’Velkommen til frontlinjen’: Gribende storsatsning fra DR er det stærkeste danske krigshistorie siden ’Armadillo’
Efter ikke mindre end 20 år i landet trak Danmark sig i 2021 under kaotiske forhold ud af Afghanistan.
Det føltes som slutningen på en æra i dansk og international militærhistorie.
Idéen om at bruge magt på fremmed jord til at fremme demokrati og fred virkede fjern og forældet, da Kabul faldt tilbage i hænderne på Taliban.
Med ’Velkommen til frontlinjen’ fortæller konceptuerende instruktør Anders Riis-Hansen og medinstruktørerne Laurits Nansen og Amalie Hovøre historien om, hvordan optimismen forduftede i løbet af 30 års krige.
Fra de glade dage som fredsbevarende FN-styrke i Cypern med billig alkohol og feriedage gennem krydsild i den jugoslaviske borgerkrig til de tærende ørkenkrige ved USA’s side i Irak og Afghanistan som en af de mest erfarne, moderne styrker.
Med sig har de en hel perlerække af kilder fra det danske forsvar, presse, diplomater, efterladte og samarbejdspartnere til kroatiske og serbiske generaler, Talibankrigere og civile fra de krigszoner, der blev påvirket af den danske aktivitet.
Sammen belyser de nogle af de mest afgørende øjeblikke i krigene, der illustrerer udviklingen i det danske militær og kæder hele perioden sammen.
Da danske soldater i 90’erne bliver udstationeret i Jugoslavien for at ligge mellem de kroatiske og serbiske styrker, er det på papiret endnu en fredsbevarende mission med blå FN-hjelme som beskyttende glorie.
Men da kuglerne begynder at flyve om ørene på dem, går virkelighedens brutalitet, og deres egen forsvarsløshed, op for dem ligesom for resten af landet, der ikke kunne forestille sig, at FN-styrker ville blive beskudt.
Da der tre år senere bliver sendt danskere til Kosovo, er det med knusende magt og en ung Anders Storrud om bord som soldat.
Serien spejler afsnit for afsnit Danmarks udvikling i Storruds historie, mens han bliver udsendt til alle de kommende krigszoner og arbejder sig op til kompagnichef, fortalt af blandt andre hans mor Liv Storrud og soldaterkammeraten Jesper Burlin.
Sammen udgør de seriens mest faste holdepunkter, og deres historie når en utroligt rørende finale ved Anders Storruds begravelse.
Hver gang han tager afsted til en ny krig, er det med et formål om at hjælpe, men efter lokalbefolkningen i Irak vender sig mod det, de ser, som en besættelsesstyrke, vender Storrud tilbage med nye bekymringspanderynker.
En af seriens største styrker er at bruge effektfulde animerede sekvenser, tydelige kortoptegninger over troppernes bevægelser, videooptagelser fra soldaterne og kilder fra dansk, civil og fjendtlig side til at beskrive voldelige sammenstød ved fronterne fra flere vinkler.
De tydeliggør de skiftende udfordringer, de danske soldater står overfor på diverse missioner, og hvordan en soldat kan ende med at miste lemmer til en mine, livet til en kugle eller at skyde én af sine egne kammerater.
Den grundige belysning af de kritiske situationer tager intet fra intensiteten. Snarere sidder man ofte tilbage med en hjerteskærende fornemmelse af at forstå, at alle de involverede er fanget i situationer, der aldrig havde en chance for at ende lykkeligt.
Det lykkedes at kæmpe sig til fred i Kosovo, men ellers er der kun ganske få glimt af fremgang som konsekvens af dansk tilstedeværelse i udlandet.
Den overordnede konklusion på de 30 års krigsførelse er, at den er forfejlet.
Det er måske ikke en nyhed, men det er stadig en lettelse endelig at høre indrømmelser om, hvor fejlslagne missionerne i Irak og Afghanistan var fra militære ledere og diplomater og endda en kort italesættelse af, hvorvidt den tætte alliance med USA hjalp Anders Fogh Rasmussens karriere.
Med sin imponerende grundighed er ’Velkommen til frontlinjen’ det stærkeste dokument om den danske krigsindsats siden ’Armadillo’, og den giver et grundlag at diskutere forsvarets rolle på tærsklen til en ny æra.
Der er i hvert fald rig mulighed for at lære af fortidens fejl.
Kort sagt:
Gennem en perlerække af kilder kæder ’Velkommen til frontlinjen’ 30 års dansk militærhistorie sammen i en gribende serie, der er det stærkeste om emnet siden ’Armadillo’.