’Den næste diva’: Flot DR-portræt af unge opera-aspiranter hæmmes af et utilgiveligt selvmål
Før man kaster sig over DR2-dokumentarserien ’Den næste diva’, er det vigtigt at slå én ting fast. Nemlig at det at være »en diva« ikke betyder, at man er en selvhøjtidelig, kvindelig rappenskralde.
Tænk derimod på, hvad Beyoncé engang klogt sang: »A diva is a female version of a hustler«.
Og skulle du stadig være i tvivl om betydningen af ordet, er det bare med at nyde de to benstærke hovedpersoner, som i ’Den næste diva’ nok skal vise, hvordan man efterlever titlen, når de må hugge en hæl og klippe en tå for at få succes.
Serien følger Louise og Laura, mens de kæmper for at blive operasangere – også kendt som en diva. De går begge på Operaakademiet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Men der stopper lighederne mellem dem også.
Den blide 12-talspige Louise er født ind i den klassiske musik og er allerede optaget på overbygningsforløbet, det eftertragtede Young Artist Programme (YAP), som kun lukker tre elever ind om året.
Louise bliver tilbudt den ene rolle efter den anden, mens modstykket, den mørkhårede Laura, pænt må vente i vingen som afløser. Laura er tidligere misbruger og drømmer – umiddelbart forgæves – om hovedroller og optagelse på YAP.
DR2-dokumentarholdet, anført af instruktør Ida Maria Roxy, har fulgt i hælene på de to i et år fra sommeren 2023. Serien viser Louises ekstremt stressede eksamensår på YAP og Lauras nervepirrende forsøg ved optagelsesprøven.
Selvom de to følger et atypisk uddannelsesforløb, er deres problematikker præcis de samme som tusinde af andre unge, der lige nu er under uddannelse. For om man studerer til tømrer, operasanger, jurist eller sygeplejerske, kender alle til stress, overpræstation, angst, håb og knuste drømme.
Det er let at holde med underdog’en Laura, der kæmper mod hårde odds og en klassisk verden, der ikke sætter pris på hendes anderledes baggrund og specielle klang. Men her vender serien et klogt blik mod romantiserede aspirationer og dét at have opnået succes. For selv om Louise virker til at have det hele, er ting sjældent, som de ser ud.
Det er nemlig lige til at få genkendelig stress-sved i håndfladerne, når stjerneskuddet i begyndelsen af serien gennemgår sin kalender med en mentor.
Louise virker stolt, da hun med sin underviser skuer flere måneder frem i tiden. Her venter den ene store mulighed efter den anden, klemt ind mellem eksamener på YAP, live-forestillinger på P2 og orkesterprøver rundt omkring i Danmark.
Sekvensen starter med en let tone, med den storsmilende sanger i fokus. Langsomt hæver kameraet blikket fra hende, og vender sig mod læremesteren, der mundlam sidder og ryster på hovedet.
»Det er en rigtigt dårlig idé, det her, Louise. Du kan fysisk ikke nå frem og tilbage. Og hvornår vil du holde sommerferie?« lyder det formanende.
Stemningen vender. Og selv om det er tydeligt, at den unge kvinde har stor respekt for sin mentor, sniger en smule attitude sig ind i Louises svar.
»Jeg har måske to dage dér«, siger hun og peger ned på den tilskrevne oversigt. »Men jeg kan ikke holde mere fri!« udbryder hun med afmagt. »Jeg kan jo ikke …«
Det er ikke tomme trusler, læremesteren kommer med. For som både Laura og Louise beskriver, kan deres stemmer ikke lyve. Når man opererer på så højt niveau som dem, vil klangen altid afsløre kvindernes følelsesliv. Så stress, smerte og træthed skinner gennem og kan ødelægge alt.
Det er et uhyre spændende fænomen, som får en til at spidse øre, når aspiranterne presses, men som vi aldrig kommer nærmere. Og generelt er det sparsomt med forklaringer. Kvindernes håndværk forklares gennem maleriske metaforer i stedet for med teknisk faglighed.
Det er dog tydeligt, at de begge indeholder en »superkraft«, som Laura beskriver det. Og nærmest for at understrege magten overstyrer lyden flere gange i DR-dokumentaren. For det er simpelthen ikke normalt, at der kommer så mange decibel tordnende ud mod et kamerahold, og det er ganske underholdende, når optagelserne bliver taget på sengen.
Det er så også her, rosen til lyden holder inde. For ’Den næste Diva’ er plastret til i et generisk pop-soundtrack, der kører over montager af kvindernes specielle hverdag, frem for relevante, klassiske værker, der kunne understrege alt det fede ved operasang, som de to ihærdigt prøver at indlemme os i.
Nærmest som et spark i nyrerne er det eneste ’klassiske’ stykke musik, der sniger sig ind, en instrumental version af Ariana Grande-hittet ’thank u, next’ fra ’Bridgerton’-soundtracket.
Opera er da en svær størrelse at komme ind på livet af. Og jeg har, efter tre afsnit af ’Den næste diva’, stadig ikke fattet, hvor fantastisk hverken Laura eller Louise er. For der er ingen til at fortælle mig om deres formentlig fremragende teknik eller smukke klang, som i Lauras tilfælde lader til at hindre hendes fremtid på den klassiske scene.
Det føles, som om serien på forhånd har vurderet, at det ville være for kedeligt for publikum. Hvilket undrer, når formater som ’Operarejsen’ har vist, at man både kan være i fremragende selskab og lære noget på samme tid.
Kort sagt:
Det er ikke musikken, men livet som ung under uddannelse, ’Den næste diva’ forsøger at gøre os klogere på. Og det er synd og skam, når nu man har med noget så sjældent som ægte, danske divaer at gøre.Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.