være, hvis det ikke var for Superman-skismet. Ultimativ sårbarhed over for Supermans usårlighed.
Ville Christopher Reeves tragiske historie være lige så bevægende uden Superman? Selve hans livs- og ulykkeshistorie fortælles lige efter bogen. Optur med Superman, nedtur efter ulykken, optur efter at finde håb og mening og så frem til hans død, hvor der naturligvis ledes efter skyens silver lining.
Man kan sige, at det måske netop er i kraft af kendisfaktoren, at Christopher Reeves ulykkeshistorie er så godt dækket ind med medieindslag og optagelser fra livet efter ulykken, og det i sig selv er berettigelse til at fortælle historien som en dokumentarfilm. Der er virkelig mange og gode optagelser fra Christopher Reeves liv og den tid, han levede i.
Der er samtidig et grafisk lag i filmen med en slags svævende statue af (måske) Superman formet i en slags tørret ler. Og når de snakker om ulykken, ser vi revner i leret og et glimt ind til grøn, lysende kryptonit. Lidt on the nose, men et flot, filmisk greb.
»You are still you«, siger Christopher Reeves kone til ham efter ulykken som argument for at kæmpe for livet. Det er stærke sager og en historie, der er værd at se, Superman eller ej. Men manden af stål giver alligevel historien et ekstra tragisk skær, selvom det er politisk ukorrekt at sige det.
Kort sagt:
’Super/Man: The Christopher Reeve Story’ er en tragisk og bevægende ulykkeshistorie, der får en ekstra dimension, fordi offeret var kendt som en usårlig superhelt.
Anmeldt i forbindelse med premieren på CPH:DOX-festivalen i marts.